Mødedato: 03.03.2026, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Økonomiforvaltningens budgetnotater til overførselssagen 2025-2026

Se alle bilag
Økonomiforvaltningen forventer at udarbejde 27 budgetnotater til overførselssagen 2025-2026. Med denne indstilling forelægges Økonomiudvalget seks budgetnotater, hvoraf to budgetnotater er kategoriserede. Efter planen forelægges de resterende budgetnotater Økonomiudvalget den 17. marts. 

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at Økonomiforvaltningens kategoriserede budgetnotater drøftes, jf. bilag 2 og 3,
  2. at Økonomiforvaltningens øvrige budgetnotater tages til efterretning, jf. bilag 4.

Problemstilling

Økonomiforvaltningen forventer at udarbejde 27 budgetnotater til forhandlingerne om overførselssagen. Heraf er seks budgetnotater vedlagt denne indstilling. De resterende budgetnotater er fortsat under udarbejdelse, hvilket primært skyldes, at Økonomiforvaltningen er ved at kvalitetssikre beregningsforudsætningerne.

Der vil muligvis foretages mindre justeringer i notaterne i forbindelse med kvalitetssikring frem mod forhandlingerne.

Løsning

Af bilag 1 fremgår et samlet overblik over forvaltningens forventede budgetnotater til overførselssagen 2025-2026.

Ved overførselssagen 2025-2026 løfter Økonomiforvaltningen to kategoriserede budgetnotater.

ØK17 Initiativer ved udvikling af Bystævneparken (Need to)
I 2015 vedtog Borgerrepræsentationen en byudviklingsstrategi for Tingbjerg-Husum, herunder arealudvikling af det kommunale institutionsområde Bystævneparken. Arealudviklingen af Bystævneparken blev efterfølgende igangsat ved budget 2020.

På grund af fordyrelser og forsinkelser i projektet anmodes om 58,8 mio. kr. til følgende:

  • Merudgifter til byggemodning etape 1
  • Regnvandsbassin ved daginstitutionsbyggeri
  • Bygherrerådgivning og planlægning
  • Genhusning af aktivitetscenter
  • Risikopulje

Budgetnotatet kategoriseres som need to, da midlerne er nødvendige for at sikre fremdrift i første etape af etablering af forsyning og veje til de kommunale institutioner, så disse kan ibrugtages så snart, de er klar. Derudover er fremdrift i projektets første etape en forudsætning for, at tidsplanen i den lovbestemte udviklingsplan for Tingbjerg/Utterslevhuse, som Bystævneparken indgår i, kan overholdes.

Budgetnotatet om Bystævneparken er vedlagt som bilag 2.

ØK19 Medfinansiering af ”Byens Scene” i Ørestad (Rettidigt omhu)
Projektet ”Byens Scene” er opstartet på initiativ af en række store grundejere i Ørestad for at forbedre byrummene omkring bydelens tre ”scener”: DR Byen, Bella Center og Royal Arena.

Med budgetnotatet anmodes om 7,3 mio. kr. på anlæg til byrumsforbedringer på kommunalt ejede arealer i Ørestad samt den kommunale andel af støtte til byrums- og kunstprojekt ved Royal Arena.

Budgetnotatet kategoriseres som rettidigt omhu, da Realdania forventes at støtte projektet med minimum 5,0 mio. kr., betinget af at kommunen bidrager tilsvarende. Støtten fra Københavns Kommune og Realdania er nødvendig for projektet gennemførelse.

Budgetnotatet om Byens Scene er vedlagt som bilag 3.

Desuden er der vedlagt fire øvrige budgetnotater som bilag 4.

Økonomi

Sagen har ikke økonomiske konsekvenser i sig selv.

Videre proces

Økonomiforvaltningen forelægger yderligere budgetnotater for Økonomiudvalget på møde den 17. marts.

 

Søren Hartmann Hede     /Nanna Westerby Jensen

Beslutning

Økonomiudvalgets beslutning i mødet den 3. marts 2026

Indstillingens 1. at-punkt blev drøftet.

Indstillingens 2. at-punkt blev taget til efterretning uden afstemning.

Til top