Mødedato: 14.06.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Opfølgning på medlemsforslag om rekruttering på velfærdsområdet i Københavns Kommune

Se alle bilag

Økonomiudvalget (ØU) besluttede den 14. december 2021 at nedsætte en tværgående forvaltningsarbejdsgruppe, som skulle besvare et medlemsforslag stillet af Radikale Venstre (RV) om at styrke Københavns Kommunes (KK) indsats for rekruttering på velfærdsområderne. Med indstillingen afrapporteres på arbejdsgruppens arbejde. Indstillingen er til godkendelse.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget, 

  1. at arbejdsgruppens afrapportering tages til efterretning,
  2. at medlemsforslaget om rekruttering på velfærdsområdet i Københavns Kommune af den 24. juni 2021 stillet af Radikale Venstre, jf. bilag 1 hermed er håndteret.

Problemstilling

RV stillede et medlemsforslag om styrkelse af rekruttering af faguddannede medarbejdere på velfærdsområdet, som Borgerrepræsentationen (BR) vedtog den 24. juni 2021.  

Medlemsforslaget pålagde Økonomiforvaltningen (ØKF) i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF), Sundheds- og Omsorgsforvaltningen (SUF) og Socialforvaltningen (SOF) at fremlægge konkrete forslag på tværs af forvaltningerne til, hvordan KK kan afhjælpe udfordringerne med at rekruttere faguddannede medarbejdere til velfærdsområdet i KK. Medlemsforslaget er vedlagt indstillingen som bilag 1.  

ØU besluttede den 14. december 2021 at nedsætte en tværgående arbejdsgruppe, som skulle afrapportere til ØU samtidig med afrapporteringen af Personalepolitisk Redegørelse (PPR) 2022. Arbejdsgruppen fik til opgave at:

1. undersøge, hvordan KK som arbejdsgiver kan (1) ’Udvide rekrutteringsgrundlaget’, (2) ’Udvide arbejdskraftudbuddet internt i KK’ samt (3) ’Gøre KK mere attraktiv som arbejdsplads’.

2. drøfte og identificere, hvordan KK som arbejdsgiver og myndighed på beskæftigelsesområdet kan understøtte, at der er tilstrækkeligt med medarbejdere til at opretholde serviceniveauet over for borgerne.  

Arbejdsgruppens drøftelser har baseret sig på BUF, SUF og SOF’s eksisterende indsatser, erfaringer og ønsker til samt behov for tværgående indsatser, der kan være med til at afhjælpe manglen på arbejdskraft i KK. Parallelt med arbejdsgruppens arbejde er der pågået et større analysearbejde i regi af PPR som grundlag for overvejelser om yderligere tiltag til at håndtere rekrutterings- og fastholdelsesudfordringer KK.

Løsning

Udfordringerne med mangel på arbejdskraft på velfærdsområderne er så store, at det er nødvendigt at igangsætte indsatser på flere niveauer, herunder lokale indsatser på de enkelte arbejdspladser, fælles KK-indsatser, samt indsatser på nationalt plan. Arbejdsgruppen har alene fokuseret på de fælles indsatser, der kan igangsættes i KK.

De fastholdelses- og rekrutteringsindsatser, der allerede arbejdes med, er opdelt i fem områder, jf. bilag 2.1 og 2.2:

  1. Rekrutteringsgrundlag (tiltrækning),
  2. Rekruttering,
  3. Onboarding,
  4. Fastholdelse og udnyttelse af kvalifikationer
  5. Fratrædelse.

Arbejdsgruppen vurderer, at nedenstående tre indsatsområder kan styrkes ved fælles indsatser. Disse er uddybet og konkretiseret i bilag 3.

Rekruttering af udenlandsk arbejdskraft

Der er på nogle fagområder et potentiale i at styrke rekrutteringen af udenlandsk arbejdskraft, men det kræver, at KK både fokuserer på, hvor der er et udbud af arbejdskraft, og hvordan der kan skabes en efterspørgsel efter job i KK. 

Den geografiske afstand, hvorfra KK ønsker at rekruttere arbejdskraft, vil have betydning for, hvilke indsatser der skal igangsættes. Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen (BIF) har konkret erfaring med at rekruttere til servicebranchen fra Malmø og Sydsverige. Disse erfaringer kan med fordel danne afsæt for det videre arbejde.

Jo længere væk fra Danmark der rekrutteres arbejdskraft, jo flere forhold skal der tages højde for, herunder sprogbarrierer, uddannelsesmeritter, samt transport til arbejdsplads eller hjælp til at finde bolig (se bilag 3).

Afhjælpe rekrutteringsudfordringerne via uddannelse, omskoling og opkvalificering  

Der er behov for at sætte fokus på at afhjælpe rekrutteringsudfordringer for både nye medarbejdere, nuværende medarbejdere og elever via uddannelse, omskoling eller opkvalificering (se bilag 3). Det vurderes, at følgende indsatser kan være relevante at arbejde videre med:

  1. Opkvalificering af potentielle nye medarbejdere via forløb til ledige københavnere,

     

  2. Uddannelse til ufaglærte: Meritpædagoguddannelsen i BUF er et godt eksempel på, at et redskab til uddannelse af ufaglærte medarbejdere i KK med fordel kan udbredes til det pædagogiske område i SOF, ligesom det kan undersøges, om det er muligt at udvikle tilsvarende uddannelser indenfor andre fagområder - fx uddannelse af meritlærere,

     

  3. KK som professionelt uddannelsessted: Uddannelse København arbejder på at understøtte det gode praktikforløb for at sikre, at flere elever har lyst til at arbejde i KK efter endt uddannelse,

     

  4. Flere praktikpladser: KK kan understøtte, at flere kan tage en velfærdsuddannelse ved at tilbyde flere praktikpladser, så færre ansøgere må afvises pga. mangel på praktikpladser - fx sygeplejerske-, sundhedsplejerskeuddannelsen og den pædagogiske assistentuddannelse.

Såfremt flere skal have mulighed for tage en uddannelse inden for velfærdsområderne, kræver det et tæt samarbejde mellem både kommunerne, staten, uddannelsesinstitutionerne og de faglige organisationer.

Fastholdelse via øget fokus på arbejdsfællesskaber og den gode arbejdsplads

Et stærkt fokus på fastholdelse af medarbejdere er afgørende for at sikre et tilstrækkeligt arbejdskraftsudbud.

Fokus på arbejdsfællesskaber og den gode arbejdsplads vil kunne bidrage til at medarbejdere er ansat længere, idet et stærkt arbejdsfællesskab vil styrke det faglige arbejde og trivslen på den enkelte arbejdsplads. Det vurderes, at følgende kan bidrage hertil: 

  1. Gode og stabile rammer for arbejdspladserne – herunder økonomi, mål for kerneopgaven, forenkling af regler og omstrukturering af arbejdsopgaver,
  2. Styrke ledelsen af arbejdsfællesskaber samt sikre nærvær i ledelse. Velfærdsområderne er kendetegnet ved meget store ledelsesspænd, hvilket kan udfordre muligheden for at bedrive god faglig ledelse,
  3. Fortsat fokus på at nedbringe sygefraværet,
  4. Gode muligheder for at styrke kernekompetencerne via kompetenceudvikling og karriereforløb, samt understøttelse af det gode onboardingforløb,
  5. Oplevet fleksibilitet og retfærdighed i tilrettelæggelse af arbejdstid så medarbejdere oplever balance mellem arbejds- og privatliv,
  6. Styrke fastholdelsen af særlige medarbejdergrupper - fx nyansatte, elever og ansatte over 50 år ved at tilbyde gode seniorordninger.

Styrkelse af det interne samarbejde i KK

Arbejdsgruppens arbejde har bidraget til en større fælles indsigt i forvaltningernes rekrutterings-og fastholdelsesudfordringer, og det er blevet tydeligere hvordan BIF, Uddannelse København og ØKF kan bidrage til at løse disse. Samtidig vurderes det, at det tværgående samarbejde kan styrkes ved et øget strategisk fokus i de relevante forvaltninger på, hvordan KK samlet som organisation kan afhjælpe rekrutterings- og fastholdelses-udfordringer. 

Økonomi

Der er ikke afsat finansiering til opfølgning på arbejdsgruppens forslag. 

Videre proces

Arbejdsgruppens afrapportering vil indgå i den videre håndtering af rekrutteringsudfordringerne i KK, herunder i regi af opfølgning på PPR.

 

Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall

Beslutning

Dagsordenspunkt 9: Opfølgning på medlemsforslag om rekruttering på velfærdsområdet i Københavns Kommune (2022-0121166)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. juni 2022

Indstillingens 1. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

Indstillingens 2. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Til top