Ny aftale sikrer 1,1 mio. kr. til ”Genskabet” og hjemløse på vej i egen bolig

Et af de projekter, der med Overførselssagen 2025-2026 er blevet afsat penge til, er ”Genskabet”, hvor hjemløse på vej i egen bolig kan få hjælp til at skabe sig et mere værdigt hjem.
”Genskabet” er udsprunget af en lignende indsats i Socialforvaltningen målrettet sårbare børnefamilier.

Hjemløse københavnere, der har levet på gaden eller på herberger, har ofte få eller slet ingen personlige ejendele med sig, når de får nøglerne til deres nye hjem.

Socialforvaltningen satte derfor sidste år gang i et pilotprojekt, hvor hjemløse københavnere, som er på vej i eller for nylig er flyttet i egen bolig, kan få hjælp til at indrette et mere personligt hjem med for eksempel genbrugsmøbler, elektronik, tæpper og ting til køkkenskufferne.

Nu har partierne bag budgetaftalen 2026 fundet i alt 1,1 millioner kroner, så Socialforvaltningen kan sikre, at ”Genskabet” lever videre i samarbejde med en civilsamfundsorganisation.

Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) siger:
”Når tidligere hjemløse københavnere får deres egen bolig, så er det altid en glædelig begivenhed. Men et sæt nøgler og en seng er bare aldrig nok til at skabe et hjem. Der er brug for hjælp til at gøre fire kolde vægge til et sted, som føles personligt og hyggeligt. Vi har set, hvordan ”Genskabet” er lykkedes med at hjælpe tidligere hjemløse med at indrette et hjem, der passer til dem og deres behov. Det er skønt, når det lykkes at skabe nogle rammer, som føles personlige og giver ro.  Det er præcis den slags værdige og konstruktive initiativer, vi har brug for flere af.”

”Genskabet” skal blandt andet bidrage til at undgå, at tidligere hjemløse opgiver deres lejlighed for igen at bo på gaden eller et herberg. På den måde bliver ”Genskabet” et positivt supplement til Socialforvaltningens øvrige Housing First-indsatser, som går ud på, at flere hjemløse skal i egen bolig.

”Genskabet” er udsprunget af en lignende indsats i Socialforvaltningen målrettet sårbare børnefamilier, som har svært ved at få økonomien til at hænge sammen. Her har sårbare børnefamilier siden 2024 haft adgang til for eksempel genbrugsmøbler, men også tøj, legetøj og elektronik.

Hvad er "Genskabet"?

Genskabet er et gratis varehus for sårbare københavnere, som mangler inventar og andet til deres hjem. Målgruppen er blandt andet hjemløse på vej i egen bolig, som modtager bostøtte eller lignende indsatser i regi af Housing First-tilgangen, hvor første skridt er at komme i egen bolig kombineret med social støtte.

Læs aftaletekst for Overførselssag 2025-2026 

Kontakt

Socialforvaltningens pressetelefon

Tlf: 23 25 66 53

Modtager ikke SMS