Tre ud af fire elever fik markant mindre fravær: Nu bliver succesfuld fraværsindsats udvidet til 13 nye skoler

På Nørrebro Park skole har indsatsen "Kom glad i skole" givet tre ud af fire deltagende elever markant mindre fravær. Nu bliver ordningen udvidet til 13 nye skoler.

Ingen tætte venner, dårlig søvn eller alvorlig sygdom i den nærmeste familie.

Det kan være nogle af de forklaringer sundhedsplejersken på Nørrebro Park Skole møder, når hun taler med elever med begyndende fravær som en del fraværsindsatsen "Kom glad i skole".

Indsatsen er så stor en succes, at den nu bliver udvidet til 13 nye skoler i København.

- Det er ikke altid, at vi skal gå over åen efter vand. Nogle gange er de bedste løsninger lige for øjnene af os. I København har vi utroligt mange dygtige, kloge og inspirerende ansatte, der hver dag gør deres ypperste for byens børn. Det er et forbilledligt arbejde, de har lavet på Nørrebro Park Skole, som jeg er sikker på, nu vil komme mange flere til gode, fortæller børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager, Konservative.

"Kom glad i skole" er udviklet af blandt andre sundhedsplejersken på Nørrebro Park Skole, hvor indsatsen siden 2021 har haft en positiv effekt på fraværet. En undersøgelse viser, at tre ud af fire elever fik markant mindre fravær.

- Skolerne kan se frem til en positiv effekt på elevernes fravær. Det bliver mindsket med den her indsats. Vi kan se, at det gør en forskel, at sundhedsplejerskerne kan udvide samtalen og tale om udfordringer i hjemmet på en anden måde. De kan laver koblingen mellem hjem, sundhed og trivsel med deres særlige faglighed. Men det er afgørende at skolerne griber det gode arbejde sundhedsplejerskerne laver. De laver det indledende arbejde, men det er skolerne, der skal følge det til dørs, fortæller skoleleder på Nørrebro Park Skole, John Nielsen.

Problematikker bliver opdaget flere år tidligere

Projektet "Kom glad i Skole" startede med ideen om at gribe fravær an på samme måde som en arbejdsplads, hvor elever med bekymrende fravær kommer til samtale med en sundhedsplejerske, hvor der ikke kun bliver spurgt ind til skolen, men også familie, søvn, kost, venner og andet, som er vigtigt for at trives.

Når indsatsen starter i 5.-klasse, så bliver der sendt et brev ud fra skolens ledelse til alle elever, om at der er fokus på fravær. Allerede brevet alene er med til at få fraværet til at falde. De elever med et højt fravær, som er i målgruppen fra indsatsen, bliver herefter inviteret til en individuel samtale.

- Vi kan se, at vi opdager problematikker langt tidligere. Nogle gange flere år tidligere. Når vi taler med eleverne ud fra deres perspektiv, så får vi gode og nuancerede svar, som kan være med til at forklare fraværet. Det kan være, at der er alvorlig sygdom i den nærmeste familie, eller at en elev ikke sover om natten, og når vi kender problematikkerne, så kan vi have fokus på det og sætte ind, fortæller Helle Attrup-Christiansen, sundhedsplejerske på Nørrebro Park Skole.

”Kom glad i skole – hver dag”

Formål: At forebygge mistrivsel og reducere bekymrende skolefravær hos børn og unge i København.

Dokumenteret effekt: En evaluering viste, at 3 ud af 4 deltagende elever (75 pct.) på Nørrebro Park

Skole havde et væsentligt lavere fravær 10 måneder efter indsatsen.

Metode: Skolesundhedsplejersken afholder trivselssamtaler med elever med begyndende fravær og afdækker helbred, sociale relationer, søvn, spisevaner samt trivsel i skolen og hjemmet.

Økonomi: Der afsættes 1,12 mio. kr. årligt.

Kontakt

Pressetelefon

Modtager ikke sms.