Mødedato: 14.06.2022, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Redegørelse for udvalgenes budgetbidrag til budgetforslag 2023

Se alle bilag

Med indstillingen redegøres der for udvalgenes budgetbidrag for 2023 (juniindstillingen), herunder status på effektiviseringsstrategien mv. og politiske vedtagne korrektioner i udvalgenes budgetrammer siden indkaldelsescirkulæret for budget 2023. Indstillingen danner et foreløbigt grundlag for kommunens samlede budgetforslag, der forelægges Økonomiudvalget den 24. august 2022.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at udvalgenes korrigerede budgetrammer fastsættes på baggrund af indstillingen om kommunens demografiregulering, jf. Borgerrepræsentationens møde den 5. maj 2022, øvrige politiske beslutninger truffet af Borgerrepræsentationen i perioden 27. januar 2022 til og med 5. maj 2022, samt at udvalgenes budgetrammer korrigeres som beskrevet i bilag 2,
  2. at retningslinjerne for udarbejdelse af budgetforslaget og bemyndigelser til Økonomiforvaltningen til at indarbejde nye skøn for pris- og lønfremskrivning og i samarbejde med forvaltningerne afklarer tekniske udeståender og revurdere udgifter til indkomstoverførsler godkendes, jf. bilag 2,
  3. at det godkendes, at effektiviseringsforslag fra fagudvalgene på i alt 108,2 mio. kr. indgår i budgetforhandlingerne, jf. bilag 3-5, og at det tages til efterretning, at alle udvalg dermed lever op til deres del af det udmeldte effektiviseringsmåltal på 240,0 mio. kr.,
  4. at det tages til efterretning, at 66 pct. af det samlede effektiviseringsmåltal er indfriet med investeringsforslag, og at tværgående effektiviseringer bidrager med 81,2 mio. kr., jf. bilag 3,
  5. at status for investeringspuljerne 2022, jf. bilag 6, og at opfølgningen på de tværgående investerings- og innovationsforslag, jf. bilag 7, tages til efterretning,
  6. at status på foranalyser til tværgående effektiviseringer inden for automatisering og administrative funktioner, jf. bilag 8, samt at arbejdet med at identificere nye tværgående effektiviseringer fortsætter, tages til efterretning,
  7. at status for målsætning om reduktion af Københavns Kommunes administrative udgifter med 10 pct. pr. indbygger i 2022 tages til efterretning, jf. bilag 10, og
  8. at det godkendes, at tværgående effektiviseringsforslag forelægges relevante fagudvalg forud for Økonomiudvalget og udmøntning i forbindelse med forhandlingerne om overførselssag 2022-2023 og budget 2024 og frem.

Problemstilling

Med behandling af indkaldelsescirkulæret for budget 2023 den 26. januar 2022 fastsatte Økonomiudvalget udvalgenes budgetrammer, effektiviseringsmåltal og proces for budget 2023 og har i den forbindelse sendt budgettet til behandling i udvalgene. Med juniindstillingen skal Økonomiudvalget godkende Københavns Kommunes samlede korrigerede budgetrammer som følge af udvalgenes behandling af budgetbidrag til budget 2023, status på effektiviseringsstrategien og politiske vedtagne korrektioner i udvalgenes budgetrammer siden indkaldelsescirkulæret for budget 2023. De største bevægelser beskrives nærmere i bilag 2 og bilag 14.

Økonomiforvaltningen bemærker, at udvalgene har indleveret budgetbidragene i overensstemmelse med kriterierne fastsat med indkaldelsescirkulæret for budget 2023.

Københavns Kommune oplever fortsat befolkningsvækst og forventer på baggrund af befolkningsprognosen for 2022 ca. 7.700 nye indbyggere i 2023. Befolkningsfremgangen øger kommunens skatteindtægter men øger også kommunens udgifter til demografiregulerede bevillinger på daginstitutions-, skole-, social- og ældreområdet med 122,8 mio. kr. i 2023.

Der forventes en aftale om kommunernes økonomi for 2023 (økonomiaftalen for 2023) primo juni, hvor de overordnede udgiftsrammer for anlæg og service fastsættes. Herefter udfærdiges kommunernes indtægter af Indenrigs- og Boligministeriet, hvorefter Københavns Kommune samlede budgetforslag (augustindstillingen) kan opgøres. Økonomiudvalget behandler budgetforslaget den 24. august 2022.

Løsning

Effektiviseringsstrategi 2023

Med indkaldelsescirkulæret for budget 2023 blev effektiviseringsmåltallet for budget 2023 fastsat til 240,0 mio. kr. Udvalgene har fremsendt effektiviseringsforslag svarende til 108,2 mio. kr. Sammen med de stigende profiler fra allerede besluttede effektiviseringer, svarende til 131,8 mio. kr., lever alle udvalg op til det indmeldte effektiviseringsmåltal på 240,0 mio. kr., jf. bilag 3.

Ud af det samlede effektiviseringsmåltal på 240 mio. kr. i 2023 har fagudvalgene indfriet 159,0 mio. kr. med effektiviseringer fra investeringsforslag, svarende til 66 pct. af effektiviseringsmåltallet. Tværgående initiativer bidrager med 81,8 mio. kr. i 2023 og målsætningen om, at tværgående initiativer mindst skal bidrage med effektiviseringer for 80 mio. kr., er opfyldt. En nærmere beskrivelse fremgår af bilag 3.

Som en del af de stigende profiler skal tværgående indkøbseffektiviseringer fra Styrket Indkøbsorganisation bidrage med nye effektiviseringer i forvaltningerne for 52,9 mio. kr. De konkret indgåede indkøbsaftaler vil blive indarbejdet med augustindstillingen for budget 2023. Der er i bilag 9 udarbejdet en bruttoliste over udbudsområder, der kan bidrage med effektiviseringer i 2023.

Status på strategien for smarte investeringer i velfærden

I forbindelse med overførelsessagen 2021-2022 blev der udmøntet 249,6 mio. kr. til 44 nye investerings- og innovationsforslag. Status på investeringspuljerne efter overførselssagen er, at der i investeringspuljen resterer 196,8 mio. kr. på anlæg, mens der i innovationspuljen resterer 11,0 mio. kr. på service. For yderligere status for investeringspuljerne henvises til bilag 6. Der udmøntes yderligere investeringsmidler fra puljerne til forvaltningsspecifikke og tværgående investeringsforslag til budgetforhandlingerne for budget 2023. Et opdateret overblik vil blive forelagt Økonomiudvalget med augustindstillingen den 24. august 2022.

Alle nuværende tværgående investeringsforslag følger den aktuelle tidsplan for implementeringen, jf. bilag 7, hvor opfølgning på de igangværende tværgående investerings- og innovationsforslag fremgår. Økonomiforvaltningen vil sammen med forvaltningerne drøfte, hvorledes der arbejdes med at implementere vedtagne investeringsforslag, og give en status herpå til Økonomiudvalget i forbindelse med indkaldelsescirkulæret for budget 2024.

Foranalyser for tværgående effektiviseringer og forvaltningsspecifikke automatiseringsplaner

Med henblik på at sikre pipeline fra tværgående effektiviseringer, der kan bidrage til at indfri udvalgenes effektiviseringsmåltal i 2023 og frem, godkendte Økonomiudvalget den 15. juni 2021 10 spor med potentiale for nye tværgående effektiviseringer. Økonomiudvalget udmøntede 5 mio. kr. til foranalyse til 6 af områderne og 2 mio. kr. til forvaltningsspecifikke initiativer inden for automatisering. På nuværende tidspunkt forventes 1 foranalyse at føre til tværgående investeringsforslag til forhandlingerne om budget 2023, jf. bilag 8. De resterende foranalyser forventes at føre til tværgående investeringsforslag til forhandlingerne om overførselssagen 2022-2023 eller budget 2024.

Automatiseringsplanerne er afrapporteret til Økonomiudvalget med indkaldelsescirkulæret for budget 2023 og er nu under implementering. Der vil i augustindstillingen for budget 2023 blive givet status på, hvilke konkrete forslag inden for automatisering, der forventes at blive fremsat til budget 2023.

Økonomiforvaltningen vil sammen med forvaltningerne fortsætte arbejdet med at sikre en løbende pipeline for tværgående effektiviseringsforslag, og Økonomiforvaltningen vender tilbage i augustindstillingen for budget 2023 herom.

Som håndtering af Økonomiudvalgets protokolbemærkning fra behandling af indkaldelsescirkulæret for budget 2023 om øget ejerskab til tværgående effektiviseringer i fagudvalg, indstilles det, at relevante fagudvalg forelægges de tværgående effektiviseringer til overførselssagen 2022-2023 og budget 2024 og frem, forud for behandling i Økonomiudvalget i marts og august op til udmøntning af puljerne i forhandlingerne om henholdsvis overførelsessag og budget. Herved fremrykkes den administrative godkendelsesproces af de tværgående investeringsforslag tilsvarende. Forelæggelse af de tværgående forslag i relevante fagudvalg giver mulighed for at drøfte de kommende tværgående forslag i fagudvalgene forud for godkendelse i Økonomiudvalget. I augustindstillingen for budget 2023 vil Økonomiforvaltningen vende tilbage med en nærmere proces for forelæggelse af tværgående forslag for relevante fagudvalg.

Bevillingsudløb

Økonomiforvaltningen har i samarbejde med forvaltningerne identificeret bevillingsudløb i 2023 for 210,0 mio. kr. på service. I fagudvalgenes budgetlægning er der med budget 2023 bevilget 12,1 mio. kr. til bevillingsudløb. Derudover er der midlertidige bevillinger, som af fagforvaltningerne ikke vurderes at have et fortsat finansieringsbehov og bevillinger, der ikke ønskes videreført, for 24,2 mio. kr. Foruden bevillingsudløb på service er der bevillinger, der udløber i 2023 for 12,9 mio. kr. på overførsler mv. Herefter resterer bevillingsudløb for 186,6 mio. kr. i 2023, heraf 173,7 mio. kr. på service. En oversigt over de enkelte bevillingsudløb i 2023 fremgår af bilag 11.

Samlet økonomi

Med juniindstillingen for budget 2023 er budgetrammerne tilpasset i forhold til udmeldingen med indkaldelsescirkulæret for budget 2023, som Økonomiudvalget behandlede den 26. januar 2022. Der er indarbejdet en række korrektioner som følge af nye politiske beslutninger i Borgerrepræsentationen, herunder korrektioner vedrørende den demografiske udvikling og overførselssagen 2021-2022 samt beslutninger som følge af denne indstilling. Nettoudgifterne opgøres i alt til 45,0 mia. kr., jf. tabel 1.

Tabel 1. Nettoudgifter i budgetrammerne for 2023

Mia. kr., 2023 p/l

Service

Anlæg*

Overførsler mv.

I alt

Nettoudgifter

28,9

4,9

11,2

45,0

Anm.: I tabellen fremgår nettoudgifter opgjort på baggrund af Borgerrepræsentationens beslutninger frem til og med 5. maj 2022 samt korrektioner foretaget med denne indstilling. På styringsområdet anlæg er der desuden medtaget korrektioner fra 2. anlægsoversigt 2022 fra Borgerrepræsentationens møde den 2. juni 2022.

*) Nettoanlægsudgifter på 4,9 mia. kr. er inkl. udgifter til forsyningsområdet (hovedkonto 1), som ikke indgår i den statslige styring af bruttoanlægsudgifter.

Service

De samlede udgifter på service i Københavns Kommune udgør 28,9 mia. kr. i juniindstillingen for budget 2023. De samlede merudgifter som følge af befolkningsstigningen på de demografiregulerede områder fra 2022 til 2023 udgør i alt 122,8 mio. kr. og er tilpasset i budget 2023 og frem som følge af Økonomiudvalgets beslutning den 26. april med indstillingen om demografireguleringen af 2022 og overslagsårene 2023-2026.

Anlæg

Anlægsmåltallet i Københavns Kommune for 2023 er i anlægsoversigten for 2. kvartal 2022 foreløbigt fastsat til brutto 4.847 mio. kr., inklusive centrale puljer på i alt 142 mio. kr., jf. tabel 2.

Tabel 2. Foreløbigt bruttoanlægsmåltal for 2023 og 2024

Mio. kr., 2023 p/l

2023

 

Økonomiudvalget

3.314

Kultur- og Fritidsudvalget

57

Børne- og Ungdomsudvalget

239

Sundheds- og Omsorgsudvalget

35

Socialudvalget

53

Teknik- og Miljøudvalget

1.003

Beskæftigelses- og Integrationsudvalget

4

I alt, anlægsmåltal til udvalgene

4.705

Investeringspuljen

65

Overførselssagen 2022-2023

50

Puljen til uforudsete udgifter

27

I alt inklusive centrale puljer

4.847

Et anlægsniveau på 4,8 mia. kr. i 2023 er væsentligt højere, end hvad der realistisk forventes at kunne eksekveres. Anlægsoversigten for 2. kvartal 2022 viser et samlet anlægsniveau i 2022 på 4,2 mia. kr., som også ligger over, hvad Københavns Kommune kan forventes at eksekvere i 2023. Hertil må det forventes, at Københavns Kommunes anlægsramme i 2023 vil være lavere end 4,2 mia. kr. efter økonomiaftalen for 2023. Det er forventningen, at kommunerne under ét ser ind i en lavere anlægsramme i 2023, fordi regeringen op til forhandlingerne om kommunernes økonomi i 2023 har udmeldt dette som krav. Hertil vil KL’s vejledende fordelingsmodel af anlægsmåltal blandt kommunerne forventeligt betyde, at Københavns Kommunes andel af anlægsrammen reduceres.

Udvalgene skal i anlægsoversigten for 3. kvartal 2022 fortsat sikre, at periodiseringen af den samlede portefølje i 2023 og frem er udtryk for en realistisk eksekveringsevne. Der tages stilling til Københavns Kommunes anlægsstyring og anlægsmåltal i 2023 i august forud for budgetforhandlingerne, når kommunernes samlede anlægsmåltal kendes med økonomiaftalen for 2023.

For at sikre kommunerne under ét overholder anlægsloftet i økonomiaftalen, koordinerer KL kommunernes anlægsbudgetter frem mod vedtagelsen af de kommunale budgetter primo oktober, hvor Københavns Kommunes endelige andel af anlægsrammen vil være kendt.

Overførsler mv.

De samlede udgifter til overførsler mv. i Københavns Kommune skønnes foreløbigt at udgøre 11,2 mia. kr. i 2023, hvilket er 0,45 mia. kr. lavere end forventet i indkaldelsescirkulæret for budget 2023. Antallet af indkomstoverførselsmodtagere er nedjusteret med ca. 4.340 helårsmodtagere i 2023, hvilket primært skal ses i lyset af en forventning om færre kontanthjælps- og dagpengemodtagere. Skønnet opdateres i forbindelse med budgetforslaget for 2023 på baggrund af økonomiaftalen og Finansministeriets Økonomisk Redegørelse.

Opfølgning på målsætning om reduktion i kommunens administrative udgifter

Med budgetaftalen for budget 2019 blev det aftalt, at kommunens administrative udgifter pr. indbygger skal reduceres med 10 pct. over de næste fire år, hvilket svarer til en reduktion på 184,2 mio. kr. i perioden 2019-2022. Med juniindstillingen aflægges der årligt en status på målsætningen på baggrund af seneste års regnskab.

På baggrund af regnskab 2021 viser udgifterne til administration i perioden 2018-2021 et fald på 103,2 mio. kr. Reduktionen er sket særligt i perioden 2018-2019, hvor udgifterne til administration blev nedbragt med 98,6 mio. kr., mens udgifterne til administration i perioden 2020-2021 er nedbragt med 4,6 mio. kr. 2020 og 2021 har været præget af merudgifter som følge af COVID-19, herunder merudgifter på administrationsområdet, hvilket vanskeliggør sammenligningen over år.

Af opgørelsen fremgår det endvidere, at effektiviseringsstrategierne for 2020 til 2023 reducerer udgifterne til administration med 157,7 mio. kr. i 2023 og frem. Opgørelsen af de enkelte udvalgs udvikling fra 2018 til 2021 fremgår af bilag 10.

Minimumsnormeringer fra 2023 og frem

Med overførselssagen 2021-2022 blev det besluttet, at der skulle afsættes yderligere midler til minimumsnormeringer, og at helårseffekten på hhv. 55,7 mio. kr. i 2023 og 71,8 mio. kr. i 2024 og frem indarbejdes med juniindstillingen for budget 2023, jf. bilag 2.

Oprydning i Børne- og Ungdomsforvaltningens anlægsportefølje

I juniindstillingen for budget 2020 tilbageførte børne- og Ungdomsforvaltningen 73,3 mio. kr. (2022 p/l) til kassen med henvisning til, at midlerne var mindreforbrug på puljer afsat i budget 2010 og 2011 til etablering af 12 skolespor. Børne- og Ungdomsforvaltningen har i forbindelse med en igangværende oprydning i anlægsporteføljen konstateret, at der ikke på nuværende tidspunkt er afsat tilstrækkelig bevilling til en række anlægsprojekter, da de gældende bevillinger i flere tilfælde er lavere end de oprindelige afsatte projektbevillinger. Børne- og Ungdomsforvaltningen har kontaktet Økonomiforvaltningen, da Børne- og Ungdomsforvaltningen vurderer, at årsagen til de gældende bevillinger ikke er tilstrækkelige, kan henføres til de midler, som blev tilbageført med budget 2020. Økonomiforvaltningen vil frem mod augustindstillingen for budget 2023 gå i dialog med Børne- og Ungdomsforvaltningen om problemstillingen.

Pulje til vedligehold af endnu ikke færdiggjorte anlægsprojekter

Økonomiforvaltningen har gennemgået puljen til vedligeholdelsesbidrag til endnu ikke færdiggjorte anlægsprojekter til dækning af Københavns Ejendomme og Indkøbs udgifter til udvendigt vedligehold af bygninger. Gennemgangen har vist et større afsat budget til enkelte projekter end de forventede udgifter til dækning af det udvendige vedligehold af bygningerne. På den baggrund tilbageføres 13,9 mio. kr. til råderummet i 2023 og frem. Der resterer herefter 28,7 mio. kr. i puljen i 2023 stigende til 35,6 mio. kr. årligt i 2026 og frem.

Væsentligste elementer der forventes at kunne påvirke budget 2023

Følgende væsentlige elementer forventes at kunne påvirke budgetforslag 2023, der behandles på Økonomiudvalgets møde den 24. august 2022:

  • aftale om kommunernes økonomi 2023, herunder nye pris- og lønskøn,
  • DUT-sager (ændret lovgivning, der påvirker kommunernes opgavevaretagelse),
  • flerårig effekt af tilskud og udligning samt ejendomsskatter, herunder effekten af udligningsreformen,
  • ·opdateret skøn for overførselsudgifter som følge af Finansministeriets økonomiske redegørelser mv.

Der er udarbejdet en læsevejledning til indstillingens bilag, jf. bilag 1.

Økonomi

De økonomiske konsekvenser af indstillingen er beskrevet ovenfor, og der henvises til bilag 2, 3, 4 og 5 for yderligere beskrivelse.

Videre proces

Efter behandlingen af indstilling om redegørelse for udvalgenes budgetbidrag til budgetforslag 2023 vil Økonomiforvaltningen i samarbejde med forvaltningerne tilrette budgetbidragene, så budgetbidragene kan indgå i 1. behandlingen af budgetforslaget for 2023, som 1. behandles af Økonomiudvalget den 24. august 2022 og Borgerrepræsentationen den 1. september 2022. Budgetforslaget for 2023 sendes til 2. behandling i Borgerrepræsentationen den 6. oktober 2022.

Med indkaldelsescirkulæret for budget 2023 blev det besluttet, at forvaltningerne kan udarbejde budgetnotater på need-to, rettidig omhu, 1-3 enkeltstående specifikke udfordringer samt sager henvist fra tidligere politiske forhandlinger til budget 2023, jf. bilag 2.

Som noget nyt vil den centrale budgethjemmeside blive publiceret tirsdag den 30. august 2022 forud for budgetforhandlingernes start den 2. september 2022 med need to mv. budgetnotater samt øvrige budgetnotater præsenteret for fagudvalgene inden den 26. august. Efterfølgende opdateres hjemmesiden løbende, jf. bilag 2. Ændringen er koordineret med forvaltningerne og baseret på erfaringerne fra forhandlingerne om overførselssag 2021-2022.

Økonomiforvaltningen står til rådighed for Borgerrepræsentationens medlemmer, såfremt der er spørgsmål til kommunens budget, herunder proces og udarbejdede produkter. Medlemmerne kan henvende sig til Økonomiforvaltningens direktion herom.

 

Søren Hartmann Hede / Mads Grønvall

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 2: Redegørelse for udvalgenes budgetbidrag til budgetforslag 2023 (2022-0147718)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 14. juni 2022

Indstillingens 1.-3. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 4.-7. at-punkt blev godkendt uden afstemning.

Indstillingens 8. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

 

Socialdemokratiet, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance afgav følgende protokolbemærkning:

”Taksterne bør som udgangspunkt ikke stige udover pris- og lønreguleringen, så det ikke bliver dyrere at være københavner i reelpriser.”

Til top