Mødedato: 05.03.2024, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplan August Schade Kvarteret og kommuneplantillæg, Amager Vest

Se alle bilag

En bygherre ønsker at opføre almene ungdomsboliger og mindre familieboliger, såkaldte co-living boliger, i byudviklingsområdet Ørestad Nord. Projektet vil øge boligandelen i et område, der i dag er præget af overvejende erhvervsbyggeri. Bygningen udformes, så der dannes en ny kvartersplads. Der er direkte udgang fra fællesarealer i stueetagen til pladsen, hvilket skal sikre mere byliv i området. Der kan etableres en butik i stueetagen. Projektet vil medføre mere grønt i form af nye træer og beplantning.

Tidligere beslutninger

Teknik- og Miljøudvalget anbefaler over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen,

  1. at godkende tillæg 1 til lokalplan August Schade Kvarter (bilag 2).

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

2. at godkende tillæg til Kommuneplan 2019 (bilag 2).

Problemstilling

En bygherre ønsker at opføre almene ungdomsboliger og mindre co-living boliger på 40-55 m2 i byudviklingsområdet Ørestad Nord. Projektet vil øge boligandelen, og det forudsætter ny planlægning, da den gældende lokalplan ikke muliggør yderligere boligbyggeri. Projektet forudsætter et kommuneplantillæg, hvor rammeområdet ændres fra serviceerhverv til boliger og serviceerhverv.

Planforslagene (bilag 2) blev godkendt i Borgerrepræsentationen den 21. september 2023 med et ændringsforslag om, at der stilles krav om hjemmehørende træarter jf. Liste over 32 hjemmehørende arter af træer og enkelte buske. Planforslagene har været i høring fra den 6. oktober 2023 til den 1. december 2023. Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget fem henvendelser. Høringen har ikke givet anledning til ændringsforslag fra forvaltningen, men der foreslås præcisering af enkelte bestemmelser.

Teknik- og Miljøforvaltningen har udarbejdet en ny miljøscreening, som også vurderer trafikale konsekvenser i byggefasen. Der vurderes ikke at være væsentlige trafikale konsekvenser i byggefasen. Planforslagene, med screening for trafikale konsekvenser i byggeperioden, har været i supplerende høring.

Løsning

Planforslagene ligger i et område, der i dag er præget af overvejende erhvervsbyggeri. August Schade Kvarteret ligger mellem Sundholmskvarteret og Amager Fælled og er en del af Ørestad Nord. Lokalplanområdet i den gældende lokalplan består af seks byggefelter, hvoraf de fem er bebygget. Det sjette og aktuelle byggefelt grænser op til Amagerfælledvej mod øst, og er den sidste ubebyggede grund. Grunden ligger i forlængelse af boligbebyggelserne i områdets nordlige del, og mod sydvest ligger den nye journalisthøjskole. Byggeriet kan opføres i 34 m med boliger, almene boliger og publikumsorienteret serviceerhverv i stueetagen - i alt maksimalt 15.000 m2. Det er samme højde og etageareal, som det erhvervsbyggeri, der er muliggjort i den gældende lokalplan. Bygningsdybden er 18 m, da boligerne indrettes til små ensidigt belyste boliger med en central korridorgang. Bygningen udformes med et knæk, så der dannes en ny kvartersplads. Der planlægges for fællesarealer i stueetagen og på 2. etage ud mod det hævede opholdsareal. Der stilles krav om almene boliger, som er placeret med udgang til det hævede opholdsareal. Det muliggjorte projekt er yderligere beskrevet i lokalplanen (bilag 2) og i faktaarket (bilag 3).

Forslag til ændringer af lokalplanforslaget

På baggrund af ændringsforslag fra Teknik- og Miljøudvalget stilles der i lokalplanen krav om, at de nye træer skal være hjemmehørende træarter. Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår, at der udover hjemmehørende træarter, også muliggøres frugttræer jf. ÆF2 til "Forslag til lokalplan Poppelstykket II med udbygningsaftale” (BR 14. december 2023). Teknik- og Miljøforvaltningen foreslår desuden tekniske ændringer. De præcise ændringer fremgår af bilag 6.

Høring

Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget fem henvendelser i høringsperioden (bilag 4). I bilag 5 er henvendelserne refereret med forvaltningens bemærkninger. Hovedsynspunkter i høringen er anført nedenfor.

Amager Vest Lokaludvalg har følgende hovedsynspunkter (bilag 4, henvendelse nr. 5):

  1. Der ønskes plads til serviceerhverv, da der kun er supermarkeder i kvarteret.
  2. En stor del af trafikken bør ledes ud på Ørestad Boulevard for derved at aflaste ud- og indkørsel fra Amagerfælledvej, der i forvejen er belastet af trafik.
  3. Der forslås en parkeringsnorm i overensstemmelse med de generelle normer for boliger i Kommuneplan 2019, da der er behov for flere parkeringspladser end de 23 pladser som muliggøres.
  4. Lokaludvalget er kritiske overfor de store, høje, bastante og tæt beliggende bygninger i kvarteret.
  5. Der ønskes 10-15 m bred kantzone langs bebyggelsen fremfor cykler. Der peges derudover på, at de få træer på terræn, der etableres i rodzoneanlæg og mellem høj bebyggelse, ikke vil bidrage til videreudvikling af områdets grønne træk, som lokalplanen lægger op til.
  6. Stigende trafik på Amagerfælledvej, skal indtænkes i de lydisolerende tiltag ifm. trafikstøj. Lokaludvalget er bekymrede for, om det vil være muligt, at boligerne langs Amagerfælledvej kan lufte ud grundet luftforurening.
  7. At der fra start i projektet indtænkes plads til affaldshåndtering, som gør det let for borgerne at kildesortere, og renovationen let kan afhente det.

Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger

  1. En stor del af stueetagen er fastlagt til publikumsorienteret serviceerhverv. Det er ikke muligt i en lokalplan at fastsætte en mere specifik anvendelse, men bygherre oplyser, at de har planer om at etablere en butik. Forvaltningen videregiver ønsket til bygherre.
  2. I den gældende lokalplan er den overordnede vejstruktur for området fastlagt med b.la. vejadgang fra Amagerfælledvej. Den interne gade, der løber fra Amagerfælledvej til Ørestads Boulevard, er prioriteret til bløde trafikanter, og projektet er derfor udformet for at minimere gennemkørende trafik. Områdets adgangsvej er fra Amagerfælledvej. Den indre gade i kvarteret, som forløber fra Amagerfælledvej mod Ørestad Boulevard, er fastlagt, så gader og stræder er prioriteret for bløde trafikanter.
  3. I forbindelse med behandlingen af startredegørelsen den 19. december 2022 blev der vedtaget et ændringsforslag om at fastsætte en parkeringsnorm på 1 plads pr. 950 m2 etageareal til boliger og kommuneplanens normer for øvrige anvendelser.
  4. Boligbyggeriet har samme højde og etageareal som det erhvervsbyggeri, der er muliggjort i den gældende lokalplan. Med tillægget ændres byggefeltet, så det før udfyldte det meste af matriklen, til nu at give plads til et nyt byrum.
  5. Der er fastlagt et grønt bælte mod Amagerfælledvej, hvor der skal plantes fem træer, kantzoner på 2,3-2,5 m, samt en ankomstplads med grønt og træer. Hvis kantzonen skal være 10-15 m bred, vil bebyggelsen skulle rykkes, så der ikke ville være plads til kvarterspladsen.
  6. Der er støj på facaden mod Amagerfælledvej og bygningen skal støjisoleres, så det indendørs støjniveau er overholdt. Det er en betingelse for ibrugtagning. Det kan blive nødvendigt med tiltag som fx russervinduer. Dette vil blive håndteret i byggesagen. Teknik- og Miljøforvaltningen har i forbindelse med miljøscreeningen ikke vurderet luftforurening som en væsentlig påvirkning.
  7. Affaldshåndtering er indtænkt fra start. Løsningen er en to-delt løsning med nedgravede affaldsbeholdere og skralderum i bebyggelsens stueetage.

Metroselskabet og Københavns Museum har følgende hovedsynspunkter (bilag 4, henvendelse nr. 3 og 4):

  1. Metroselskabet gør opmærksom på, at der som led i metrolinjen M5-projektet planlægges en underjordisk station, krydsning (tværgående) og tilhørende tunneler ved DR Byen og inde i området.
  2. Københavns Museum skal kontaktes i god tid inden eventuelle jordarbejder finder sted, da der er risiko for at påtræffe spor af oldtid.

Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger

  1. Forvaltningen har været i dialog med Metroselskabet, som vurderer, at der i det konkrete projekt ikke forventes at være umiddelbar konflikt mellem projektet og anlæg af M5. Der er dog det forbehold, at linjeføringen og placering af arbejdspladser ifm. M5 ikke er endelig. Bygherre er orienteret om forholdet.
  2. Forvaltningen videregiver høringssvaret til bygherre, som vil kontakte Københavns Museum inden jordarbejder finder sted.

Hovedsynspunkter i øvrige henvendelser

  1. I en henvendelse fra Boligforeningen AAB ønskes der mulighed for opførelse af små familieboliger til boligsocial anvisning i Københavns Kommune.
  2. En henvendelse beskriver, at der er bygget nok på Amager, og især på Fælleden, at boligerne er for dyre, og at der ikke bliver lyttet til borgernes mening.

Teknik- og Miljøforvaltningens bemærkninger

  1. Det er muligt med lokalplanen at etablere familieboliger og små boliger ned til 40 m2. Der er krav om 25 % almene boliger. Det er ikke muligt i en lokalplan at regulere, hvilke boliger der er til boligsocial anvisning, og at de skal være billige. Teknik- og Miljøudvalget forventes på møde i februar 2024 at behandle sag om det almene boligprojekt med familie- og ungdomsboliger, August Schade Kvarter, hvor der er der udpeget boliger til boligsocial anvisning.
  2. Området er i Kommuneplan 2019 udlagt med henblik på byudvikling.

Supplerende høring

Den nye miljøscreening, som også vurderer trafikale konsekvenser i byggefasen, har været i supplerende høring fra den 19. december 2023 til 11. januar 2024. Teknik- og Miljøforvaltningen har modtaget to høringssvar. Københavns Museums høringssvar har samme ordlyd som det høringssvar forvaltningen modtog i den offentlige høring. Metroselskabet har ingen yderligere bemærkninger. Høringssvarene fremgår af bilag 5.

Politisk handlerum

Det kan besluttes at,

  • Ændre bygningshøjden og bygningens omfang og placering, bestemmelser om facadeudtryk og udformning af byrum og tagterrasserne, herunder beplantning. Ændringerne vil kræve, at sagen sendes retur til forvaltningerne, hvor der evt. vil være forhandlinger med bygherre om projektets udformning. Det vil kræve en ny tidsplan for offentlig høring og vedtagelse af plansagerne.
  • Nye ændringer i planloven giver bl.a. mulighed for at fastlægge, at en andel af parkeringspladserne skal være til el- eller delebiler, og at der kan stilles særlige krav til vækstbetingelser for bynatur. Disse regler træder i kraft med virkning for lokalplanforslag, der er offentliggjort efter 1. januar 2024. Det kan besluttes, at det skal indarbejdes i denne lokalplan, men det vil kræve, at sagen skal sendes retur til forvaltningerne med henblik på at sende sagen i ny offentlig høring og forelægge et nyt lokalplanforslag for Borgerrepræsentationen. Dette skyldes bestemmelserne i Planloven om ikrafttrædelse. Det bemærkes, at der følger en vis procesrisiko med en sådan beslutning pga. forvaltningsretlige principper, jf. sag til orientering om ændringer af planloven på Teknik- og Miljøudvalgets møde den 29. januar 2024.

Økonomi

Denne indstilling har ikke i sig selv økonomiske konsekvenser for Københavns Kommune.

Videre proces

Når Borgerrepræsentationen har vedtaget planforslagene, bekendtgør forvaltningerne disse i henhold til reglerne i planloven.

 

                                 Søren Hartmann Hede           Søren Wille

Oversigt over politisk behandling

Teknik- og Miljøforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen anbefaler,

  1. at godkende tillæg 1 til lokalplan August Schade Kvarter (bilag 2).

    Økonomiforvaltningen indstiller, at Økonomiudvalget over for Borgerrepræsentationen anbefaler,

  2. at godkende tillæg til Kommuneplan 2019 (bilag 2).

 

 

Teknik- og Miljøudvalgets beslutning i mødet den 5. februar 2024

 

 

Indstillingens 1. at-punkt blev anbefalet over for Økonomiudvalget og Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

 

Det Konservative Folkeparti afgav følgende protokolbemærkning:

”Det Konservative Folkeparti mener, at parkeringsnormen skal fastsættes til en parkeringsplads pr. 100 m2 familiebolig, så parkering kan holdes på egen grund og ikke skal belaste de omgivende gader.”

 

 

Venstre afgav følgende protokolbemærkning:

“Venstre mener, at parkeringsnormen bør være højere og følge normen i kommuneplanen.”

 

Beslutning

Dagsordenspunkt 20: Endelig vedtagelse af tillæg 1 til lokalplan August Schade Kvarteret og kommuneplantillæg, Amager Vest (2022-0335908)

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 5. marts 2024

Indstillingen blev anbefalet over for Borgerrepræsentationen uden afstemning.

 

Det Konservative Folkeparti videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 5. februar 2024:

”Det Konservative Folkeparti mener, at parkeringsnormen skal fastsættes til en parkeringsplads pr. 100 m2 familiebolig, så parkering kan holdes på egen grund og ikke skal belaste de omgivende gader.”

 

Venstre videreførte deres protokolbemærkning fra Teknik- og Miljøudvalgets møde den 5. februar 2024:

“Venstre mener, at parkeringsnormen bør være højere og følge normen i kommuneplanen.”

Til top