Offentliggjort
Frist

Udbud af totalrådgivning til Renovering af Langebro, del 2

TMF udbyder hermed: Udbud af totalrådgivning til Renovering af Langebro, del 2.

Opgaven

Projektet Renovering af Langebro er forankret i enheden ”Bro og Tunnel” i MKB. Projektet gennemføres i perioden 2021 – 2025.

I slutningen af 2019 viste en tilstandsvurderingen af Langebro et højt indhold af klorid i betonen i det gamle P-kælderområde på Sjælland-siden, særligt omkring dilatationsfugerne, på grund af utætte dilatationsfuger gennem mange år. Dette skabte en bekymring for tilstanden af resten af Langebro. Derfor blev der igangsat en totalrenovering af broen, som forløber over en 10-årig periode 2020-2030 fordelt på tre forskellige faser, hvoraf Fase A er udført, og Fase B er delvist udført:



· Fase A: Akutte reparationer for at forhindre yderligere gennemtrængning af vand. 2020-2021

· Fase B: Gennemgribende renovering, hovedsagelig af betonkonstruktionerne 2021-2025

· Fase C: Opretning af broklap 2026-2029

Nærværende udbud omfatter rådgivning i forbindelse med Fase B, som er delt op i to dele, herefter omtalt som ”Renovering af Langebro del 1” og ”Renovering af Langebro del 2”. Der er endnu ikke givet bevilling til fase C.

Rådgivning i forbindelse med projekt ”Renovering af Langebro del 1 og 2” omfatter renovering af beton og murværk i klapfag, to brofag og to buefag, to ramperum inkl. trapper samt renovering af tunnel ved Thorshavnsgade. Rådgivningen er delt op i følgende to dele:

Renovering af Langebro del 1, som varetages af COWI som totalrådgiver, forløber i perioden 2021-2023, og omfatter følgende:



· Afklaringsfase for alle entrepriser i Renovering af Langebro (del 1 og 2)

· Projekteringsfase for entreprise E1, E2, E3, E5, E6 og E8

· Udførelsesfase for entreprise E1, E2, E3 og E5

Det materiale, der er udarbejdet i forbindelse med de ovenstående aktiviteter findes i Bilag H Baggrundsnotat.

Renovering af Langebro del 2, som er den her udbudte rådgiveropgave, vil hovedsagelig bestå af følgende overordnede ydelser:

  • Projekteringsfase (primært udbudsprojekt) for følgende entrepriser:
  • E4 Klappillerne
  • E7 Sti-tunnelen Thorshavnsgade
  • Udførelsesfase (tilsyn og assistance til byggeledelsen) for følgende entrepriser:
  • E4 Klappillerne
  • E6 Ramperum Amager
  • E7 Stitunnelen Thorshavnsgade
  • E8 Reetablering af installationer i Ramperum Amager

Entreprise E4 omhandler eventuel miljøsanering og renovering af beton indvendig i klapkældere og buefag over vand med adgang fra klapkældre både på Sjælland-siden og Amager-siden.

Entreprise E6 omhandler nedrivning af eksisterende inventar, indvendig betonrenovering, renovering af udvendigt murværk.

Entreprise E7 omhandler betonrenovering af gangtunnel (både in-situ og elementopbygget beton), beliggende i forlængelse af Thorshavnsgade.

Entreprise E8 omhandler retablering af installationer og varmeisolering mv. i

udlejelokalerne i Ramperum Amager.

Projektet, opdelingen af rådgivningsopgaven og entrepriserne mv. er nærmere beskrevet i bilag H Baggrundsnotat.

Materiale

Det fulde udbudsmateriale er offentligt tilgængeligt på

https://build.dalux.com/client/da-dk/public/tender/TID-25312

Bemærk at der løbende kan blive uploadet flere dokumenter på denne side i form af rettelsesblade eller andre meddelelser.