Mødedato: 17.06.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Håndtering af medlemsforslag om metro til Rigshospitalet og til Brønshøj (forhandlingsdelegation)

Se alle bilag
Økonomiudvalget skal tage stilling til nedsættelse og sammensætning af en forhandlingsdelegation til at mødes med staten om forlængelse af Metro M5 fra København H til Rigshospitalet mv.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at der tages stilling til nedsættelse og sammensætning af en forhandlingsdelegation til at mødes med staten om forlængelse af Metro M5 fra København H til Rigshospitalet mv.,
  2. at det godkendes, at medlemsforslag fra Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti om metro til Rigshospitalet og til Brønshøj (forhandlingsdelegation), jf. bilag 1, hermed er håndteret.

Problemstilling

Borgerrepræsentationen udvalgshenviste den 30. april 2025 et medlemsforslag fra Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti, Venstre og Dansk Folkeparti om metro til Rigshospitalet og til Brønshøj (forhandlingsdelegation), jf. bilag 1.

I forbindelse med behandling af indstilling den 3. juni 2025 om valg af metrolinjer til screeningsanalyse af udbygning af metronettet, besluttede Økonomiudvalget, at Økonomiforvaltningen til næste møde skal udarbejde en indstilling om nedsættelse af en forhandlingsdelegation til at mødes med staten om forlængelse af M5 fra København H til Rigshospitalet m.v.

Løsning

Det udvalgshenviste medlemsforslag fra april 2025 indeholder, at Borgerrepræsentationen beslutter at nedsætte en forhandlingsdelegation til at forhandle med finansministeren om, hvordan der etableres metro til Rigshospitalet og Brønshøj til ibrugtagning inden 2045.

Økonomiudvalget kan beslutte at nedsætte en forhandlingsdelegation og skal i så fald beslutte sammensætningen af delegationen.

En forhandlingsdelegation kan overfor relevante ministre fremføre ønsker om mere metro i København, herunder forlængelse af M5 til Rigshospitalet og/eller nye linjer, der indgår i den igangværende metroscreeningsanalyse.

 

Forlængelse af M5

Prisen for at forlænge M5 fra København H til Rigshospitalet og Østerport st. via Forum og Stengade (og evt. Gammel Kongevej) er belyst i perspektivanalysen af de økonomiske og trafikale effekter ved at lukke M5 som en metroring, der blev fremlagt for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i juni 2024. Restfinansieringen er i analysen opgjort til 5,2 mia. kr. uden station på Gammel Kongevej og 5,7-6 mia. kr. med station på Gammel Kongevej. Beløbene er i 2023-priser og beregnet ved etablering samtidig med etape 2 af M5 (forlængelse til Lynetteholm). Perspektivanalysen er udarbejdet med et lavere detaljeringsniveau end M5 miljøkonsekvensvurderingen, og priserne er derfor forbundet med større usikkerhed. 

 

Metroscreeningsanalyse

Økonomiudvalget besluttede den 3. juni 2025 følgende 8 linjer til yderligere screening:

  • #1 Rigshospitalet – Herlev Hospital (ny linje)
  • #2 Vanløse St. – Tingbjerg (forlængelse af linje M1/M2).
  • #4 Stengade St. – Tingbjerg (afgrening på linje M5)
  • #7 København Syd – Hvidovre Hospital (forlængelse af linje M4)
  • #8 København Syd – Emdrup St. (forlængelse af linje M4)
  • #11 Hellerup Havn – Københavns Lufthavn (ny linje)
  • #12 Bispebjerg Hospital – Holmen (ny linje)
  • #16 Øresundsmetro (Prags Blv. Øst – Malmø C) (ny linje)

I screeningen optegnes og analyseres de valgte linjer mere detaljeret end i prescreeningen (linjeføring og stationsplacering). Screeningen af de enkelte linjer vil indebære beregninger af passagerprognoser og trafikale effekter, anlægs- og driftsøkonomi, forventet restfinansiering, overordnet samfundsøkonomi samt CO2-forbrug ved anlæg. Screeningen vil også indeholde en perspektiverende analysedel, der ser på de bredere udviklingsperspektiver og potentialer ved de analyserede metroudbygninger.

Sammen med den tidligere besluttede analyse af mulige finansieringskilder til ny infrastruktur, forventes screeningsanalysen afrapporteret til Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen i 2. halvdel af 2025.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Hvis det besluttes at nedsætte en forhandlingsdelegation, kan Økonomiforvaltningen bistå delegationen med at formulere en henvendelse, som delegationen kan sende til de ønskede ministre.

 

Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen
Til top