Mødedato: 12.05.2026, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Ordinær generalforsamling 2026 i HOFOR

Se alle bilag

Der skal afholdes ordinær generalforsamling for HOFOR. Økonomiudvalget er generalforsamlingen. Generalforsamlingen protokolleres efter de i bilag 1 og 2 udarbejdede protokollater (referater), herunder godkendelse af årsrapporterne for 2025 i bilag 3 og 4. Desuden afholdes der valg til bestyrelserne i overensstemmelse med beslutningen på Borgerrepræsentationen konstituerende møde den 5. december 2025.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget som generalforsamling(er) beslutter,

  1. at det godkendes, at der gennemføres generalforsamlinger i HOFOR Forsyning Holding P/S og HOFOR Forsyning Komplementar A/S som protokolleret i bilag 1 og 2, herunder,
  2. at bestyrelsens beretning for selskaberne godkendes, jf. vedlagte udkast til protokollater i bilag 1 og 2,
  3. at årsrapporterne for selskaberne godkendes, jf. vedlagte årsrapporter i bilag 3 og 4,
  4. at det godkendes, at der meddeles decharge (ansvarsfrihed) til bestyrelse og direktion,
  5. at valg til bestyrelserne godkendes,
  6. at de i årsrapporterne indeholdte forslag til disponering af årets resultat godkendes, jf. årsrapporterne bilag 3 og 4, og
  7. at Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab godkendes som revisor.

Problemstilling

Partner- og aktieselskaberne i de af Københavns Kommune 100 pct. ejede dele af HOFOR-koncernen skal holde ordinære generalforsamlinger inden udgangen af maj 2026. Københavns Kommune udgør, som eneaktionær, generalforsamlingen i HOFOR Forsyning Holding P/S og HOFOR Forsyning Komplementar A/S. 

Løsning

Økonomiudvalget repræsenterer som eneaktionær Københavns Kommune på generalforsamlingen i HOFOR Forsyning Holding P/S og HOFOR Forsyning Komplementar A/S, jf. delegationssagen (BR 22. januar 2026).

Økonomiudvalget skal således træffe beslutning vedrørende de spørgsmål, der skal behandles på generalforsamlingerne. I den forbindelse bemærkes det, at Økonomiudvalget kun har én stemme på generalforsamlingerne, og stemmeafgivelsen sker derfor i henhold til Økonomiudvalgets beslutning.

Det vurderes, at Økonomiudvalgets beslutning om, hvordan der skal stemmes på generalforsamlingerne, mest hensigtsmæssigt sker på samme måde som alle andre beslutninger, som Økonomiudvalget skal træffe. Hvis Økonomiudvalget tilslutter sig nærværende indstilling, vil generalforsamlingerne blive den 28. maj 2026, hvilket bevirker, at de øvrige HOFOR-kommuner også kan behandle HOFOR generalforsamlingerne i kommunalbestyrelserne inden udgangen af maj 2026.

Hvis Økonomiudvalget kan tiltræde indstillingen, vil generalforsamlingerne blive protokolleret, som det fremgår af de vedlagte udkast til protokollater i bilag 1 og 2.

Årsrapporterne for 2025
De væsentligste begivenheder i 2025 i HOFOR-koncernen, samt årets resultat fremgår af de vedlagte årsrapporter for HOFOR Forsyning Holding P/S (bilag 3) og HOFOR Forsyning Komplementar A/S (bilag 4).

På side 8 ses en oversigtstabel med HOFORs regnskabstal for de seneste fem år. HOFORs resultat efter skat blev i 2025 et overskud på 945 mio. kr. (613 mio. kr. i 2024), og på side 98 i HOFOR-koncernens årsrapport (bilag 3) ses et selskabsdiagram over selskabsopbygningen i HOFOR-koncernen inkl. BIOFOS.

HOFORs omsætning i 2025 var 8.150 mio. kr., og HOFOR Forsyning Holding P/S' andel af egenkapitalen udgjorde 15.842 mio. kr. ud af en samlet balancesum på 45.835 mio. kr. I 2025 var der 1.747 medarbejdere ansat i HOFOR-koncernen.

HOFOR omtaler på side 7, hvordan årets resultat og udvikling har været. HOFORs omsætning og resultat påvirkes i 2025 i væsentlig grad af indregningen af opkrævningsretten hos kunderne på vand og spildevand. Hvorved der bliver større samtidighed mellem afholdte omkostninger og muligheden for at indregne disse i priserne. Der blev indregnede 757 mio. kr. i 2025 årsregnskabet og i alt er der indregnede 1.502 mio. kr.

HOFOR og branchen har en tvist med Vandsektortilsynet om beløbende kan indregnes. Det bemærkes, at hvis Vandsektortilsynet får ret, så skal beløbene tilbageføres og overskuddene i HOFOR vil skulle korrigeres væsentligt. Der henvises til note 37 i årsrapporten bilag 3.

Årsrapporten beskriver desuden HOFOR's tilgang og arbejde med HOFOR’s strategimål, som blandt andet understøtter Københavns Kommunes målsætninger i relation til klimastrategi, klimatilpasning, CSR-rapportering m.m.   

Årsrapporterne er underskrevet elektronisk, hvilket ses på de sidste sider i rapporterne, der er vedlagt som bilag 3 og 4. Bemærk bilag 3 side 104 vedrørende Ole Kristensens lovlige frafald. Dirigentens underskrift afventer den formelle generalforsamlingsdato.

Disponering af årets resultat fremgår af note 9 på side 114, hvor det fremgår, at årets resultat overføres til egenkapitalen, reguleret for minoritetsinteresser.

Decharge
Meddelelse af decharge er et vedtægtsbestemt generalforsamlingspunkt i HOFOR. Med decharge menes der ansvarsfrihed.

Når generalforsamlingerne meddeler HOFOR's bestyrelse og ledelse decharge/ansvarsfrihed, betyder det, at Københavns Kommune, som ejer HOFOR, ikke kan rejse en erstatningssag mod ledelsen for de forhold, som Københavns Kommune bliver gjort bekendt med på generalforsamlingerne.

I al væsentlighed bliver Københavns Kommune gjort bekendt med de oplysninger, som fremgår af årsrapporterne for 2025 fra HOFOR, samt hvad der ellers blev oplyst i forbindelse med afholdelsen af selve generalforsamlingen, jf. protokollaterne. Decharge/ansvarsfriheden omfatter således ikke forhold, som generalforsamlingen ikke er oplyst om i enten årsrapporterne eller på generalforsamlingen.

Valg af bestyrelse (hvert 4. år)

Der skal vælges(genvælges) bestyrelsesmedlemmer til HOFOR. Borgerrepræsentationen vedtog på det konstituerende møde den 5. december 2025, dagsordenspunkt 14, følgende til bestyrelserne:

  • Susanne Juhl bestyrelsens forperson
  • Karina Vestergård Madsen bestyrelsens næstforperson
  • Rasmus Rune Steenberger
  • Camilla Dreyer
  • Malte Boehm Larsen

Desuden fremgik det, at bestyrelsen, fra generalforsamlingen, fremadrettet også vil være bestyrelse for HOFOR Fjernvarme P/S, hvorved det nye lovkrav om mindste 2 eksterne bestyrelsesmedlemmer i fjernvarmeselskabers bestyrelser imødekommes.

HOFOR Forsyning Komplementar A/S skal give samtykke til de nødvendige vedtægtsændringer i HOFOR Fjernvarme P/S, jf. bilag 2.

Selve vedtægtsændringen i HOFOR Fjernvarme P/S gennemføres af bestyrelsen i HOFOR Forsyning Holding P/S. Idet HOFOR Fjernvarme P/S er et datterselskab i HOFOR-koncernen (se bilag 3 side 98). 

Valg af revisor
Valg af revisor er et formelt vedtægtsbestemt generalforsamlings-punkt, men da revisoropgaven er udbudspligtig, indstilles det, at Deloitte Statsautoriseret Revisionspartnerselskab vælges til revisor, idet Deloitte har vundet det seneste revisionsudbud.

HOFOR vil fra 2027 være forpligtiget til at overholde EU’s CSRD-krav til rapporteringen i årsrapporten (Corporate Sustainability Re­porting Directive). HOFOR er med 2025 årsrapporten i gang med en overgang til CSRD-rapporteringen, jf. eksempelvis bilag 3 side 54 og frem.

Økonomi

Indstillingen har ingen bevillingsmæssige konsekvenser.

Videre proces

Økonomiudvalgets beslutning meddeles HOFOR. 

 

Søren Hartmann Hede

                                                                                       / Nicolai Kragh Petersen

 

Til top