Kommunehospitalet bliver omdannet til nyt byrum med boliger

Københavns gamle kommunehospital mellem søerne og Botanisk Have skal udvikles til et byområde med boliger, cafeer, restauranter, butikker, værksteder og andre erhverv. Økonomiudvalget har banet vejen og sender det ambitiøse projekt videre.

I 1863 stod det spritnye kommunehospital klar med topmoderne faciliteter og haveanlæg til patienter og ansatte. Siden flyttede studerende og undervisere fra Københavns Universitet ind. Og i fremtiden kan de karakteristiske, gule bygninger huse en farverig skare af forskellige brugere og erhverv, når området bliver omdannet på en helt ny måde.

”Jeg er virkelig glad for, at vi nu baner vejen for, at kommunehospitalets smukke gamle bygninger og grønne haver kan komme københavnere og besøgende til gode og ikke kun byens studerende. Vi får både flere boliger og nye byrum i historiske omgivelser. Som studerende gik jeg gennem de gamle hospitalsporte for at komme til undervisning, og nu ser jeg frem til at tage derhen for i stedet at drikke en kop kaffe på en café eller besøge de nye værksteder med mine børn,” siger overborgmester Sisse Marie Welling.

Københavns Kommunes Økonomiudvalg har netop vedtaget, at en ny lokalplan for området samt kommuneplantillæg sendes videre til Borgerrepræsentationen og derefter i offentlig høring.

Dermed bliver der mulighed for en bredere anvendelse af kommunehospitalet end hidtil. Københavns Universitet ventes at flytte om nogle år, og det er planen, at området skal huse både boliger, undervisning og institutioner, kontorer, mindre butikker, caféer, restauranter, hotel og værksteder.

”Jeg stemte for projektet, fordi det sigter mod at åbne området mere op mod byen, med respekt for haveanlægget og bygningernes historie. Nu ser jeg frem til at høre, hvad københavnerne mener, når lokalplanen bliver sendt i offentlig høring”, siger klima-, miljø- og teknikborgmester Line Barfod.


FAKTA

  • Kommunehospitalet ligger centralt i København og består af et større bygningskompleks, hvor de fleste bygninger, mure og plankeværk er fredede. Det er tegnet af arkitekt Christian Hansen og blev taget i brug som hospital i 1863. Anlægget blev senere udvidet med flere bygninger.
     
  • Bygningskomplekset er ejet af ejendoms- og servicevirksomheden Jeudan, som også er bygherre på projektet.
     
  • Af fredningshensyn er det ikke muligt at indrette boliger i de fleste af de fredede bygninger. Derfor giver den nye lokalplan mulighed for at opføre tre nye mindre bygninger på i alt ca. 3.700 m2 i samme stil som de øvrige bygninger med gule tegl, sadeltage i skifer, buer over vinduer og røde murbånd.
     
  • Der bliver mulighed for, at mindst 10 og højst 50 procent af boligarealet bliver ungdomsboliger.
     
  • Byrum indrettes, så der skabes mulighed for ophold, udendørs aktiviteter som friluftsscene og byliv i anlæggets offentlige haverum. Desuden vil der være mindre haverum til områdets beboere med plads til ophold og leg, og området kan opgraderes med flere træer og bede.
     
  • Når Borgerrepræsentationen har godkendt planforslagene, sender forvaltningerne planforslagene i høring i otte uger, hvor der også bliver afholdt et offentligt borgermøde. Planforslagene forventes derefter at blive endelig forelagt Borgerrepræsentationen i slutningen af 2026.
     
  • Referat fra Økonomiudvalgets møde ses her: Forslag til lokalplan Kommunehospitalet II og kommuneplantillæg, Indre By | Københavns Kommune

 

PRESSEKONTAKT

Ved spørgsmål til Økonomiforvaltningen, ring til pressetelefonen på 2125 1524 eller skriv til presse.okf@kk.dk

For kontakt til overborgmester Sisse Marie Welling ring til pressetelefonen: 2491 5158 (modtager ikke sms).

Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen og borgmester Line Barfod kan kontaktes via pressetelefonen på 2327 8090 (modtager ikke sms).

Billede
Det gamle kommunehospital huser i dag bl.a. Københavns Universitet