Mødedato: 03.02.2026, kl. 15:30
Mødested: Rådhuset, Udvalgsværelse F på 2. sal

Evaluering af tolkeordning med introduktion af fair løn

Se alle bilag

Ved Overførselssagen 2022-2023 bevilgede Borgerrepræsentationen finansiering til kompensation for merudgifter forbundet med udbuddet af tolkeydelser med henblik på indførelse af minimumssatser for aflønning af tolkene. I henhold til bevillingen skal ordningen evalueres i 2025. Evalueringen viser 1) at tolkeordningen har medført en stigning i forbruget af tolkeydelser, 2) at der ikke er fundet overtrædelser hos leverandørerne af tolkeydelser og 3) at der ikke kan konstateres forbedret kvalitet og stabilitet i de pågældende ydelser. Sagen er til godkendelse. 

Indstilling

Økonomiforvaltningen indstiller over for Økonomiudvalget,

  1. at evalueringen, jf. bilag 2, godkendes,
  2. at det godkendes, at der udarbejdes et budgetnotat til overførselssagen 2025-2026 mhp. finansiering af ordningen i den resterende del af 2026,
  3. at det tages til efterretning, at ordningen vil ophøre ved udgangen af 2026, såfremt der ikke i forbindelse med budget 2027 afsættes finansiering hertil. 

Problemstilling

Ved Overførselssagen (OFS) 2022-2023, blev der bevilget finansiering til kompensation for merudgifter forbundet med udbuddet af tolkeydelser med henblik på indførelse af minimumssatser for aflønning af tolkene.

Der blev indgået en ny tolkeaftale den 1. august 2023, som indeholder en tilrettet arbejdsklausul, der stiller krav om mindstebetaling til tolke, der arbejder for Københavns Kommune (KK), samt betaling for tolkenes transport. Der blev ved OFS 2022-2023, jf. Økonomiaftalen 24 2022 2023, bevilget 5,58 mio. kr. (2023 P/L) til at dække forvaltningernes meromkostninger ved fordyrede udbud. I henhold til budgetnotatet skulle ordningen evalueres i 2025 mhp. at vurdere effekterne af ordningen, og om denne skal fortsætte.

Af budgetnotatet fremgik nedenstående fokuspunkter:

- Forbedring af tolkenes løn- og arbejdsvilkår ved indførelse af minimumssatser.

- Begrænsning af ’prekære ansættelsesformer’ f.eks. ansættelse som freelance og soloselvstændige.

- Forbedret stabilitet med færre aflysninger ift. fremmødetolkning ved indførelse af aflønnet transporttid.

- Forbedret kvalitet i tolkeydelsen, herunder nævnes tolkenes sproglige kompetencer.

Derudover blev forvaltningerne opfordret til at gøre mere brug af telefontolkning, for at holde merudgiften nede. Da der ikke blev undersøgt og angivet et målbart udgangspunkt for arbejdsvilkår, stabilitet og kvalitet på daværende tidspunkt, er der ikke et klart sammenligningsgrundlag for evalueringen af ordningen. Evalueringen giver derfor en kvalitativ status, da kvantitativ effektvurdering ikke er mulig.

Løsning

Økonomiforvaltningen (ØKF) har gennemført en evaluering med fokus på kvalitet og stabilitet i tolkeydelserne samt tolkenes løn og arbejdsvilkår og KK’s brug af telefontolkninger. Evalueringsrapporten er baseret på 1) kontroller som Indsatsteamet mod social dumping (Indsatsteamet) har foretaget, 2) interview med indkøbskategoriens Contract Manager i ØKF og 3) ØKF har sendt et spørgeskema til de centre i KK, der har det største træk på tolkeaftalen. I alt er 13 organisatoriske enheder blevet hørt, som tilsammen står for 80% af forbruget på tolkeaftalen.

Evalueringsrapporten konkluderer følgende:

1. Arbejdsvilkår for tolkene: Ud fra Indsatsteamets kontroller er der ikke konstateret overtrædelser hos leverandørerne på tolkeaftalen efter introduktionen af de nye krav. Der er fortsat er tale om et område med stort brug af prekære ansættelser, med tolke uden fast tilknytningsforhold.

2. Kvalitet og Stabilitet: Høringssvarene fra forvaltningerne varierer med både positive og negative vurderinger af kvalitet og stabilitet. Der er rapporteret udfordringer med ombookinger fra fremmødetolkninger til telefontolkninger. Niveauet af ombookinger er lavere i KK sammenlignet med en anden kommune.

ØKF vurderer, at indførelsen af krav til løn- og ansættelsesforhold samlet set har forbedret tolkenes arbejdsvilkår. På den baggrund skal det besluttes, hvorvidt der fortsat skal stilles krav herom ved et kommende genudbud.  

Økonomi

Finansiering til kompensation for merudgifter udløber medio 2026. Rammeaftalen løber dog ind til udgangen af 2026, hvorefter beløbsgrænsen er nået, og rammeaftalen er opbrugt. Finansieringen hertil kan søges bevilget ved OFS 2025-2026. Mellemfinansieringen udgør ca. 2,8 mio. kr. for 2. halvdel af 2026. Såfremt der ikke bliver afsat finansiering til ordningen i 2026 med overførselssagen, vil udgiften i stedet blive afholdt af forvaltningerne i 2026.

Videre proces

Såfremt Økonomiudvalget beslutter det, udarbejder ØKF en sag til OFS 2025-2026 for at tilvejebringe den manglende finansiering for den sidste del af den eksisterende ordning i 2. halvdel af 2026. Såfremt ordningen ønskes videreført efter udløb i 2026, skal der bestilles et budgetnotat herom til Budget 2027. Hvis ikke der træffes beslutning herom, bortfalder ordningen ved udgangen af 2026.  

 

Søren Hartmann Hede             /Nicolai Kragh Petersen

Til top