Arkivnyhed - Kan være forældet

Ny analyse: Akademikere skal søge job længere væk og i det private

Der er job at hente, hvis beskæftigelsesindsatsen for dimittender målrettes endnu mere mod det private erhvervsliv.

København har som landets største studieby omkring 5.500 ledige akademikere. En ny analyse viser, at der er job at hente, hvis beskæftigelsesindsatsen for dimittender målrettes endnu mere mod det private erhvervsliv, og de nyuddannede akademikere ændrer deres mønster for at søge et arbejde.

Langt flere nyuddannede akademikere kan komme i arbejde, hvis de bare søger et job længere væk fra, hvor de bor. Derudover skal beskæftigelsesindsatsen for dimittender målrettes endnu mere mod private virksomheder, som har god nytte af akademikere. Det viser en ny analyse af dimittendledigheden i Københavns Kommune.

"Akademikerledigheden er en af de nødder, vi endnu ikke har knækket. Vi står med alt for mange dygtige hoveder, som samfundet har investeret mange penge i, og som modtager offentlige ydelser. Analysen viser, at der er flere håndtag, vi kan og skal skrue på for at få flere nyuddannede akademikere i arbejde, og vi vil nu undersøge, hvordan den eksisterende indsats i højere grad kan rettes mod de private virksomheders behov for arbejdskraft", siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard.

"Vi bliver nødt til at stille flere krav til dimittenderne om at søge flere private job. De skal også søge længere væk fra hvor de bor, og så overveje, om ikke det tjener dem bedre at komme i gang med et job, der måske ikke helt er i deres uddannelsesfelt, men som trods alt er en god indgang til arbejdsmarkedet. De skal se på deres kompetencer fra universitetet med andre øjne", siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Københavns Kommune har sat 4,3 millioner kroner af til et særligt før-dimittend forløb over de næste fire år. Et samarbejde med universiteterne skal give dimittender større jobfokus, inden de er færdige på studiet.

I denne uge lancerer kommunen desuden en kampagne i gadebilledet målrettet nyuddannede akademikere. Kampagnens budskab er, at mange mindre virksomheder er i vækst og har brug for akademisk arbejdskraft, men de ledige akademikere skal selv "sparke døren ind".

Analysen fra den tværgående analyseenhed i Økonomiforvaltningen

Undersøgelsen viser blandt andet:

  • De ledige københavnske akademikere søger job alt for tæt på, hvor de bor. Analysen viser, at kun omtrent hver tredje ledig dimittend får job uden for København. De ledige søger heller ikke længere væk, jo længere tid de er ledige.
  • Beskæftigelsesindsatsen skal målrettes endnu mere mod de private virksomheder, fordi den offentlige sektor ikke kan opsuge det stigende antal akademikere.
  • Private virksomheder har generelt stor gavn af at ansætte akademikere.
  • Det kan få langvarige konsekvenser for karrieren, hvis en dimittend starter tilværelsen uden for universitetsmurene med et længere ledighedsforløb.
  • Der er særlig stor ledighed for særlige grupper, bl.a. dem, der ikke har et studiejob undervejs, er over 30 år, når de bliver færdige, og dem der er mere end seks år om at gennemføre uddannelsen.