Når man bliver ældre i København, skal man fortsat kunne leve det liv, man ønsker og gøre de ting, der betyder noget – også selvom man har brug for hjælp. Det er udgangspunktet i den nye ældrepolitik ’Lev stærkt – hele livet’.
Med titlen ’Lev stærkt – hele livet’ ønsker vi at signalere, at ældre københavnere skal kunne fortsætte med at leve det liv, de ønsker, og gøre de ting, der betyder noget. Det giver livskvalitet.
Visionerne ’Frihed til at leve livet’, ’Tryghed i hverdagen’ og ’Medborgerskab hele livet’ taler alle sammen ind i, at ældre borgere skal fortsætte med at leve det liv, som de hidtil har levet. At blive gammel ikke er en begrænsning – man skal bare have hjælp og støtte. Kommunens tilbud skal være fleksible og give borgerne valgfrihed. De borgere, som kan klare sig selv, skal selv. Ældre københavnerne er forskellige, og Københavns Kommune vil matche behovene. I København vil vi have tilbud til alle - både så vi rummer forskellige interesser og livssituationer, men også så vi møder behov hos både de svageste ældre og de ældre, der har ressourcer til at klare sig selv.
Vi skal ikke gøre det hele alene, men sammen med og som supplering til de aktiviteter og relationer, som findes omkring den enkelte ældre borger i forvejen.
Målet er, at borgeren oplever at få nok støtte og hjælp til at bevare livskvaliteten på trods af de begrænsninger, som alderen medfører.
Politikken er vedtaget af Borgerrepræsentationen i april 2015.