Søg

Gener fra støj, støv eller lugt

Er du generet af støj, lugt eller støvende arbejde, har du mulighed for at klage til kommunen

Du kan henvende dig til os, hvis du føler dig generet af:

  • Støjende arbejde fra byggepladser udenfor tilladt arbejdstid
  • Støv fra byggepladser
  • Støj fra barer, caféer, restauranter og lignende
  • Støj fra ventilationer, køleanlæg og lignende
  • Lugt fra restauranter, bagerier, værtshuse og lignende
  • Støj fra udendørs musikarrangementer som koncerter og lignende
  • Røg fra brændeovne

Akut støj aften og nat

Ved akutte støjgener anbefaler vi, at du ringer til os, så vi kan foretage et tilsyn, imens støjgenen står på. Vær opmærksom på, at støjvagten kontakter dig i forbindelse med tilsynet.

Støjvagten har åbent for opkald:

  • Torsdag kl. 18:00-01:00
  • Fredag og lørdag kl. 20:00-03:00

Telefon 33 66 25 85

Når du ringer, er det Københavns Kommunes Rådhusvagt, som tager imod dit opkald, hvorefter de kontakter støjvagten.

Har du spørgsmål til kommunens regler om støj, støv og lugt, eller har du brug for hjælp til at udfylde skemaet, kan du kontakte os på telefon 33 66 33 05 hverdage kl. 09.00-16.00.

Hvornår skal du kontakte politiet?

Vi behandler ikke gener forårsaget af: 

  • Gadestøj
  • Privatfester 
  • Privat ophold med soundbox ol.
  • Vareindlevering på offentlig vej
  • Biler i tomgang

Du kan ringe til politiet på telefon 114 om gadestøj og privatfester.

Hvad siger reglerne om støj, støv og lugtgener?

Støj og støv fra byggepladser

Som nabo til en byggeplads kan det ikke undgås, at du vil opleve at blive generet af støj, støv og vibrationer, indenfor normal arbejdstid selvom byggepladsen skal sørge for, der kommer mindst mulig støj, støv og vibrationer fra byggeriet, som kan være til gene for jer som naboer. Det kan de fx gøre ved at bruge maskiner og arbejdsmetoder, der larmer mindst muligt eller at indrette pladsen smart.

Byggepladsen må støje eller støve på hverdage mellem kl. 7 og 19 og på lørdage mellem kl. 8 og 17, og der er grænser for, hvor højt lydniveauet må være.

Nogle aktiviteter kalder vi for særligt støjende aktiviteter, og de må kun foregå på hverdage mellem kl. 8 og 17.

Måske har vi givet dispensation til at støje

Af og til kan byggepladsen have behov for at overskride grænseværdierne for støj eller at arbejde på andre tidspunkter end de tilladte, og så giver kommunen dispensation til det for en kortere periode. Det kan fx være af hensyn til sikkerheden eller på grund af trafikale forhold.

Når en byggeplads har fået dispensation, eller de skal lave særligt støjende aktiviteter, så skal du på forhånd have fået besked fra byggepladsen om, hvornår de vil støje.

Læs her, hvad der er særligt støjende aktiviteter og hvad grænseværdierne er for støj (Pdf)

Støj og lugt fra restauranter, caféer og spillesteder

Ejere af restauranter skal sørge for, at naboer ikke bliver generet af lugt eller støj fra deres virksomhed. Vi stiller derfor en række krav til, hvordan virksomheden skal indrette køkken og restaurant, så der bliver færrest mulige lugt- og støjgener.

Se kravene til indretning og drift af restaurationer (pdf)

Støj fra køle- og ventilationsanlæg

Køle- og ventilationsanlæg fra boliger og virksomheder må ikke give væsentlige støjgener for naboerne, og vi har stillet forskellige krav til, hvor meget anlæggene må støje. Kravene er ikke de samme dag og aften, og der er også forskel på, om det er weekend eller hverdag. 

Læs mere om støj fra køle- og ventilationsanlæg (pdf)

Koncerter og andre udendørs musikarrangementer

Arrangører må gerne afholde udendørs musikarrangementer, hvis de har en tilladelse fra os, og hvis der er offentlig adgang. Det er fx koncerter, gadefester, sportsarrangementer eller andre begivenheder, hvor der spilles musik, der kan være til gene for omgivelserne.

Musikarrangementerne må kun afholdes mellem kl. 10 og kl. 24 på lørdage og fra kl. 10 – 22 på alle øvrige dage (undtagen Skt. Hans Aften og Nytårsaften). På Rådhuspladsen og Refshaleøen Øst er der andre tidsbegrænsninger.

Vi har sat et loft for, hvor mange gange om året, der må være musikarrangement på en bestemt lokalitet, hvor mange timer arrangementet må vare, og hvor højt der må spilles.

Tjek kravene om musikarrangementer for de forskellige lokaliteter i kommunen (pdf)

Kontakt

Støjgener