Søg

Gå ikke glip af vigtig Digital Post fra Københavns Kommune

Hjælp til rimeligt begrundede udgifter

Har du været ude for ændringer i dine forhold, kan du søge om hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter, som du ikke selv kan betale. Hjælp til rimeligt begrundede udgifter er en enkeltydelse.

Du kan søge om hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter, hvis du har været ude for ændringer i dine forhold, f.eks. sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør.

Udgiften skal være rimelig, og helt nødvendig for at du kan klare dig selv fremover.

Du kan kun få hjælp, hvis du eller din ægtefælle ikke selv kan betale for behandlingen via indtægter, opsparing, formue, afdragsordning eller lån.

Kommunen skal altid vurdere muligheden for at dække udgiften efter anden lovgivning først.

Du kan som udgangspunkt ikke få hjælp, som skal dække økonomiske sanktioner i f.eks. din kontanthjælp, uddannelseshjælp eller tilsvarende.

Du kan som udgangspunkt ikke få hjælp til en udgift, du allerede har betalt eller aftalt at betale (påtaget dig udgiften). Søger du først om hjælp, når du har betalt eller har påtaget dig udgiften, kan det betyde, at du ikke kan få hjælp til udgiften fra kommunen.

Herunder kan du læse mere om hvem der kan søge ydelsen. Du kan også læse om dokumentationskrav og hvordan du indsender dokumentation, som du ikke har digitalt. Du kan også læse om hvordan kommunen vurderer din økonomi. Det er en god ide at læse dette, før du søger. 

Du finder linket til den digitale ansøgningsblanket under ”Sådan søger du”. Du kan også søge med en fysisk blanket.

Vigtig information inden du søger

Hvem kan søge?

Du kan søge om enkeltydelser til rimeligt begrundede enkeltudgifter hvis:

  • Du har været ude for ændringer i dine forhold, f.eks. sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør
  • Du eller din ægtefælle ikke selv kan betale udgiften – hverken via indtægt, opsparing, formue, afdragsordning eller lån
  • Udgiften følger af behov, du ikke har kunnet forudse, og det vil gøre det vanskeligt for dig at klare dig selv fremover, hvis du selv skal betale
  • Udgiften er forudsigelig, men det er af helt afgørende betydning for dig og din familie, at udgiften bliver betalt
  • Du har fast og lovligt ophold i Danmark
  • Kommunen vurderer, at udgiften ikke kan dækkes efter anden lovgivning
Krav til dokumentation

Når du søger om hjælp til rimeligt begrundede enkeltudgifter, skal du dokumentere din og din ægtefælles økonomi. Al dokumentation skal være aktuel og fra dette kalenderår.

Derfor skal du kunne dokumentere:

  • Den udgift, du søger om hjælp til, og begrunde hvorfor du har behov for at få hjælp til denne udgift
  • Indkomstgrundlag, f.eks. lønsedler, oversigt over udbetaling af dagpenge eller SU
  • Indestående på alle dine og din ægtefælles bankkonti for de seneste 3 måneder
  • Udgifter ved din bolig, f.eks. husleje, varme, el, vand, gas og indboforsikring
  • Andre udgifter, f.eks. A-kassekontingent, børnepasning eller børnebidrag
  • Udgifter til lægeordineret medicin
  • Din formue, f.eks. pensionsopsparing, værdi af ejer- eller andelsbolig eller værdi af bil

For at dokumentationen er tilstrækkelig, skal den opfylde kravene.

Hvordan indsender jeg dokumentation, som jeg ikke har digitalt?

Du kan finde det meste dokumentation digitalt. 

Hvis der er dokumentation, du ikke har digitalt, kan du scanne det ind på din computer.

Hvis du ikke har en scanner, kan du få hjælp til scanning i Enheden for Sociale Ydelsers modtagelse i Matthæusgade 1, 1666 København V. 

Her kan du også aflevere dokumentationen i fysisk form.

Sådan vurderer kommunen din økonomi

Når kommunen vurderer, om du er berettiget til en enkeltydelse, ser vi blandt andet på din og din eventuelle ægtefælles økonomiske situation. Vi ser på, hvor meget du har til rådighed, når du har betalt dine faste udgifter til husleje, el, varme, indboforsikring og lignende. Det bliver også kaldt rådighedsbeløb.

Rådighedsbeløbet skal bruges til de udgifter, du selv har indflydelse på. Det er f.eks. mad, tøj, dagligvarer, fritidsaktiviteter, gaver, opsparing, streamingtjenester, afdrag på gæld, telefonsamtaler, toiletartikler og nyanskaffelser.

I Københavns Kommune er der politisk vedtaget et vejledende rådighedsbeløb. Det bruger vi som et vejledende støttepunkt i vurderingen af din økonomi. Selvom du har mindre end det vejledende rådighedsbeløb, har du ikke automatisk ret til en enkeltydelse. Vi vurderer altid dine samlede forhold konkret og individuelt.

Er du gift, indgår din ægtefælles økonomi i vores vurdering.

Bor du sammen med andre voksne, tager vi udgangspunkt i, at I deler de faste udgifter ligeligt.

De vejledende rådighedsbeløb i 2022 er:

5.907 kroner for enlige

9.567 kroner for gifte og samlevende

For pensionister

6.700 kroner for enlige pensionister

10.650 kroner for gifte og samlevende pensionister

Har du spørgsmål?

Hvis du har spørgsmål til dokumentation og kravene til dokumentation kan du læse mere på siden, hvor du kan ansøge om enkeltydelsen. 

Du kan også kontakte os pr. telefon eller personligt i modtagelsen.

Hvis du har spørgsmål til ansøgningen om enkeltydelser, som du ikke kan finde svar på, på denne side, kan du kontakte Enheden for Sociale Ydelser.

Du kan kontakte Enheden for Sociale Ydelser telefonisk på telefonnummer +45 33 17 25 33.

Du kan også få hjælp i Enheden for Sociale Ydelsers modtagelse på Matthæusgade 1, 1666 København V eller på Lærkevej 18, 2400 København NV.

Telefon- og åbningstider på Enheden for Sociale Ydelser

Sagsbehandlingstid § 81

Politisk fastsat sagsbehandlingsfrist:

28 dage

Gennemsnitligsagsbehandlingstid § 81:

18 dage

Vi har beregnet sagsbehandlingstiden på baggrund af gennemsnittet i perioden 1. halvår 2020.

Kontakt

Enheden for Sociale ydelser

Matthæusgade 1

1666 København V