Intern Revisions særlig undersøgelse – Københavns Kommunes Økonomimodel
Intern Revision har foretaget en særlig undersøgelse af Københavns Kommunes økonomimodel. Intern Revision anbefaler i den særlige undersøgelse blandt andet, at der sker en præcisering af kontoplanen, således den understøtter et flerstrenget hierarki, og at der sker en justering i forholdet mellem udvalgene og forvaltningerne i blandt andet bevillingsreglerne.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,
- at den særlige undersøgelse om Københavns Kommunes økonomimodel, jf. bilag 1, tages til efterretning,
- at den videre proces for håndtering af Intern Revisions anbefalinger godkendes.
Problemstilling
Intern Revision har i overensstemmelse med revisionsplanen foretaget en særlig undersøgelse af Københavns Kommunes økonomimodel. Økonomimodellen er fundamentet for styringen på det økonomiske område og danner grundlag for budgettering, opfølgning, prioriteringer og regnskab.
I den særlige undersøgelse kommer Intern Revision med to anbefalinger i forhold til designet af Økonomimodellen:
- at der foretages en justering i forholdet mellem udvalgene og forvaltningerne, idet bevillingsreglerne og økonomimodellen i dag stort set ikke omtaler udvalgene,
- at kontoplanen skal understøtte et flerstrenget hierarki, som giver bedre gennemsigtighed, åbenhed og gennemskuelighed både vertikalt og horisontalt på tværs af forvaltningerne. Et flerstrenget hierarki vil efter Intern Revisions opfattelse kræve et sæt af obligatoriske tværgående produktdimensioner.
Derudover fokuseres der i rapporten på, at der i økonomirapporteringen bør være fokus på bruttotal, ligesom det vedtagne budget bør indgå i rapporteringen. Dette kan skabe en bedre transparens og et nødvendigt sammenligningsgrundlag for en god økonomistyring.
Løsning
Økonomiforvaltningen vil, som følge af anbefalingerne i den særlige undersøgelse, iværksætte tiltag i to etaper.
På kort sigt vil Regnskabscirkulæret for 2025, Budgetopfølgningscirkulæret for 2026 og Indkaldelsescirkulæret for budget 2027 blive opdateret. Afrapporteringen af regnskabet og prognoserne over for udvalgene skal fremadrettet være baseret på bruttotal, ligesom vedtaget budget vil indgå i afrapporteringen. Ved at indarbejde vedtaget budget i afrapporteringen, vil budgetændringer lavet efter budgetvedtagelsen blive tydeliggjort. I Indkaldelsescirkulæret for 2027 vil det indgå, at der i udvalgenes budgetbidrag skal være fokus på at budgetlægge korrekt på bruttoudgifter og indtægter.
I efteråret 2025 vil Økonomiforvaltningen sammen med forvaltningerne rydde op i registreringen af administrative udgifter, hvilket skal føre til, at administrative udgifter i både budget og regnskab bliver registreret mere ensartet på tværs af forvaltningerne.
På længere sigt vil Økonomiforvaltningen igangsætte et arbejde sammen med de øvrige forvaltninger om kommunens styringsbehov. Her kan erfaringerne på administrationsområdet sættes i spil. Arbejdet skal understøtte, at der kan blive taget stilling til design og re-implementering af kommunens økonomimodel samt til, hvordan styringsbehov og økonomimodel kan systemunderstøttes. Dette arbejde vil blive sammentænkt med det kommende udbud af kommunens ERP-løsning.
I forhold til anbefalingen om at tydeliggøre udvalgenes roller i bevillingsreglerne og økonomimodellen vil Økonomiforvaltningen drøfte dette i relevante administrative kredse. Hvis der vurderes behov herfor, vil Økonomiforvaltningen efterfølgende opdatere bevillingsreglerne. Det bemærkes, at udvalgene i dag har mulighed for, gennem samarbejdet med forvaltningerne, at komme tættere på disses økonomi.
Økonomi
Sagen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.
Videre proces
Der vil ske opdateringer af Regnskabscirkulæret for 2025 og Budgetopfølgningscirkulæret for 2026 med henblik på godkendelse i Økonomiudvalget i efteråret 2025 og af Indkaldelsescirkulæret for budget 2027 med henblik på godkendelse i Økonomiudvalget primo 2026.
Søren Hartmann Hede / Nicolai Kragh Petersen
Beslutning
Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. august 2025
Et samlet Økonomiudvalg fremsatte følgende ændringsforslag om tilføjelse til 2. at-punkt:
”dog således, at en fremtidig økonomimodel ikke må medføre yderligere bureaukratisering eller ressourcetræk”.
Det af Økonomiudvalget fremsatte ændringsforslag blev godkendt uden afstemning.
Indstillingens 1. at-punkt blev herefter taget til efterretning uden afstemning.
Indstillingens således ændrede 2. at-punkt blev herefter godkendt uden afstemning.