Mødedato: 09.12.2025, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Endelig vedtagelse af lokalplan Beauvaisgrunden Øst, Østerbro

Se alle bilag

Før Borgerrepræsentationen kan tage stilling til en indstilling, skal Økonomiudvalgets erklæring om enhver sag, der vedrører kommunens planlægningsopgaver, økonomiske forhold eller almindelige administrative forhold, indhentes, jf. Københavns Kommunes styrelsesvedtægt § 12, stk. 5.

I nærværende indstilling, skal Økonomiudvalget således alene tage stilling til den foreslåede erklæring i afsnittet "Indstilling".

Borgerrepræsentationen skal tage stilling til endelig vedtagelse af lokalplan Beauvaisgrunden, som muliggør udvikling af et område på Lyngbyvej 97 med en svømmehal, et botilbud og et plejecenter. Der forventes samlet at blive bygget ca. 18.000 m2. Området er omfattet af lokalplan 522 Beauvaisgrunden II. Projektet kan ikke rummes indenfor rammerne af den eksisterende lokalplan, og kræver derfor at der udarbejdes et nyt plangrundlag. Lokalplanforslaget har været i offentlig høring, hvor forvaltningen modtog 11 høringssvar, som ikke har givet anledning til ændringer. Der foreslås mindre ændringer på baggrund af Teknik- og Miljøudvalgets beslutning den 7. april 2025.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at godkende lokalplan Beauvaisgrunden Øst med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning og bilag 5.

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget oversender sagen til Borgerrepræsentationen med følgende erklæring:

Økonomiudvalget har ingen bemærkninger til det planmæssige aspekt af sagen, eller at nærværende sag søges gennemført i den foreliggende form.

Det forudsættes endvidere, at eventuelle merudgifter som følge af sagen afholdes inden for Teknik- og Miljøudvalgets budgetramme.

Problemstilling

Byggeri København har anmodet forvaltningen om et nyt plangrundlag, da man ønsker at udvikle et område på Lyngbyvej 97 ved Lyngbyvej og Rovsinggade med en offentlig svømmehal, et botilbud med ca. 35 boliger og et plejecenter med 75-80 boliger, i alt ca. 18.000 m2. Området er omfattet af lokalplan 522 Beauvaisgrunden II, som fastlægger anvendelsen til serviceerhverv, herunder bl.a. kollektive anlæg, institutioner samt andre sociale og sundheds- og miljømæssige funktioner, der er forenelige med placeringen i et trafikstøjfølsomt område. Det er ikke muligt at indpasse de ønskede byggerier i den eksisterende lokalplans fastsatte byggefelter. Der er derfor udarbejdet nyt forslag til lokalplan.

Lokalplanforslaget blev godkendt på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 7. april 2025 med ændringsforslag om, at forvaltningen i høringsperioden går i dialog med bygherre om muligheden for et mere varieret og levende facadeudtryk.

Løsning

Planforslaget ligger i bydelen Østerbro ved Ryparken Station og grænser op til bydelen Bispebjerg. Det afgrænses mod nord af S-banen og Kolonihaveparken, der er del af Lersøparken i Bispebjerg. Syd for lokalplanområdet starter karrébebyggelsen på Østerbro. Mod øst afgrænses området af Lyngbyvej/Helsingørmotorvejen og Kollektivhuset. Ved afgrænsningen mod vest er en almen boligbebyggelse i form af tre punktbygninger i 5-8 etager. Planforslaget muliggør et plejecenter mod vest og en svømmehal med et botilbud ovenpå, i alt ca. 18.000 m2. Bebyggelsen opføres i højst 5 etager. Der etableres ny adgangsvej fra Rovsinggade.

Forslag til ændringer af lokalplanforslaget

Som opfølgning på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 7. april 2025, har bygherre fremsendt forslag til justering af plejecenterets ydre fremtræden med et mere varieret udtryk (bilag 8). På den baggrund foreslår forvaltningen mindre ændringer i bestemmelserne om farver og materialer, at der stilles krav om markering af dele af stueetagen med baldakiner, at der udføres markeringer i facaden over og under vinduer, og at der stilles krav om karnapper mod Rovsinggade. Desuden foreslår forvaltningen, at der tilføjes en bestemmelse, som muliggør etablering af støjskærm på tagterrasse. Høringen i øvrigt har ikke givet anledning til, at forvaltningen foreslår ændringer (bilag 5).

Trafikstøj overstiger vejledende grænseværdier

Jf. Kommuneplan 2024 kan der planlægges for støjfølsom anvendelse i eksisterende boligområder og områder til blandede byfunktioner, uanset at grænseværdierne for støj på facaden ikke kan overholdes. Det skal sikres, at grænserne for trafikstøj er overholdt indendørs og på udendørs opholdsarealer i umiddelbar tilknytning til boligerne. Grænseværdien på 58 dB kan ikke overholdes på facaden mod Lyngbyvej og Rovsinggade. I stedet stilles der krav om, at bygningerne støjisoleres, så grænseværdien for det indendørs støjniveau kan overholdes. Støjmålinger viser, at støjniveauet på friarealer kan overholde Miljøstyrelsens vejledende støjkrav (bilag 6). En del af området er desuden belastet af støj fra Banedanmarks transformerstation, idet Miljøstyrelsens vejledende støjkrav overskrides om aftenen og natten på del af tagterrassen ovenpå svømmehallen. Det betyder, at det kan blive påkrævet at etablere støjskærm på den nordvestlige del af tagterrassen. I lokalplanen fastsættes det som en betingelse for ibrugtagning, at det kan dokumenteres, at Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj og anden forurening er overholdt.

Parkering

Adgang til området for biler skal ske via en eksisterende overkørsel i det sydvestlige hjørne fra Rovsinggade over for Studsgaardgade. Det undersøges, om der er tilstrækkelige oversigtsforhold, da varelevering og buskørsel vil blive øget ved den fremtidige brug. Hvis oversigtsforholdene viser sig at være utilstrækkelige ved overkørslen, kan det blive nødvendigt at nedlægge op til seks offentlige parkeringspladser på Rovsinggade.

Trafik

Den trafikale løsning er disponeret så den kan betjene såvel svømmehal som plejeboliger og botilbud, herunder adgang for busser. Det sikres, at en teknikbygning, der tilhører Banedanmark bevares. Som en del af løsningen, skal Banedanmark nedlægge et eksisterende påsætningsspor for at give plads til adgangsvejen. 

Påsætning af materiel fra den private fællesvej skal ophøre ved opstart af byggemodningen. Det er en forudsætning for realisering af lokalplanen, at et eksisterende påsætningsspor fjernes for at give plads til vejudlægget. Der skal indgås aftale med Banedanmark herom. Der pågår dialog med Banedanmark, hvor der er overordnet enighed om hovedpointerne i aftalen.

Høring

Forslaget har været i offentlig høring i perioden den 10. april til den 5. juni 2025. Der er modtaget 11 høringssvar i høringsperioden (bilag 3). I bilag 4 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Forslag til ændringer fremgår af bilag 5. Borgernes hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor. Der har været afholdt borgermøde den 20. maj 2025, hvor ca. 25 borgere deltog (bilag 7).

Østerbro Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 3, henvendelse nr. 1)

Østerbro Lokaludvalg ønsker, at der tænkes en mere sikker og direkte adgang til svømmehallen, særlig overgange for cyklister og fodgængere fra Østerbro, som skal krydse Lyngbyvej. Det foreslås:

  1. at der skabes adgang til området, via Ryparken Station, så man kan gå over Lyngbyvej direkte ind i det nye anlæg.
  2. at der sikres god, kollektiv trafik i form af busser til/fra svømmehallen.
  3. at trafikforholdene på Rovsinggade sikres, så brugerne kan komme sikker til/fra svømmehallen i bil, og at overgangene koordineres med borgerne, herunder lokale skoler.

 

Forvaltningens bemærkninger

  1. Der har i udviklingen af projektet været stort fokus på sikker adgang til svømmehallen. Trafikstrukturen i planen sikrer, at trafikarterne er adskilt, så bilerne og den tunge trafik ankommer via adgangsvejen fra vest, og de cyklende og gående ankommer fra byrummet placeret ud mod krydset Lyngbyvej/Rovsinggade, hvor også hovedindgangen til svømmehallen er placeret. Det er undersøgt, om det var muligt med en mere direkte adgang til Ryparken station, bl.a. en fodgængerovergang over Lyngbyvej/Helsingørmotorvejen. Det er ikke muligt pga. krydsets geometri. I stedet er der fokuseret på at optimere signalerne i nogle af de øvrige fodgængerovergange.
  2. Forvaltningen vurderer, at svømmehallen er godt placeret i forhold til kollektiv trafik i form af S-tog og busser. Området ligger 150 m i umiddelbar nærhed af Ryparken Station, 800 m fra metrostation Vibenhus Runddel og busbetjenes at den eksisterende busbetjening af linje 14, 150S, 184 og 185 fra Lyngbyvej.
  3. På Rovsinggade sikres gode oversigtsforhold ved overkørslen til adgangsvejen af hensyn til trafiksikkerheden for bl.a. cykler og gående. Det gøres ved at nedlægge op til seks parkeringspladser og dermed sikre bedre oversigt for de svingende biler. Der skal foretages justeringer i signalerne og nedtællingssignaler for fodgængere i krydset Rovsinggade/Lyngbyvej med henblik på det øgede antal brugere, der skal passere.

 

Hovedsynspunkter i borgernes henvendelser (bilag 3, henvendelse nr. 2-11)

  1. I fire henvendelser finder man, at der behov for de muliggjorte anvendelser, og at den centrale placering er god.
  2. I seks henvendelser ønsker man, at området bevares som rekreativt område, som bl.a. vil være velegnet til at bidrage til skybrudssikring af Lyngbyvejen.
  3. I to henvendelser foreslås adgangsvejen flyttet længere mod øst, så der bliver direkte adgang til området, samtidig foreslås bebyggelsen flyttet længere ud mod jernbanesporet.
  4. Én henvendelse finder det problematisk, at mange børn ska passere i det trafikerede kryds Rovsinggade/Lyngbyvej.
  5. Én henvendelse finder det uheldigt, at området mellem de to byggerier anvendes til parkering og vendeplads.
  6. Én henvendelse mener, at antallet af parkeringspladser er i underkanten.
  7. I to henvendelser foreslås underjordisk parkering, så der kan blive plads til mere grønt på terræn.
  8. Én henvendelse anbefaler, at både træer og buske hovedsageligt kommer til at bestå af hjemmehørende arter.
  9. Tre henvendelser drejer sig om støj. Én henvendelse frygter, at adgangen på hjørnet af Rovsinggade/Lyngbyvej kommer til at blive en lydtragt for området, og to henvendelse gør opmærksom på, at Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser skal kunne overholdes.

 

Forvaltningens bemærkninger

  1. Forvaltningen er enig i at der er behov for de muliggjorte funktioner.
  2. Området har midlertidigt været tilladt anvendt rekreativt og det fremstår i dag som et grønt område med træer, opholdsmuligheder og skaterbane. Den anvendelse, som foreslås med lokalplanforslaget, er i overensstemmelse med Kommuneplan 2024, ligesom den gældende lokalplan muliggør bebyggelse i samme omfang. Lokalplanen sikrer areal til en skybrudsrende i den nordlige del af området.
  3. Det er ikke muligt at flytte adgangsvejen nærmere krydset Rovsinggade. Der er allerede en vej, som giver adgang til Banedanmarks bygninger i området.
  4. Signalet i krydset justeres med henblik på at betjene flere brugere.
  5. Placeringen vurderes at give den bedste trafikbetjening af områdets funktioner. Der indrettes byrum med opholdsmuligheder omkring bygningerne og på tagterrasser.
  6. Antallet af parkeringspladser til botilbud og svømmehal er fastsat på baggrund af en konkret vurdering af antallet af ansatte og besøgende. Parkeringskrav til plejecenter fremgår af Kommuneplan 2024.
  7. Det vil være vanskeligt at indpasse både nedkørselsramper, vendeplads og holdepladser for busser i området. Det vil desuden ikke mindske vejarealet på grunden at etablere underjordisk parkering. Vejarealet er dimensioneret efter den trafik der skal køre der, dvs. at skolebusser og lastbiler skal kunne køre ind og vende. En bus skal kunne holde ind til en kantsten og sætte elever af samtidig med at den øvrige trafik skal kunne komme forbi.
  8. Der stilles krav i lokalplanen om hjemhørende arter tilpasset området og de enkelte byrum.
  9. Støjnotatet (bilag 6) viser at ankomstpladsen vil være belastet af støj, men at bebyggelsen skærmer for byrum internt i området. Der stilles krav om, at Miljøstyrelsens støjgrænser overholdes både indendørs og på opholdsarealer.

Politisk handlerum

Det kan besluttes,

  • at ændre bestemmelser for facadernes materialer, farver og facadebegrønning.
  • at ændre begrønningsgrad af byrum og andelen af hjemmehørende og/ eller frugtbærende arter.
  • at parkering skal placeres i konstruktion. Ændringen vil betyde, at lokalplanforslaget sendes retur til forvaltningen med henblik på en tilpasning af projektet.

Økonomi

Det kan blive nødvendigt at nedlægge op til seks offentlige parkeringspladser på Rovsinggade. Da området ligger i gul zone, vil dette medføre et provenutab på 5.100 kr. pr. plads pr. år. Mindreindtægterne indgår i beregningen af indtægtsniveauet for betalingsparkering, som bliver fastlagt med førstebehandlingen af budgetforslaget (augustindstillingen). Mindreindtægterne har ingen finansiel betydning for Københavns Kommune, men påvirker servicemåltallet 1:1.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget lokalplanen, bekendtgør Teknik- og Miljøforvaltningen denne i henhold til reglerne i planloven.

 

Søren Wille           / Karsten Biering Nielsen

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende lokalplan Beauvaisgrunden Øst med ændringer som foreslået i afsnittet Løsning og bilag 5.

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 24. november 2025

 

Indstillingen blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen med 10 stemmer mod 1. Ingen undlod at stemme.

For stemte: A, B, C, F, V og Ø

Imod stemte: T

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Konservative ønsker, at parkeringsnormen for butik justeres til 1 parkeringsplads pr. 100 m2 butik inklusive lager.”

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Konservative ønsker, at parkeringsnormen for serviceerhverv justeres til 1 parkeringsplads pr. 150 m2 serviceerhverv.”

Til top