Skolen ved Dybbølsbro blev indviet med fest og fællesskab

Fredag den 25. april blev Skolen ved Dybbølsbro officielt indviet med en festlig fejring i Kødbyen. Overborgmester Lars Weiss og børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager deltog sammen med elever, forældre, medarbejdere og byggeriets mange aktører.

Den røde løber var rullet ud, og skolens nye idrætssal summede af liv. Glade elever, stolte forældre og engagerede medarbejdere fejrede sammen indvielsen af deres nye skole med fællessang, store smil og taler. 

Med ordene "Jeg erklærer hermed Skolen ved Dybbølsbro officielt åben" åbnede skoleleder René Ørum dørene til en ny æra – og til et læringsmiljø, der afløser hans og elevernes tidligere rammer på Gasværksvejens Skole.

Udover skoleleder René Ørum satte Københavns overborgmester Lars Weiss, børne- og ungdomsborgmester Jakob Næsager, skolens elevrådsrepræsentanter og skolebestyrelsens forperson ord på både stoltheden over det nye skolebyggeri og de store forventninger til fremtiden. 

Eleverne viste stolt rundt i de nye rammer 

Indvielsesfesten bød ikke kun på taler. Eleverne optrådte med sang og havde god tid til at vise deres familier rundt på deres nye skole. Allerede den 23. april rykkede de ind i de nye lokaler og har siden taget de mange faciliteter i brug – blandt andet rutsjebane, trampoliner og kreative læringsrum, der gør skoledagen både sjovere og mere inspirerende.

Cirkulær tankegang og bæredygtig indretning 

Skolen ved Dybbølsbro er et eksempel på, hvordan bæredygtighed og funktionalitet kan gå hånd i hånd. I stedet for at købe nyt inventar er over 500 taburetter og 200 elevborde blevet upcyclede og genbrugt – med omtanke for både æstetik, funktion og miljø. Målet har været klart: at mindske CO₂-aftrykket, fremme cirkulær økonomi og inspirere til en ny tankegang omkring skoleindretning i København. 

En skole for hele bydelen 

Skolen er skabt til mere end blot undervisning. Efter skoletid åbnes faciliteterne op for Vesterbros borgere og foreningsliv, som får adgang til idrætshal, faglokaler og udearealer. Med sin arkitektur, inspireret af Kødbyens udtryk, er bygningen tænkt som både et funktionelt læringsmiljø og et levende mødested for hele bydelen. 

Indvielsen markerede derfor ikke bare åbningen af et skolebyggeri – men også en investering i fællesskab, bæredygtighed og fremtidens børneliv.

Overborgmester Lars Weiss (S) 

-København har fået en topmoderne og flot ny skole, der skriver sig ind i Vesterbros historie. Bygningen afspejler med sine former og hvide fliser beliggenheden i Kødbyen og passer ind i helheden, men er samtidig helt sin egen. Jeg glæder mig over, at skolen ikke kun kommer elever og medarbejdere til gode, men også bliver til glæde for lokalsamfundet og foreningslivet, der kan bruge legepladser og udearealer, idrætshal og andre lokaler, når skoledagen er slut. 

Børne- og Ungdomsborgmester Jakob Næsager (K) 

-Skolen ved Dybbølsbro er et forbillede for fremtidens skoler – et eksempel på, hvordan en moderne skolebygning kan skabe de bedste rammer for børns læring og udvikling. Min ambition er, at vi i København bliver danmarksmestre i børneliv. Derfor er jeg stolt over, at vi nu kan tilbyde vores børn endnu en skole af højeste kvalitet, der understøtter både deres trivsel og faglighed. 

Skoleleder René Ørum 

-Det er en stor fornøjelse at være rykket ind i de nye rammer i Kødbyen, hvor der er plads til, at vores skole kan udvikle sig. Vi har fået helt nye og bedre muligheder for at lave skole på bedste vis – og det fortjener eleverne. Bygningen, vi er flyttet fra, har masser af kultur og sjæl, som vi har gjort os umage for at tage med os i flyttekasserne, så traditionerne kan leve videre her. Nu begynder et nyt kapitel i skolens stolte historie, og vi glæder os til rejsen.

Kontakt

Børne- og Ungdomsforvaltningens pressetelefon

Børne- og Ungdomsforvaltningens pressetelefon

(modtager ikke SMS)

For kontakt til overborgmester Lars Weiss eller spørgsmål til Byggeri København

For kontakt til overborgmester Lars Weiss eller spørgsmål til Byggeri København

Økonomiforvaltningen

(modtager ikke SMS)