Tilforordnet ved Folketingsvalget 2026
Hvis siden er blank, når du følger linket, er der ikke nogen ledige pladser lige nu.
Når du tilmelder dig, skal du logge på med MitID og gennemføre alle 4 trin i tilmeldingen. Du er først endeligt tilmeldt, når du modtager en bekræftelse fra Københavns Kommune gennem Digital Post.
For at hjælpe til som tilforordnet, skal du bo i Københavns Kommune og kunne stemme til valget.
Spørgsmål og svar om at være tilforordnet
Fold alle ud
Hvad skal man lave som tilforordnet?
Som tilforordnet er du ude på et valgsted og hjælper til. Du kan bl.a. få til opgave at sidde ved et valgbord og modtage valgkort og udlevere stemmesedler, eller du kan få til opgave at holde øje med, at vælgerne lægger stemmesedlerne i stemmeurnerne. Når valghandlingen er afsluttet, skal du hjælpe med at tælle stemmerne op.
Hvad skal man lave som aftentæller?
Som aftentæller hjælper du med at tælle stemmerne op, efter valgstedet er lukket.
Hvornår kan jeg tilmelde mig?
Du kan tilmelde dig fra nu af på ovenstående links.
Skal jeg bruge MitID for at tilmelde mig?
Du skal tilmelde dig via MitID. Hvis du ikke har MitID, kan du kontakte valgsekretariatet på valg@kk.dk for at tilmelde dig.
Får jeg en betaling for at deltage som tilforordnet?
Du modtager en diæt på 1380 kr. som tilforordnet, for at være med fra kl. 7 og til optællingen er færdig.
Som aftentæller modtager du en diæt på 460 kr.
Diæten bliver udbetalt til din NemKonto i slutningen af april.
Hvor længe skal man være på valgstedet som valgtilforordnet?
Som tilforordnet skal du blive på valgstedet indtil de sidste stemmer er talt op. Vi kan ikke på forhånd sige, hvornår på aftenen dette vil ske.
Det valgsted, jeg gerne vil tilmelde mig, fremgår ikke på tilmeldingssiden
Hvis et valgsted ikke fremgår på tilmeldingssiden, er det fordi at alle pladser på valgstedet er optaget.
Du kan tilmelde dig et andet valgsted eller holde øje med siden i tilfælde af, at der kommer en ledig plads på det ønskede valgsted.
Kan jeg stemme på det valgsted, hvor jeg er valgtilforordnet?
Du kan på valgdagen kun stemme på det valgsted, der fremgår af dit valgkort. Hvis du er tilforordnet anbefaler vi derfor, at du brevstemmer på forhånd. Du kan brevstemme i perioden den 26. februar t.o.m. den 20. marts. Læs mere om brevstemmesteder og åbningstider her.
Kan jeg være tilforordnet, hvis jeg ikke bor i Københavns Kommune?
Du kan kun være tilforordnet i den kommune, hvor du har bopæl. Derudover skal du have stemmeret til folketingsvalget for at være tilforordnet.
Jeg er fritaget Digital Post. Hvordan modtager jeg information om min opgave som tilforordnet?
Hvis du er fritaget Digital Post kan du kontakte valgsekretariatet på valg@kk.dk. Så sørger vi for, at du modtager den nødvendige information med fysisk post eller på mail.