Arkivnyhed - Kan være forældet

Leg og læring i det blå – Naturpark Amager åbnes mod vandet

En række nye tilbud langs vandet ved Naturpark Amager er klar til at blive taget i brug af københavnere og andre nysgerrige gæster. Projektet er udført med støtte fra en række fonde, herunder Nordea-fonden.

De fleste københavnere kender sikkert Amager Fælled, Kalvebod Fælled og måske endda også Naturpark Amager. Det store grønne område på det vestlige og sydlige Amager er hjemsted for et rigt dyre- og planteliv og har været et yndet udflugtsmål i adskillige år.

Langs med fælleden løber Københavns havn, sluseløbet og Kalveboderne, og nu bindes vandet og landet tættere sammen, så besøgende kan opleve begge elementer på nærmeste hold.

En række nye tiltag og faciliteter er fra den 8. juni klar til at tage imod københavnere og andre gæster. Det omfatter blandt andet en ny badezone ved Byskoven, hvor der også er et nyt madpakkehus, og både nord og syd for slusen er der adgang til vandet via nye flydebroer og trædæk.

Derudover er der nord for slusen skabt et nyt udkigspunkt, aktivitetsbaner og en pavillon, hvor der er mulighed for at undervise i naturen og livet over og under vandet.

Både ved badezonen ved Byskoven og ved det nye læringsmiljø nord for havneslusen er der etableret nye toiletter. Alle faciliteterne ligger i naturparken og langs Amager Fælled og Havneringen og er oplagte udflugtsmål for københavnerne. De kan også benyttes af skoler og institutioner.

De nye tilbud og faciliteter indvies officielt den 8. juni og er opført med støtte fra Nordea-fonden, Lokale- og Anlægsfonden og Friluftsrådets udlodningsmidler til Friluftsliv. Partnerskabet bag Naturparken består af Naturstyrelsen, Københavns Kommune, Tårnby Kommune, Dragør Kommune og By&Havn.

Teknik- og Miljøborgmester Line Barfod (EL) siger:

”Vi skal gøre byens natur tilgængelig for flere. Det gælder både den del, der findes på land, og det, som findes langs med eller under vandet. Kun ved at komme i naturen og høre og lære om den får vi udbredt forståelsen af, hvor vigtig den er for København og for os alle sammen. De nye tilbud er både vigtige og spændende og kan bidrage til leg og læring om den blå natur i København.”

Administrerende direktør i By&Havn, Anne Skovbro, siger:

”Naturpark Amager er et unikt område med et stort potentiale, som vi hele tiden forsøger at forløse til gavn for parkens brugere og besøgende ved hjælp af nye tiltag. Vi kan se i partnerskabet, at vi er på rette vej, da flere og flere bruger parken. Og med de nye faciliteter åbner vi op, så flere kan få glæde af naturparken."

Flemming Torp, næstformand i Friluftsrådet og formand for Udlodningsudvalget, siger:

”Vi er rigtig glade for at have støttet et projekt som dette, der skaber bedre muligheder for friluftsliv i et bynært område. Vi er overbeviste om, at denne nye adgang til naturoplevelser ved vandet vil tiltrække både turister og mange af borgerne i København.”

Udviklingskonsulent Jakob Færch, Lokale og Anlægsfonden, siger: 

”Med de nye støttepunkter og aktivitetsfaciliteter sikres der flere og bedre oplevelsesmuligheder for både naturuvante og rutinerede brugere af Naturpark Amager og Københavns Havn. Faciliterne binder byen og vandet sammen, og kan være med til at styrke hverdagsfriluftslivet for de københavnske familier, skoleelever og foreninger. Der er brug for flere grønne og blå åndehuller, og det er derfor glædeligt at partnerskabet har sat fokus på at udnytte potentialet og aktivere den nære natur i København.”