Mødedato: 09.12.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Undersøgelse af tryghedsskabende initiativer ved stationer i København

Se alle bilag

Med overførselssagen 2024/25 afsatte Borgerrepræsentationen midler til en undersøgelse af muligheden for at øge trygheden på stationer i København. Undersøgelsen er gennemført af BARK Rådgivning og Urban Creators i efteråret 2025, og resultaterne er samlet i en rapport, der beskriver udfordringer og muligheder for at øge trygheden ved hhv. Sydhavn, Husum, Flintholm og Christianshavn stationer. Borgerrepræsentationen skal tage undersøgelsen og processen for det videre arbejde med undersøgelsens anbefalinger til efterretning.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at tage undersøgelsen til efterretning (jf. bilag 1 og bilag 2).
  2. at tage til efterretning, at Økonomiforvaltningen vil gå i dialog med DSB om evt. at udarbejde en ansøgning til Transportministeriets pulje til mere trygge, attraktive og grønne stationer på baggrund af rapportens anbefalinger, der involverer DSB.
  3. at tage til efterretning, at Økonomiforvaltningen vil gå i dialog med Metroselskabet om rapportens anbefalinger, der involverer Metroselskabet.

Problemstilling

Københavns Kommunes tryghedsundersøgelse har i flere år vist, at stationer og stoppesteder er de steder, som københavnerne angiver som mest utrygge. Tryghedsundersøgelserne fra 2024 og 2025 viser desuden, at kvinder og unge oplever at være markant mere utrygge på stationer og stoppesteder end resten af befolkningen. Det er særligt i aften- og nattetimerne, at kvinderne og de unge føler sig utrygge.

Med overførselssagen 2024/25 afsatte Borgerrepræsentationen 0,5 mio. kr. til en undersøgelse af tryghed på stationer i København og deres umiddelbare nærområde, samt forslag til initiativer, der kan øge trygheden. Undersøgelsen udsprang af et ønske fra Københavns Kommunes Ungeråd, som i efteråret 2024 anmodede Borgerrepræsentationen om at arbejde for en bedre offentlig transport i København med henblik på at give unge større frihed til at kunne bevæge sig rundt i byen. Ungerådet pegede her på trygheden på stationer som et centralt fokusområde.

Løsning

BARK Rådgivning og Urban Creators har i efteråret 2025 gennemført en undersøgelse af tryghed på udvalgte stationer i København. En projektgruppe med repræsentanter fra Teknik- og Miljøforvaltningen, DSB, Metroselskabet og Økonomiforvaltningen har løbende kvalificeret arbejdet og bidraget med faglige input, ligesom andre fageksperter er inddraget efter behov. Som en del af undersøgelsen er der foretaget en kortlægning af relevante lokale aktører, og der har været afholdt vandringer i stationsområderne m.m., hvor de lokale stemmer har bidraget med deres erfaringer og perspektiver. Københavns Kommunes Ungeråd er også blevet inviteret til at bidrage til undersøgelsen, men har ikke haft mulighed for at deltage inden for tidsrammen.

Undersøgelsen har særligt fokus på unge og kvinder og fokuserer på fire udvalgte stationer. Udvælgelse af stationer er sket i tæt dialog med projektgruppen og med afsæt i data fra Københavns Kommunes tryghedsundersøgelser fra 2024 og 2025, input fra Københavns Politi og trafikselskaber samt kriterier om at inkludere stationer med normbrydende og utryghedsskabende adfærd. Desuden er der lagt vægt på variation i stationstyper, geografisk placering, jf. Ungerådets ønske om at fokusere på både knudepunkter og stationer i ydre København, og kontekst, så erfaringerne potentielt kan anvendes mere bredt.

 

Udvalgte resultater og anbefalinger

Undersøgelsens resultater er samlet i en rapport, der beskriver udfordringer og muligheder for at øge trygheden på hhv. Sydhavn st., Husum st., Flintholm st. og Christianshavn st. (bilag 1). Undersøgelsens anbefalinger omfatter både fysiske, driftsmæssige og sociale tiltag, og varierer ift. ansvar, økonomi og tidsperspektiv. En række af de anbefalede tiltag kan gennemføres af Københavns Kommune, mens nogle tiltag kræver, at DSB, Banedanmark og/eller Metroselskabet engagerer sig og bidrager med finansiering. Bilag 2 indeholder rådgivers anbefalede tiltag inkl. rådgivers prisoverslag (groft skøn) for de enkelte tiltag. 

 

Tværgående indsigter og konklusioner

Der er fem tværgående indsigter og konklusioner i rapporten.

 

Ejerskab og identitet: Visuel forankring og tydelig tilstedeværelse.

Stationernes fysiske udtryk bør afspejle den lokale kontekst. Et klart, visuelt sprog, genkendelige elementer og tydelig signalværdi styrker oplevelsen af ejerskab og social kontrol, hvilket er tryghedsskabende.

 

Vedligehold, drift og ansvar: Tryghed kræver tydeligt værtskab

Manglende drift og vedligehold er blandt de stærkeste utryghedsskabende faktorer – særligt når det skaber oplevelsen af, at ’ingen tager ansvar’.

 

Forskellig brug – fælles rum

Området omkring stationer bruges af mange forskellige mennesker og opleves forskellige afhængigt af, hvem man er, og hvornår man færdes der. Trygheden styrkes, når byrummet giver plads til alle og understøtter balanceret ophold og fælles ejerskab.

 

Lys, kontraster og overblik

Belysning spiller en helt central rolle i oplevelsen af tryghed – men det handler ikke kun om ’mere lys’. God belysning skal skabe overblik, mindske skarpe kontraster, sikre sigtelinjer og understøtte orientering – særligt i overgangszoner mellem station, torv og bagvedliggende stier.

 

Adgang, orientering og forbindelser

Nogle af de undersøgte stationer opleves som uoverskuelige og vanskelige at afkode. Tydelig skiltning, visuelle orienteringspunkter og simple forbindelser mellem transportformer og byrum er centrale for både funktion og tryghed.

 

Stationsnære anbefalinger

Rapporten indeholder konkrete anbefalinger til tiltag på de fire stationer.

Sydhavn st.

Anbefalingerne på Sydhavn st. er både sociale og fysiske, og de handler om at lave sociale beskæftigelsesordninger som fx sociale frikortsordninger og at indgå i dialog med lokale aktører om at skabe et socialt inkluderende byrum, forskønne forpladsen, udvikle en belysningsstrategi for stationsområdet, åbne stationsbygningen op og tilføje nye aktiviteter, skabe bedre adgangsveje til stationen og aktivere arealet under banen.

Flere af de anbefalede tiltag kan tænkes sammen med udvikling af Jernbanebyen. Ansvaret for tiltagene ligger hos kommunen og DSB. Rådgivers prisoverslag af de anbefalede tiltag, der hører under kommunen, er på 0,6 mio. kr. årligt på service og ca. 6,0 mio. kr. på anlæg. 

 

Husum st.

Anbefalingerne på Husum st. er fysiske og af driftsmæssig karakter, og de handler om en fornyelse af stationsforpladsen og fredeliggørelse af Islevhusvej, forbedre belysningen omkring stationen og etablere safe zones og indsætte tryghedsvagter på stationen.

Der er ikke umiddelbart et større projekt, som tiltag på Husum st. kan tænkes sammen med. Ansvaret for tiltagene ligger hos kommunen og DSB. Rådgivers prisoverslag af de anbefalede tiltag, der hører under kommunen, er ca. 5 mio. kr. på anlæg.   

 

Flintholm st.

Anbefalingerne på Flintholm st. er af fysisk og driftsmæssig karakter og handler om wayfinding på stationen, belysning på perron/cykelparkering/stier, vagter og bemanding og aktivering af betonvæggen under banen.

Anbefalingerne kan primært løftes af DSB og Metroselskabet, men også af kommunen. Rådgivers prisoverslag af de anbefalede tiltag, der hører under kommunen, er på ca. 1 mio. kr. på anlæg. 

 

Christianshavns st.

Anbefalingerne på Christianshavns st. er af social, fysisk og driftsmæssig karakter og handler både om stationen under jorden og om selve Christianshavns Torv. Anbefalingerne handler om forskønnelse, organisering og drift af torvet, fast vagtfunktion i metroen, samarbejde og social aktivering (fx socialt frikort og etablering af en fast koordinatorfunktion) og forskønnelse af metrostationens vægge og trapper. 

Anbefalingerne kan indgå i Teknik- og Miljøforvaltningens aktuelle arbejde med omdannelse af Christianshavns Torv. Ansvaret for tiltagene ligger hos kommunen og Metroselskabet. Rådgivers prisoverslag af de anbefalede tiltag, der hører under kommunen, er på 0,6 mio. kr. årligt på service og ca. 4 mio. kr. på anlæg. 

Økonomi

Indstillingen har i sig selv ingen økonomiske konsekvenser.

Rådgivers prisoverslag af de anbefalede tiltag, hvor kommunen er ansvarlig aktør, vil skulle kvalificeres i evt. budgetnotater.

Videre proces

Økonomiforvaltningen vil, i regi af Sikker By-samarbejdet med de øvrige forvaltninger og Københavns Politi, anvende rapporten som grundlag for det videre arbejde med tryghed på og ved stationer i København.

Hvis der er politisk ønske om at arbejde videre med de anbefalede tiltag, hvor kommunen er ansvarlig, forudsætter det, at der bestilles budgetnotater fra de relevante forvaltninger til overførselssagen 2025/26 og/eller budget 2027 eller senere.

Økonomiforvaltningen vil gå i dialog med DSB om evt. ansøgning til Transportministeriets pulje til mere trygge, attraktive og grønne stationer under Infrastrukturplan 2035 på baggrund af rapportens anbefalinger, der involverer DSB.

Økonomiforvaltningen vil gå i dialog med Metroselskabet om rapportens anbefalinger, der involverer Metroselskabet.

 

Søren Hartmann Hede / Nanna Westerby Jensen
Til top