Nyt nattested tilbyder ro og hjælp i byens natteliv
Nattelivet i Indre By tiltrækker hver weekend mange mennesker til byen, som søger en velfortjent pause fra hverdagen. For nogle - særligt unge - kan nattelivet også være en overvældende oplevelse. Der kan opstå behov for at trække sig fra festen, tale med en ædru voksen eller få hjælp i en svær situation.
Det bliver der bedre mulighed for nu.
Fra 1. maj vil lokalerne i Fairhuset København i Skindergade 26 være åbent som et sted, hvor især unge kan tage en pause fra festen, lade sin telefon op eller vente et trygt sted på en taxa eller blive hentet. Pilotprojektet drives i samarbejde mellem Københavns Kommunes Natteværter og Fairhuset København.
“Københavns natteliv skal have balancen mellem festligt samvær og rolige rammer, hvor man kan søge trygheden og komme godt videre. Det vil vi nu styrke yderligere i form af Fairhuset, der kan være et pusterum i natten for byens unge, når festen tager overhånd. Jeg håber, at pilotprojektet kan bidrage til et mere trygt, ansvarligt og godt natteliv for alle, så den positive udvikling for nattelivet kan komme et endnu bedre sted hen,” siger kultur-, fritids- og borgerserviceborgmester Christopher Røhl (RV).
Et sted i natten
Fairhuset København vil være åbent hver torsdag fra kl. 20.00 til 04.00 samt fredag og lørdag fra kl. 22.00 til 06.00 i en forsøgsperiode. Der vil altid være minimum to Natteværter til stede.
Stedet bliver et fast omdrejningspunkt for Natteværternes arbejde med at skabe tryghed i nattelivet og mindske gener i gaderne. Samtidig får gæsterne et tydeligt sted at henvende sig, hvis de har brug for hjælp.
Det vil også fungere som et samlingspunkt for samarbejdet mellem nattelivets tryghedsskabende aktører, herunder politi, ambulancetjeneste og frivillige organisationer.
Pilotprojektet er etableret på baggrund af ønske fra flere aktører i nattelivet om en central og let tilgængelig lokation, hvor nattelivsgæster kan tage en pause eller få kontakt til hjælp.
“Med en fast base får vi et stærkere udgangspunkt for vores tryghedsopsøgende arbejde om natten ude i gaderne. Det giver os bedre muligheder for at hjælpe folk, skabe overblik og samarbejde med andre aktører. Samtidig får gæsterne et tydeligt sted at kunne henvende sig,” siger leder af Natteværterne, Christian Klinke.
Pilotprojektet skal undersøge, hvordan et fast, åbent sted kan bidrage til øget tryghed og trivsel i Middelalderbyens natteliv. Erfaringerne vil danne grundlag for en samlet evaluering.
“Fairhuset København er i forvejen et sted, hvor unge kan træde ind i et fællesskab. Nu åbner vi dørene om natten og giver plads til de unge, der har brug for et pusterum fra nattelivet. Vi er stolte af at være en del af initiativet og med til at skabe et mere omsorgsfuldt natteliv i København,” siger daglig leder, Heidi Seidelin fra Fairhuset København.
Fairhuset København er til daglig et åbent møde- og aktivitetssted for unge mellem 17 og 25 år, hvor der blandt andet afholdes koncerter, tøjbytte, åbent værksted og andre sociale arrangementer. Med åbningen om natten får stedet i Skindergade nu også en rolle for unge i byens natteliv.
Fairhuset i København er en del af et større støttet projekt faciliteret af KFUM og KFUK i Danmark. Med Fairhusene i Aarhus og Esbjerg har Den A.P. Møllerske Støttefond støttet med 20 millioner kroner og Nordea-fonden med 10 millioner kroner til hele projektet.
Første natåbning med Natteværterne i Fairhuset København forventes at finde sted fredag den 8. maj 2026.
Kontakt
Pressekontakt Kultur-, Fritids og Borgerserviceforvaltningen
(modtager ikke SMS)