Mødedato: 12.06.2018, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Justering af kriminalitetsmål i partnerskabsaftalen for Tingbjerg-Husum Partnerskab og afrapportering på kriminalitet og tryghed i Tingbjerg-Husum partnerskabsområde

Se alle bilag
Økonomiudvalget skal tage stilling til justering af kriminalitetsmål i partnerskabsaftalen for Tingbjerg-Husum Partnerskab og afrapportering på kriminalitet og tryghed i partnerskabsområdet.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at det godkendes, at der i afrapportering på kriminalitetsmål i partnerskabsaftalen anvendes data fra tryghedsundersøgelsens særmåling for Tingbjerg-Husum partnerskabsområde,
  2. at forslag til justering af mål og baseline vedr. anmeldelsesniveau for udvalgte kriminalitetstyper i partnerskabsaftalen for Tingbjerg-Husum partnerskab (2017-2020) godkendes, jf. løsningsafsnittet og bilag 1,
  3. at afrapportering for kriminalitet og tryghed i partnerskabsområdet til tages til efterretning, jf. bilag 2.

Problemstilling

I forbindelse med Økonomiudvalgets behandling af tryghedsplanen 2018 for Tingbjerg-Husum partnerskab den 5. december 2017 blev det besluttet, at Økonomiudvalget årligt skal forelægges afrapportering på kriminalitet og tryghed på samme møde, som offentliggørelsen af tryghedsundersøgelsen (maj/juni). Dermed får Økonomiudvalget forelagt en samlet status for udviklingen i kriminalitet og tryghed i både partnerskabsområdet og i relation til udviklingen i hele byen. Den gældende partnerskabsaftale for Tingbjerg-Husum partnerskab blev vedtaget af Økonomiudvalget den 6. december 2016 og opstiller to overordnede mål vedr. andel utrygge beboere og anmeldelsesniveau for udvalgte kriminalitetstyper. 

Økonomiforvaltningen får i forskellige sammenhænge leveret kriminalitetsdata fra Rigspolitiet og Københavns Politi, hvor forskellige gerningskoder er blevet anvendt til de samme kriminalitetskategorier. Eksempelvis har tidligere afrapporteringer for kriminalitet i Tingbjerg-Husum partnerskabsområde anvendt et forskelligt antal gerningskoder i opgørelsen af de forskellige kriminalitetsformer (fx indbrud, tyveri, vold, medvidere), end dem, der anvendes i tryghedsundersøgelsens årlige særmåling for området, hvor udviklingen i kriminalitet også opgøres. Derudover følger tryghedsundersøgelsen udviklingen i antallet af anmeldelser for den samlede borgervendte kriminalitet i partnerskabsområdet.

Der er hensigtsmæssigt at strømline data, så de samme gerningskoder anvendes til at beskrive de samme kriminalitetsformer. Dette vil sikre, at der ikke afrapporteres forskellige resultater ift. anmeldelsesniveauet for kriminalitet for Tingbjerg-Husum og muliggør sammenligninger med resten af byen. 

Løsning

Brug af data fra tryghedsundersøgelse i afrapportering på mål

Det forslås, at den årlige afrapportering for Tingbjerg-Husum partnerskab anvender data fra tryghedsundersøgelsen, i stedet for at bestille et særtræk på data fra Københavns Politi. Det bemærkes, at der i tryghedsundersøgelsen ikke er en opgørelse for udviklingen ift. hærværk, trusler, chikane og narkotika. 

Justering af mål og baseline vedr. anmeldelsesniveau

Det forslås endvidere, at der medtages et nyt delmål vedr. den samlede borgervendte kriminalitet for området. Dette vil give en generel indikation på udvikling i kriminalitet for partnerskabsområdet.

Som konsekvens af, at der anvendes data fra tryghedsundersøgelsen bør delmålet vedr. anmeldelsesniveau for de udvalgte kriminalitetstyper justeres til kun at omfatte anmeldelser på følgende gerningstyper; indbrud, tyveri/røveri samt vold/våben. Derved strømlines mål og afrapportering for partnerskabet med den årlige tryghedsundersøgelse. Dette vil også betyde, at baseline (2015-niveau) i partnerskabsaftalen for de nævnte gerningstyper skal justeres, således at det følger den samme opgørelse som i tryghedsundersøgelsen. Dette vil samtidig betyde, at kategorien ’hærværk’ udgår som et delmål i partnerskabsområdet. Derudover udgår ’trusler’ fra delmålet vedr. vold/trusler/våben, og kategorierne ’chikane’ og ’narkotika’ vil ikke længere blive monitoreret. Det er aftalt med Københavns Politi, at det fremadrettet er muligt at bestille særtræk på udvalgte gerningstyper, såfremt der er et behov for supplerende viden.   

Nuværende målsætning:

  • Antal anmeldelser på de fire gerningstyper i partnerskabsområdet skal som minimum fastholdes på 2015-niveau. For kategorierne ’narkotika’ og ’chikane’ opstilles ikke mål, men moniteres blot, da disse to kategorier er meget ustabile. Der måles ud fra Københavns Politis årlige opgørelser over antal anmeldelser.

Gerningstype

Mål

Baseline 2015 (antal anm.)

Indbrud

Minimum fastholdelse

145

Tyveri/Røveri

Minimum fastholdelse

323

Vold/Trusler/Våben

Minimum fastholdelse

86

Hærværk

Minimum fastholdelse

42

Samlet antal

Minimum fastholdelse

596

Narkotika

Moniteres

37

Chikane

Moniteres

38

 

Forslag til ny målformulering, jf. bilag 1:

  • Det samlede antal anmeldelser af borgervendt kriminalitet per 1000 indbyggere i Tingbjerg-Husum partnerskabsområde, skal som minimum fastholdes på 2015-niveau. Betegnelsen borgervendt kriminalitet følger politiets definition og omhandler følgende sagsområder: drab (mv.), færdselslov, indbrud, narkotika og smugling, røveri, sædelighed, tyveri, vold og øvrig straffelov, herunder brugstyveri.

  • Antal anmeldelser på tre udvalgte gerningstyper (indbrud, tyveri/røveri og vold/våben) i partnerskabsområdet skal som minimum fastholdes på 2015-niveau.

Der måles ud fra Københavns Kommunes tryghedsundersøgelse, der trækker på data fra Rigspolitiets anmeldelsesregister.

Gerningstype

Mål

Baseline 2015

Antal anmeldelser af borgervendt kriminalitet

Minimum fastholdelse

35,8 anmeldelser pr. 1.000 indbyggere i 2015

Indbrud

Minimum fastholdelse

95 anmeldelser

Tyveri/Røveri

Minimum fastholdelse

87 anmeldelser

Vold/Våben

Minimum fastholdelse

58 anmeldelser

 

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Såfremt Økonomiudvalget godkender indstillingen, vil Økonomiudvalget få forlagt næste års afrapportering for partnerskabet på samme møde, som Københavns Kommunes tryghedsundersøgelsen 2019 bliver behandlet.

Såfremt Økonomiudvalget ikke godkender indstillingen, vil Økonomiudvalget få forelagt en ny afrapportering i 2018 ift. det gældende kriminalitetsmål i partnerskabsaftalen. I bilag 2 er der afrapporteret på kriminalitet på baggrund af ovenstående anbefalede målformulering. 

 

Peter Stensgaard Mørch                                        /Søren Tegen Pedersen    

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 7: Justering af kriminalitetsmål i partnerskabsaftalen for Tingbjerg-Husum Partnerskab og afrapportering på kriminalitet og tryghed i Tingbjerg-Husum partnerskabsområde (2018-0139791)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 12. juni 2018

Det Konservative Folkeparti fremsatte følgende ændringsforslag til erstatning af indstillingens 1. at-punkt:

”At det fortsat er politiets data, der lægges til grund, så der fortsat er data for fx hærværk, narkotika, trusler og chikane”.

 

Det af Det Konservative Folkeparti fremsatte ændringsforslag blev godkendt uden afstemning.

 

Det således ændrede 1. at-punkt samt indstillingens 2. at-punkt blev herefter godkendt uden afstemning.

Indstillingens 3. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

 

Til top