Søg

Sorteringspunkter på Vesterbro og i Kongens Enghave

Forvaltningen er i gang med at finde forslag til placering af sorteringspunkter på Vesterbro og i Kongens Enghave.

Vi finder placeringerne på baggrund af input fra Vesterbro Lokaludvalg, Kongens Enghave Lokaludvalg og fra københavnerne, som har indsendt mere end 4500 forslag til placeringer over hele byen via en digital kortløsning.

Samtidig sikrer vi bl.a., at placeringerne ligger bolignært, at placeringerne passer bedst muligt i byrummet, at der er plads til at skraldebilen kan standse for at tømme beholderne, og at anlægget ikke generer ledninger i luften eller i jorden.

Forslag til placering af sorteringspunkter på Vesterbro og i Kongens Enghave samles i en bydelsplan, som du får mulighed for at give dine forslag og kommentarer til. Planen skal herefter godkendes i Teknik- og Miljøudvalget.

Anlæg af sorteringspunkter

Anlægsarbejdet på Vesterbro og i Kongens Enghave går i gang i 2023. Hvis du er nabo til et sted, hvor vi skal i gang med at lave et nyt sorteringspunkt, får du information om, hvad der skal ske, og hvornår det skal ske.