Mødedato: 16.06.2026, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Procesplan og analyseoversigt for Planstrategi 2027 og Kommuneplan 2028

Se alle bilag

Økonomiforvaltningens arbejde med udarbejdelsen af en ny strategi for kommuneplanlægningen skal igangsættes. Økonomiudvalget skal tage stilling til Økonomiforvaltningens forslag til en overordnet procesplan for Planstrategi 2027 og Kommuneplan 2028. Derudover fremlægges oversigt over analyser, der foreslås gennemført frem mod strategiens udarbejdelse, og oplæg til borgerdialog i løbet af processen.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Økonomiudvalget tager procesplan og analyseoversigt for Planstrategi 2027 og Kommuneplan 2028 til efterretning.

Problemstilling

Kommuneplanen fastlægger de overordnede mål og retningslinjer for kommunens fysiske udvikling. Arbejdet med at vedtage en kommuneplan er en todelt proces, der indledes med vedtagelse af en strategi for kommuneplanlægningen i den første halvdel af Borgerrepræsentationens valgperiode. Med strategien fastlægger Borgerrepræsentationen den politiske og strategiske retning for byens fysiske udvikling, ligesom det besluttes, om og hvordan kommuneplanen skal ændres. Her er det muligt at beslutte en revision af kommuneplanen i sin helhed eller en delvis revision for bestemte emner eller geografiske områder. Borgerrepræsentationen kan også beslutte sig for at genvedtage den gældende kommuneplan eller vedtage mindre ændringer af denne.

Kommuneplanen udmønter strategiens visioner, mål og strategiske retning i en overordnet plan for kommunens fysiske udvikling med en gyldighedsperiode på 12 år. Kommuneplanen er opbygget med udgangspunkt i planlovens lovbestemte minimumskrav, der bl.a. omfatter overordnede mål for arealanvendelsen i kommunen samt retningslinjer og rammer for lokalplanernes indhold. Kommunen er forpligtet til at virke for kommuneplanens gennemførelse, og lokalplaner skal udarbejdes i overensstemmelse med kommuneplanen eller ledsages af et kommuneplantillæg.

Løsning

Økonomiforvaltningen forventer, at kommuneplanen skal have et overordnet fagligt fokus på at understøtte en øget boligproduktion, samtidig med at øvrige centrale dagsordener og temaer for byens udvikling fortsat adresseres. På den baggrund har Økonomiforvaltningen udarbejdet nedenstående analyseoversigt, procesplan og oplæg til borgerdialog.

Økonomiforvaltningen foreslår, at arbejdet med Planstrategi 2027 (PS27) skal have fokus på at udarbejde en kort og tydelig publikation med klare politiske prioriteringer, der implementeres i en konsekvent og fagligt afgrænset Kommuneplan 2028 (KP28). Overordnet lægges der op til at sikre en tydelig rød tråd på tværs af analyser, borgerdialog, strategi, kommuneplan og implementering.

Analyseoversigt

For at sikre et fagligt grundlag for udarbejdelsen af PS27 og KP28 udarbejder Økonomiforvaltningen en række analyser, som løbende vil blive præsenteret for Økonomiudvalget. Analyserne har til formål at kvalificere potentielle ændringer i kommuneplanen og understøtte beslutninger om Københavns byudvikling med ny og opdateret viden. Oversigten over de foreslåede analyser findes i bilag 2 og er opdelt i temaerne Boliger og byudvikling, Grønne og blå strukturer samt Klima og mobilitet.

Ud over analyserne i analyseoversigten udarbejder Økonomiforvaltningen andre baggrundsanalyser for blandt andet rækkefølgeplanen, boligbehovet og den overordnede trafikplanlægning m.fl. I det omfang det bliver relevant i løbet af processen, vil viden fra analyser udarbejdet ifm. Kommuneplan 2024 også blive inddraget i analysearbejdet, f.eks. analyser af håndværkserhverv, kreative erhverv og detailhandel. Endelig vil forvaltningen følge op på analyser og strategier udarbejdet i andre regi, f.eks. boligredegørelsen og erhvervsredegørelsen.

Procesplan for Planstrategi 2027 og Kommuneplan 2028

Økonomiforvaltningen foreslår en tidsplan med endelig vedtagelse af PS27 ultimo 2027 og KP28 ultimo 2028. Tidsplanen giver mulighed for en grundig proces med politiske drøftelser, udarbejdelse af analyser og borgerdialog. Den overordnede tidsplan fremgår herunder og af bilag 1.

Procesplan for Planstrategi 2027 og Kommuneplan 2028

Procesplan for Planstrategi 2027 og Kommuneplan 2028

Udarbejdelse af en ny planstrategi og revisionen af kommuneplanen indebærer en række procestrin med involvering af Borgerrepræsentationen, fagudvalg, lokaludvalg, borgere og eksterne aktører. Med den fremlagte tidsplan ønsker Økonomiforvaltningen at skabe rammer for en kvalificeret, åben og dialogbaseret proces. Procesplanen tager i vidt omfang afsæt i forløbet for Kommuneplanstrategi 2023 og Kommuneplan 2024.

Økonomiforvaltningen foreslår at fremrykke den interne høring af fagudvalg, lokaludvalg og råd, så denne finder sted umiddelbart efter Økonomiudvalgets godkendelse af kommissoriet for planstrategien. Kommissoriet skal blandt andet indeholde et oplæg til de overordnede temaer, der behandles i planstrategien. I modsætning til tidligere er det således oplægget til planstrategiens temaer, der sendes i intern høring, frem for et færdigt udkast til planstrategien. Dermed vil den interne høring give fagudvalg, lokaludvalg og råd mulighed for at komme med input til planstrategiens indhold på et tidligt tidspunkt, der derefter kan indarbejdes i forslaget til planstrategien som et konsekvent og fagligt gennemarbejdet produkt.

Oplæg til borgerdialog ifm. offentlige høringer

Økonomiforvaltningen lægger op til at gennemføre borgerdialog i sammenhæng med høringsprocesserne for PS27 og KP28. Dialogen tilrettelægges med forskelligt fokus på tværs af de to høringer. Høringen af PS27 tilrettelægges med et overvejende borgerrettet fokus. Her lægges hovedparten af ressourcerne til inddragelse og dialog. Høringen af KP28 målrettes i højere grad professionelle aktører inden for byudvikling med henblik på at kvalificere konkrete ændringer af rammer og bestemmelser. Borgerdialogen struktureres omkring udvalgte temaer, hvor der etableres et klart og afgrænset drøftelsesrum, eksempelvis med fokus på den rekreative anvendelse af havnen eller udviklingen af de større byudviklingsområder.

Økonomiforvaltningen lægger op til, at borgerdialogen understøttes af ekstern rådgivning for at opnå interaktion med en bredt sammensat målgruppe. En endelig plan for høringerne og borgerdialogen vil indgå i kommissoriet for planstrategien, der forelægges til godkendelse på Økonomiudvalget ultimo 2026.

Økonomi

Sagen har ingen direkte økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Analysearbejdet og borgerdialogen som beskrevet ovenfor forventes at medføre et øget ressourcetræk i Økonomiforvaltningen samt et behov for ekstern rådgiverbistand i enkelte tilfælde. Økonomiforvaltningen vil udarbejde et budgetnotat til gennemførelse af analyser og borgerdialog, som kan indgå i forhandlingerne om Budget 2027. 

Videre proces

Økonomiforvaltningen udarbejder budgetnotat til Budget 2027 for finansiering af analyser og borgerdialog ifm. Planstrategi 2027 og Kommuneplan 2028. Økonomiforvaltningen udarbejder desuden udkast til kommissorium for Planstrategi 2027, der forventes forelagt til godkendelse i Økonomiudvalget inden udgangen af 2026.

 

Søren Hartmann Hede                / Nanna Westerby Jensen

Til top