Jordforurening på din grund – det skal du vide som borger

Det meste af jorden i København er lettere forurenet. For de fleste er det ikke et problem. Her kan du læse hvordan du tjekker, om din grund er særlig forurenet, hvad det betyder for dig – og hvornår du skal gøre noget, fx hvis der er en olietank.

Det meste af jorden i København er som udgangspunkt lettere forurenet. Forureningen stammer primært fra luften, fx fra trafik og tidligere industri. Forureningen ligger typisk i jordoverfladen, og det er især direkte kontakt med jorden, du skal være opmærksom på.

For de fleste er det ikke et problem i hverdagen.

Hvad betyder lettere jordforurening i praksis?

Fold alle ud

Er lettere forurenet jord skadeligt?

De stoffer, vi finder i den lettere forurenede jord er typisk bly og tjærestoffer. Der er tale om meget små koncentrationer og derfor en svag påvirkning.

Børn er dog særlig følsomme, og der er derfor god grund til at tage ekstra hensyn. Undersøgelser har påvist, at der er en sammenhæng mellem et forhøjet blyindhold i blodet og vanskeligheder med koncentration, sprog og indlæring. Visse tjærestoffer kan fremkalde kræft.

Kan jeg dyrke grøntsager i den lettere forurenede jord?

Det er ikke sundhedsskadeligt at spise frugt og grønt, der er dyrket i lettere forurenet jord, hvis du følger nogle få og fornuftige råd:

  • Dæk bar jord i bedene og under buske med barkflis, halm eller lignende
  • Rengør frugt og grøntsager
  • Skræl rodfrugter, inden du spiser dem
  • Brug handsker ved havearbejde, eller vask hænderne grundigt efter

Forsøg med dyrkning af afgrøder i lettere forurenet jord og kraftigt forurenet jord har vist, at frugt og afgrøder ikke, eller kun i meget ringe grad, optager miljøfremmede stoffer.

Når du dyrker afgrøder, kan du imidlertid blive udsat for forurening. Derfor anbefaler vi, at børn ikke færdes i køkkenhaven, hvor der er bar jord, og at voksne bruger havehandsker.

Afgrøder, hvor jorden er svær at skylle af, fx jordbær, anbefaler vi, at du dyrker i ren jord.

Kan jeg dyrke krydderurter i lettere forurenet jord?

Vi anbefaler, at du dyrker krydderurter i ren jord. Det skyldes, at det kan være svært at skylle al jord af krydderurterne, og der er derfor risiko for at du vil komme til at indtage en mindre mængde lettere forurenet jord.

Kan mine børn lege på en grund med lettere forurenet jord?

Du og dine børn eller børnebørn kan uden problemer opholde jer i haven.

Hvis du fortsætter med at bruge din sunde fornuft, vil I ikke blive påvirket af, at jorden er lettere forurenet.

Her er fire hverdagsråd, der handler om at skåne små børn mest muligt for kontakt med forurenet jord:

  • Vask hænder
  • Klip negle
  • Brug ikke de samme sko udenfor og indenfor
  • Gør rent ofte

Sådan kan du indrette din have

Når du har børn, kan du sørge for, at der ikke er noget bar jord, som børnene kan komme i kontakt med. Du kan fx dække jorden med sand, grus, barkflis, træbelægninger, klinker eller så græs.

Har du en sandkasse i din have eller i jeres fælles gård, er det vigtigt, at der er fast bund i sandkassen, så børn ikke kan grave sig ned i lettere forurenet jord.

Er der også forurenet jord i institutioner, på offentlige legepladser og i parker?

Ja, hele Københavns Kommune er klassificeret som lettere forurenet. 

Vi har undersøgt alle institutioner og offentlige legepladser, heriblandt legepladserne i parkerne.

I de institutioner og legepladser, hvor der blev fundet kraftig forurening, blev jorden skiftet ud med ren jord. 

Når der bliver bygget nye institutioner, bliver der lagt mindst 0,5 meter ren jord ud.

Hvor dybt går forureningen ned?

Koncentrationerne er højest i de øverste 20 cm jord fordi en stor del af forureningen kommer fra luften.

Som oftest er hele fyldlaget imidlertid lettere forurenet fordi, der gennem tiden kan være flyttet rundt med jorden. Fyldlaget i København er typisk 1-2 meter tykt.

Hvornår skal jeg være ekstra opmærksom?

Du skal være særligt opmærksom, hvis:

  • du vil grave, bygge eller ændre terrænet
  • du opdager olie, lugt af olie eller misfarvet jord
  • der er eller har været en olietank på grunden

I disse tilfælde kan det være nødvendigt at undersøge jorden nærmere.

Hvad hvis der er kraftig forurening?

Vi kender vi til en række grunde, hvor der tidligere har været aktiviteter, der kan have forårsaget forurening, eller hvor der er fundet kraftig forurening i jorden. Vi kalder det, at grunden er forurenings-kortlagt.

Hvis du bor på en kortlagt grund, skal du være opmærksom på, at der er en række krav til dig, hvis du skal grave i jorden, fx i forbindelse med opførelse af en tilbygning til dit hus. 

Olietanke og jordforurening

Olietanke er en af de mest almindelige årsager til mere alvorlig jordforurening på private grunde. Især ældre, nedgravede olietanke kan blive utætte og forurene jorden.

Derfor er det vigtigt, at du:

  • reagerer hurtigt, hvis du opdager olie i jorden
  • anmelder eller afmelder olietanke.
  • sløjfer olietanke, når de ikke bruges. 

Læs mere om olietanke og jordforurening hér

Tjek om din grund er forurenet

Her kan du tjekke om din din grund er forurenet. Du kan også læse mere om olietanke.

Mere viden

Det er Region Hovedstaden, der kortlægger forurenet jord i København. Læs mere på deres hjemmeside

Kontakt

Telefontider

Mandag

09:00 - 16:00

Tirsdag

09:00 - 16:00

Onsdag

09:00 - 16:00

Torsdag

09:00 - 16:00

Fredag

09:00 - 16:00