Mødedato: 15.05.2023, kl. 16:00
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 57

Tilsyn med Danskuddannelse 3. og 4. kvartal 2022

Se alle bilag

Resumé

Forvaltningen har ført tilsyn med danskuddannelse i Københavns Kommune i 2. halvår 2022. Kommunens tilsyn konstaterer, at danskuddannelse for voksne udlændinge m.fl. i Københavns Kommune er blevet gennemført i henhold til lovgivningens rammer og intention.

Indstilling

Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen indstiller,

  1. At Beskæftigelses- og Integrationsudvalget tager orienteringen om tilsynet med danskuddannelsen for voksne udlændinge til efterretning.

Problemstilling

Forvaltningen fører tilsyn med danskuddannelsen for voksne udlændinge i henhold til lov om danskuddannelse og BIU-beslutning af november 2018. Tilsynet rapporteres halvårligt til BIUs orientering.

Tilsynet består af 5 elementer: Risikobaseret tilsyn, administrativt tilsyn, økonomisk tilsyn, pædagogisk tilsyn, herunder underviserkvalifikationer og tilsyn med opfyldelse af sociale klausuler mv.

Tilsynet gennemføres på CBSI Sprogcenter, som har ydelsesmodtagende udlændinge som kursister og de private leverandører UCplus og Studieskolen, der har selvforsørgende udlændinge som målgruppe. Der er årligt 12-15.000 selvforsørgende udlændinge, der henvises til danskuddannelse i Københavns Kommune.

Løsning

Forvaltningen har kvartalsvist ført tilsyn med danskuddannelse i Københavns Kommune med CBSI Sprogcenter, Studieskolen og UCplus i henhold til tilsynskonceptet.

Der er udarbejdet en individuel tilsynsrapport for hver af de tre sprogcentre. Tilsynsrapporterne er vedhæftet som bilag til indstillingen.

Tilsynet konstaterer, at sprogcentrene med rammeaftale i Københavns Kommune overholder den gældende danskuddannelseslov, rammeaftaler samt udbudsbetingelserne.

Risikobaseret tilsyn:
Kursistpopulationen på CBSI Sprogcenter samt centrets kapacitet er præget af tilgangen af Ukrainske fordrevne under særloven.

Tilgangen af selvforsørgende kursister til Studieskolen og UCplus er i fremgang.

En større andel af selvforsørgende kursister i Københavns omegn vælger at lære dansk på sprogcentre, som Københavns Kommune har rammeaftale betyder, at forvaltningen som en tilsynsmyndighed kan kontrollere og sikre, at københavnere modtager danskuddannelse i henhold til lovgivningen og de kvalitetskriterier, der er forudsat i rammeaftalerne og besluttet af BIU.

Administrativt tilsyn:
I det administrative tilsyn er der gennemført en stikprøvekontrol af sagsbehandlingen af henvisninger, og der er i 2. halvår 2022 ikke konstateret fejl.

Økonomisk tilsyn:
Det økonomiske tilsyn viser at Studieskolen og UCplus ligger betydeligt under markedspriser, når der sammenlignes med priser for 2022 hos andre udbydere i Københavns omegn og/eller landet. Modultaksterne på CBSI Sprogcenter (politisk fastsat) er placeret over gennemsnittet for landet i 2022.

Pædagogisk tilsyn:

Tilsynet har i 1. halvår 2022 gennemført det pædagogisk tilsyn på sprogcentrene.

Det pædagogiske tilsyn fokuserede fysisk undervisning. Tilsynet konstaterede for alle sprogcentrene, at undervisningen lever op til lovgivningens rammer og fagbeskrivelserne og havde kun få mindre anbefalinger af sprogfaglig, pædagogisk eller didaktisk karakter.

Sociale klausuler

UCplus og CLAVIS har hver for sig overholdt de sociale klausuler, der er knyttet til rammeaftalen.

Politisk handlerum

Indstillingen er en del af den forvaltningsmæssige praksis, som er fastsat i lov om danskuddannelse, suppleret med BIU koncept om tilsyn med danskuddannelse af november 2018 samt Styrelsen for International Rekruttering og Integrations (SIRI) vejledning om tilsynet.

Økonomi

Indstillingen har ingen økonomiske konsekvenser.

Videre proces

Rapporteringen indgår i det daglige arbejde med udviklingen af kvalitet i danskundervisningen, som den leveres i henhold til rammeaftalerne med de private leverandører.

 

Henrik Lund / Marianne Becker Andersen

Beslutning

Indstillingens blev taget til efterretning.

Til top