Livlig weekend i byen – lad bilen stå

København kommer til at summe af liv i weekenden med store arrangementer som Copenhagen Sprint, Pokemon Go og en koncert med Christopher. Det betyder trafikale ændringer i store dele af byen, og bilister opfordres til at lade bilen blive hjemme.
Billede
oversigtskort over trafikafspærringer i forbindelse med Copenhagen Sprint
Afspærringer ved Copenhagen Sprint

Elitecyklister, glade musikfans og mennesker, der fanger virtuelle figurer i Fælledparken kommer til at sætte præg på København i den kommende weekend. Det bliver festligt, men det bliver også udfordrende for trafikken.  

Derfor lyder der fra Mikkel Mindegaard, enhedschef for arrangementer & gadesalg i Københavns Kommune, en klar opfordring til de københavnske trafikanter: 

“Lad bilen stå i garagen og bevæg jer så vidt muligt til fods eller med kollektiv transport. Og så helt generelt vær tålmodige og forvent, at det tager længere tid og er lidt mere besværligt at komme rundt,” siger han.   

Han understreger, at der er taget højde for, at beredskabskøretøjer kan komme rundt i byen, hvis der sker ulykker. 

Også i den offentlige transport kommer man til at kunne mærke det ekstra tryk. DSB og Metro sætter ekstra tog ind, men man skal stadig forvente længere rejsetid.  

Her sker det

10.-12. juni: 3 days of Design – hele byen 

12-14. juni: PokemonGo - Fælledparken 

13. juni: Koncert med Christopher – Valbyparken 

13.-14. juni: CPH Photo Festival - Kongens Nytorv & Havnegade V. Inderhavnsbroen  

13-14. juni: Copenhagen Sprint – hele byen påvirkes 

Udover de professionelle cykelløb er der mulighed for at deltage i en lang række begivenheder under Copenhagen Sprint: Folkecykelløb, ladcykelkaravane og cykelfestival i Østre Anlæg.  

Sådan kommer du bedst rundt i byen under Copenhagen Sprint 

• Tag cykel, S-tog eller metro, hvis muligt 

• Tjek Rejseplanen, hvis du kører med offentlig transport 

• Lyt til DR P4 Trafik 

• Planlæg din rejse, og tag afsted i god tid 

Vigtig info, hvis du skal hjem fra Folkemødet 

Flere vejarbejder på Amager, herunder en udvidelse af Øresundsmotorvejen, oven i de mange begivenheder i København denne weekend, vil sætte præg på fremkommeligheden, hvis man kommer hjem fra Folkemødet på Bornholm over Sverige.  

Bilister opfordres til at beregne ekstra rejsetid og holde øje med trafikinformation. 

Yderligere kontakt

Er der spørgsmål til trafikken i forbindelse med Copenhagen Sprint, kan man skrive til: traffic@copenhagensprint.com 

Fra mandag den 1. juni vil det være muligt at ringe til Copenhagen Sprints telefon-hotline på tlf. 2223 8333 

1.-5. juni kl. 10-16 

8.-12. juni kl. 10-16 

13.-14. juni kl. 7-18