Nu åbner ny grøn plads for enden af Bavnehøj Allé

Området får en ny plads og en helt ny indgang til Vestre Kirkegård fra Sjælør Boulevard. Københavns Kommune står for projektet, der er det sidste og største aftryk af beboernes engagement i udviklingen af kvarteret gennem Områdefornyelse Bavnehøj.
Billede
Lyskransen ved Bavnehøj Allé
Kvarterplads for enden af Bavnehøj Allé er blevet til et nyt centralt samlingssted, hvor man lige nu kan nyde det store juletræ. Foto: Københavns Kommune

Kvarterpladsen for enden af Bavnehøj Allé er blevet til et nyt centralt samlingssted, hvor man lige nu kan nyde det store juletræ. Rest af året, kan beboerne bruge det til at mødes og fortsætte kvarterets traditioner med loppemarkeder, sommerfesten Best of Bavnehøj og fastelavnsfester.

En del af projektet betyder, at der nu er lukket for biltrafik på pladsen og ind på Vestre Kirkegård. Det betyder, at gående, cyklende og børn, der leger på pladsen, nu kan færdes sikkert.

Der er plantet 11 nye træer på kvarterpladsen og 22 nye træer ved den nye indgang fra Sjælør Boulevard, 18 buske og 26 stedsegrønne buske samt ny bøgehæk. Til foråret vil Københavns Kommune plante engstauder, så enggræs og sætte blomsterløg.

Der er skabt nye opholdszoner, hvor man kan sætte sig på en bænk og nyde en kop kaffe og de nye blomsterkrukker imens ungerne leger.

Teknik- og miljøborgmester, Line Barfod er glad for, at det nye projekt nu står klar, så beboerne kan bruge området:

”Det betyder meget, at vi har mulighed for at skabe flere grønne åndehuller i byen. Mange bor i lejlighed i området ved Bavnehøj Allé og har savnet grønne steder, hvor man kan høre fuglesang, se blomster og få hilst på naboerne. Med den nye indgang og den oplyste stiforbindelse igennem Vestre Kirkegaard får vi bundet byen bedre sammen og skabt en grøn og tryg sti til glæde for gående og cyklister. Projektet er et godt eksempel på, at der kommer gode løsninger for byen, når vi som kommune arbejder tæt sammen med beboerne i et område,” siger hun.

Ny grøn og oplyst sti

Sammenhængen i kvarteret bliver styrket med en mere direkte og tryg rute over kirkegården. Særligt elever fra Bavnehøj Skole bruger forbindelsen. Med god belysning tæt på stien, vil turen føles mere sikker for børn såvel som voksne i de mørke timer.

En ny indgang til kirkegården fra Sjælør Boulevard er designet med brede trappetrin og ramper på begge sider, så gående og cyklister får nemmere adgang til og fra Vestre Kirkegaard. De brede trin og mange nye træer skaber samtidig en behagelig plads, hvor områdets beboere kan tage en pause og nyde omgivelserne.

Bavnehøj har mere at glæde sig til

Efter indvielsen af Bavnehøj Allé og den nye indgang fra Sjælør Boulevard, vil beboerne i Bavnehøj stadig kunne opleve entreprenørmaskiner i kvarteret. Det skyldes, at der fortsat arbejdes på et skybrudssikringsprojekt på Vestre Kirkegård, og så skal Østre Kapel og arealet omkring det omdannes til teaterkulturhus.