Sundhedsplejersker i København får nu bedre mulighed for systematisk at opspore vold i småbørnsfamilier

Sundhedsplejerskerne i landets største kommune får med en ny screeningsmodel bedre mulighed for at spotte familier præget af utryghed og vold. Det sker som følge af udbredelsen af indsatsen "Sammen uden vold – Småbørnsforældre".
Foto af materialer, der bliver brugt i "Sammen uden vold - Småbørnsforældre".

Fra september bliver indsatsen Sammen uden vold – Småbørnsforældre, som er udviklet af Mary Fonden, Dialog mod Vold og Ole Kirk’s Fond, taget i brug i København.

Indsatsen skal gøre byens sundhedsplejersker bedre til systematisk at spotte familier, der lever med voldsomme konflikter og vold. De kan derfor også bedre tilbyde den rette hjælp til forældrene tidligt i barnets liv. Formålet er at forebygge, at børn vokser op i et hjem præget af utryghed eller vold.

Kommunerne Albertslund, Glostrup, Helsingør, Hvidovre og Høje-Taastrup arbejder allerede med indsatsen, og en evaluering i de fem pilotkommuner viser, at den virker. På tværs af de fem kommuner opsporede sundhedsplejerskerne efter implementeringen af screeningsmodellen til sammen 181 familier på halvandet år mod 8-22 familier i en tilsvarende periode inden indsatsen.

Mary Fondens direktør Helle Østergaard glæder sig over, at indsatsen nu skal gøre sig gældende i landets største by, hvor hvert sjette barn i Danmark bliver født.

 - Med indsatsen har vi set, at sundhedsplejerskerne finder langt flere familier og henviser dem til den hjælp, de har brug for, efter at screeningen er blevet en naturlig del af deres arbejde. At indsatsen nu bliver udbredt til landets største kommune, er et stort skridt i retningen mod at sikre, at færre børn vokser op i familier med vold, siger Helle Østergaard, direktør i Mary Fonden.

Store forhåbninger til indsatsen
I Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune glæder man sig til at implementere den nye indsats.

 - Børn i København skal vokse op i trygge og gode rammer. Og når der viser sig en indsats, som kan være med til at opspore og forebygge utryghed og vold i småbørnsfamilier, så vil vi gerne være med. Indsatsen har vist flotte resultater i en række nærliggende kommuner, og jeg har en stor forhåbning om, at det samme vil være tilfældet i København, siger fagdirektør i Børne- og Ungdomsforvaltningen Gitte Lohse.

Hun understreger, at den nye indsats spiller godt sammen med, at de københavnske sundhedsplejersker for nylig har fået mere frihed til at bruge deres faglighed, når de besøger småbørnsfamilier.

Ud over de fem pilotkommuner og nu Københavns Kommune er indsatsen Sammen uden vold – Småbørnsforældre blevet udbredt i Bornholms Regionskommune, Halsnæs Kommune samt i Odense og Assens gennem projekt- og forskningssamarbejdet STOP Volden Sammen*. Flere kommuner i Region Hovedstaden kommer til i efteråret.

*STOP Volden Sammen er et samarbejde mellem Region Syddanmark (Odense Universitetshospital – Svendborg Sygehus), Syddansk Universitet (Klinisk Institut, Forskningsenheden for Almen Praksis og Institut for Psykologi), Mary Fonden, Dialog mod Vold, Ole Kirk’s Fond, Odense Kommune, Assens Kommune og alment praktiserede læger i Region Syddanmark. Projektet er støttet af Region Syddanmark, Offerfonden og Ole Kirk’s Fond.

Fakta om "Sammen uden vold - småbørnsfamilier"

  • Sammen uden vold – Småbørnsforældre er et samarbejde mellem Mary Fonden, Dialog mod Vold og Ole Kirk’s Fond og er udviklet af organisationerne i samarbejde med Albertslund, Glostrup, Helsingør, Hvidovre og Høje-Taastrup Kommuner.
     
  • Indsatsen består af en screeningsmodel, som er et dialogbaseret redskab, hvor sundhedsplejerskerne flere gange spørger småbørnsforældre til parforhold, trivsel, konfliktniveau og vold i løbet af barnets første leveår som en del af sundhedsplejerskernes besøg hos familierne.
     
  • Sundhedsplejerskerne opkvalificeres samtidig i viden om vold i nære relationer og i at rådgive forældre og henvise dem videre til den relevante hjælp og støtte. Det kan fx være konflikthåndteringsgruppeforløb, som er en del af Sammen uden vold, eller andre tilbud i kommunen eller civilsamfundet alt efter forældrenes behov og situation. Med Sammen uden vold – Småbørnsforældre skabes der også nye procedurer og arbejdsgange, som skal sikre, at sundhedsplejerskerne kender deres handlemuligheder, når de opsporer voldsomme konflikter eller vold i en familie.
     
  • Evalueringen af indsatsen i de fem projektkommuner viser blandt andet, at sundhedsplejerskerne efter implementeringen til sammen opsporede 181 familier på halvandet år mod 8-22 familier i en tilsvarende periode inden indsatsen.
     
  • Evalueringen viser også, at forældre, der har deltaget i konflikthåndteringsgruppeforløb, oplever generel stor værdi af forløbet, især ved at blive bedre til at kommunikere og håndtere konflikter med hinanden.
     
  • Sammen uden vold – Småbørnsforældre bygger på erfaringer fra projektet Sammen uden vold – Gravide, der er udviklet af Mary Fonden, Dialog mod Vold, Amager og Hvidovre Hospital og Østifterne. Siden 2020 har jordemødre på Amager og Hvidovre Hospital screenet gravide for voldsomme konflikter og vold og hjulpet dem videre til et liv uden vold.

Kontakt

Børne- og Ungdomsforvaltningens pressetelefon

Børne- og Ungdomsforvaltningens pressetelefon

Modtager ikke sms.