Bispebjerg Bakke bliver grønnere
Fra sommeren 2026 til slutningen af 2028 bygger vi Frederiksborgvej, Bispebjerg Torv og området omkring Grundtvigs Kirke om. Projektet skaber mindre gennemkørende trafik, flere træer, bedre forhold for fodgængere og cyklister samt nye opholdsrum omkring Bispebjerg Torv og Grundtvigs Kirke.
Hvad laver vi?
Projektet omfatter blandt andet:
- Frederiksborgvej indsnævres og ensrettes mellem Skoleholdervej og Bispebjerg Torv
- Bispebjerg Torv omdannes til et grønnere byrum
- Området omkring Grundtvigs Kirke får flere træer og nye opholdssteder
- Bedre forbindelser mellem torvet, kirkegården og Bispeparken
- Bedre forhold for gående og cyklister
- Mindre gennemkørende trafik.
Derfor bygger vi om
Området omkring Bispebjerg Torv og Grundtvigs Kirke er et af Københavns markante kulturmiljøer. Samtidig fylder biler og gennemkørende trafik meget i området i dag.
Med projektet skaber vi mere plads til mennesker, grønt og ophold, samtidig med at områdets særlige historie og arkitektur bevares og styrkes.
Projektet er blevet til i tæt samarbejde mellem områdets beboere og interessenter og områdefornyelsen. Der har været afholdt flere åbne borgermøder, arbejdsgruppemøder og udstillinger i gaderummet.
Tidsplan
Anlægsperioden vil løbe over flere år, og projektet bliver anlagt over flere etaper for at mindske gener for beboere og andre i området mest muligt.
Anlægget er planlagt til at blive udført i fem etaper, hvor vi starter i den sydlige del af Frederiksborgvej, ved Tuborgvej i juni 2026.
- Etape 1: Frederiksborgvej - juni-december 2026
- Etape 2: Frederiksborgvej - december 2026 - august 2027
- Etape 3 og 4: Bispebjerg Torv - maj 2027 - juni 2028
- Etape 5 og 6: På Bjerget - marts 2028 - december 2028
NB. Tidsplanen er vejledende og kan ændre sig undervejs
Info om etaperne
Fold alle ud
Etape 1: Frederiksborgvej mellem Skoleholdervej og Jacob Lindbergs Vej
Hvad laver vi?
Vi indsnævrer og ensretter Frederiksborgvej og etablerer nye fortove, træer og beplantning. Samtidig forbedrer vi forholdene for gående og cyklister og skaber en ny indgang til Bispebjerg Kirkegård ved Skoleholdervej.
Hvornår?
Juni 2026 – december 2026.
Hvordan påvirker det trafikken?
Frederiksborgvej er lukket for biltrafik på strækningen, mens arbejdet står på. Fodgængere og cyklister kan fortsat passere. Skoleholdervej er ensrettet mellem Klokkerhøjen og Frederiksborgvej i retning mod Frederiksborgvej. Hovedindgangen til Bispebjerg Kirkegård er midlertidigt lukket i en del af perioden.
Etape 2: Frederiksborgvej mellem Jacob Lindbergs Vej og Bispebjerg Torv
Hvad laver vi?
Vi fortsætter ombygningen af Frederiksborgvej med indsnævring og ensretning samt nye fortove, træer og beplantning.
Hvornår?
December 2026 – august 2027.
Hvordan påvirker det trafikken?
Frederiksborgvej er lukket for biltrafik på den berørte strækning. Der vil fortsat være adgang for fodgængere og cyklister. Adgangen til Jacob Lindbergs Vej kan i korte perioder være påvirket, mens vi arbejder ved overkørslen.
Etape 3: Bispebjerg Torv
Hvad laver vi?
Vi omdanner Bispebjerg Torv til et grønnere og mere indbydende byrum med flere træer, ny beplantning og bedre plads til ophold. Frederiksborgvej bliver indsnævret til to spor og der etableres en overgang i granit på tværs af vejen i aksen mellem Grundtvigskirken og Bispebjerg kirkegård.
Hvornår?
Maj 2027 – juni 2028.
Hvordan påvirker det trafikken?
Biltrafikken på Frederiksborgvej ensrettes midlertidigt i nordgående retning.
På nuværende tidspunkt er det ikke afklaret, hvilken betydning arbejdet får for buslinje 6A, som kører fra Bispebjerg Torv. Yderligere information følger senere.
Etape 4: Området omkring Grundtvigs Kirke
Hvad laver vi?
Vi etablerer nye opholdsområder, flere træer og ny beplantning omkring Grundtvigs Kirke. Asfaltvejen omkring kirken erstattes af klinkerbelægning og der etableres en aksen mellem Grundtvigtskirken og Bispebjerg kirkegård med ny belægning i genbrugt nordisk granit.
Hvornår?
Maj 2027 – juni 2028.
Hvordan påvirker det trafikken?
Kørebane og parkeringsarealer På Bjerget vil være afspærret mens belægningen skiftes. Der vil hele tiden være adgang for cyklister og gående til Grundtvigskirken og boligerne På Bjerget.
Der vil der være lukket for kørsel mellem Bispebjerg torv og På Bjerget.
Etape 5-6: På Bjerget
Hvad laver vi?
Vi udskifter asfaltarealerne på vejbanen og parkeringsarealerne med ny klinkebelægning på den sydlige og østlige del af På Bjerget.
Hvornår?
Fra marts 2028 - december 2028.
Hvordan påvirker det trafikken?
Kørebane og parkeringsarealer På Bjerget vil være afspærret i etaper mens belægningen skiftes. Der vil hele tiden være adgang for cyklister og gående til Grundtvigskirken og boligerne På Bjerget.
Samarbejde
Projektet er udviklet i samarbejde med
- Områdefornyelsen Bispebjerg Bakke
- Realdania
- lokale borgere
- lokale aktører
- Bispeparken
Dokumenter
Kontakt
Mobilitet, Klimatilpasning og Byvedligehold
Islands Brygge 37
Har du spørgsmål? Så skriv gerne til os.