Fysisk helhedsplan, HAB, afd. 1204 Kirsebærhaven, Valby
Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.
I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".
Borgerrepræsentationen skal tage stilling til en fysisk helhedsplan (renovering) for HAB, afd. 1204 Kirsebærhaven, Valby. Gennemførelsen af helhedsplanen betyder, at kommunen skal garantere for realkreditlån på 172,3 mio. kr. Det er en forudsætning for Landsbyggefondens støtte, at boligorganisationen udarbejder en fysisk helhedsplan, og at kommunen godkender helhedsplanen. Helhedsplanen kan kun gennemføres, hvis Borgerrepræsentationen godkender denne indstilling. Indstillingen er en standard sag om renovering.
Tidligere beslutninger
Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,
- at godkende den fysiske helhedsplan for den almene boligafdeling HAB, afd. 1204 Kirsebærhaven, Valby, jf. bilag 2,
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at stille kommunal garanti på op til 100 % for realkreditlån på samlet 172,3 mio. kr. (inkl. 5 % regulering) til renovering af HAB, afd. 1204 Kirsebærhaven, Valby, under forudsætning af, at de endelige lån ikke afviger væsentligt i forhold til det oplyste, jf. bilag 3,
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessum under forudsætning af, at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det oplyste, jf. bilag 2 og 3.
Indstilling
Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:
Økonomiudvalget forudsætter, at eventuelle merudgifter, som følge af sagen, afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme
Problemstilling
Teknik- og Miljøforvaltningen har den 19. september 2025 modtaget en fysisk helhedsplan (renoveringsprojekt) for HAB, afd. 1204 Kirsebærhaven, Valby. Helhedsplanen og den kommunale støtte i form af kommunal garanti skal godkendes af Borgerrepræsentationen.
Løsning
Almene boligafdelinger kan søge Landsbyggefonden om renoveringsstøtte. Det er en forudsætning for Landsbyggefondens støtte, at boligorganisationen udarbejder en fysisk helhedsplan for renoveringsarbejderne, der skal godkendes af beboerne. Det er samtidig en forudsætning for Landsbyggefondens støtte, at kommunen kan godkende helhedsplanen.
Afdelingen er opført i 1949 og består af 57 familieboliger og 12 ungdomsboliger. I forbindelse med renoveringen omdannes tre erhvervslejemål til tre tilgængelighedsboliger. Samtidig øges antallet af familieboliger til 63 og ungdomsboliger reduceres til seks.
Renoveringsarbejderne i afdelingen består af renovering af baderum, køkkener, vand- og varmeinstallationer, ventilation, faldstammer og kloak samt tag og facader. Renoveringen inkluderer en omformning af boligerne med særligt fokus på tagetagen, hvor ungdomsboligerne er udført brandmæssigt forkert, og stueetagens butiksarealer omdannes tilgængelighedsboliger. Beboerne genhuses under renoveringen.
Renoveringen koster 172,3 mio. kr. (inkl. 5 % regulering), hvilket svarer til en gennemsnitlig udgift på ca. 2,5 mio. kr. pr. bolig.
Den nuværende leje ligger på gennemsnitlig 1.006 kr. pr. m² pr. år eksklusive forbrug. Den fremtidige leje anslås at ligge på gennemsnitlig 1.274 kr. pr. m² pr. år eksklusive forbrug i 2025 tal.
Tabel 1: Huslejeberegning pr. boligtype
|
|
Husleje pr. m2 |
Månedlig husleje* |
|||
|
|
Nuværende leje kr. / m² / år |
Fremtidig leje kr. / m² / år |
Stigning i % |
Nuværende leje kr./md. i gns. |
Fremtidig leje kr./md. i gns. |
|
Familiebolig (64 m²) |
1.006 |
1.274 |
29,6 % |
5.365 |
6.795 |
|
Ungdomsbolig (47 m²) |
1.006 |
1.274 |
29,6 % |
3.684 |
4.671 |
*Den månedlige husleje er eksklusive forbrug og i 2025-niveau.
Helhedsplanen er godkendt af afdelingen og HABs organisationsbestyrelse.
Politisk handlerum
Det er muligt at afvise indstillingen om helhedsplanen, hvilket vil medføre, at afdelingen ikke bliver renoveret med støtte fra Landsbyggefonden.
Hvis helhedsplanen ikke bliver godkendt, skal afdelingen renovere inden for en kortere årrække, hvilket vil medføre en stor udgift for afdelingen og for de enkelte lejere. Huslejestigning for disse arbejder forventes at blive højere, da afdelingen så ikke vil få støtte fra Landsbyggefonden.
Økonomi
Det samlede kommunale bidrag til renoveringsprojektet er kommunal garanti for realkreditlån på op til 172,3 mio. kr. Kommunens økonomiske medvirken i projektet er nærmere beskrevet i bilag 3.
Hvis kommunen godkender helhedsplanen, indebærer det, at kommunen også accepterer at medvirke økonomisk til projektets gennemførelse ved at stille garanti for lån til renoveringsprojektet.
Kommunens garantistillelse er en forudsætning for, at Landsbyggefonden vil yde støtte i form af regaranti og ydelsesstøtte til de indstillede renoveringsarbejder, jf. almenboliglovens regler herom. Kommunen stiller garanti for realkreditbelåningen i nødvendigt omfang. Størrelsen på garantien afklares med boligorganisationen og långiverne inden for den afsatte ramme i forbindelse med byggeregnskabet. Landsbyggefonden regaranterer for 50 % af kommunens garanti for de støttede lån på i alt ca. 53,0 mio. kr. Den kommunale garanti er en eventualforpligtelse, der ikke umiddelbart belaster kommunens økonomi. En garanti kommer kun til udbetaling, hvis boligafdelingen ikke selv kan betale ydelserne på lånet. Forvaltningen har ikke på nuværende tidspunkt indikationer på, at garantien vil komme til udbetaling.
Videre proces
Når Borgerrepræsentationen har godkendt indstillingen, vil Teknik- og Miljøforvaltningen meddele støttetilsagn til afdelingen. Renoveringen forventes påbegyndt primo 2028. Der vil senere blive forelagt indstilling til Teknik- og Miljøudvalget om endelig kommunal garanti for lån til arbejderne.
Søren Wille / Karsten Biering Nielsen
Oversigt over politisk behandling
Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,
- at godkende den fysiske helhedsplan for den almene boligafdeling HAB, afd. 1204 Kirsebærhaven, Valby, jf. bilag 2.
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at stille kommunal garanti på op til 100 % for realkreditlån på samlet 172,3 mio. kr. (inkl. 5 % regulering) til renovering af HAB, afd. 1204 Kirsebærhaven, Valby, under forudsætning af, at de endelige lån ikke afviger væsentligt i forhold til det oplyste, jf. bilag 3.
- at Teknik- og Miljøudvalget bemyndiges til at godkende det endelige projekt og anskaffelsessum under forudsætning af, at der ikke er væsentlige afvigelser i forhold til det oplyste, jf. bilag 2 og 3.
Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 24. november 2025
Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.