Københavns overborgmester og borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq til møde i København: Afgørende med et stærkt bånd i urolige tider

Københavns Kommune og Kommuneqarfik Sermersooq har siden 2024 haft et venskabsbysamarbejde. På et møde i dag blev borgmestrene i de to kommuner enige om vigtigheden i at fortsætte det gode samarbejde. Mødet var det første mellem de to borgmestre.
Til mødet på Københavns Rådhus modtog overborgmester Sisse Marie Welling et stofnet fra Avaaraq Olsen, borgmesteren i Grønlands hovedstadskommune, Kommuneqarfik Sermersooq.

På Københavns rådhus mødtes overborgmester Sisse Marie Welling i dag med Avaaraq Olsen, borgmesteren i Grønlands hovedstadskommune, Kommuneqarfik Sermersooq. Her blev de enige om at fastholde det gode samarbejde og det stærke bånd, der er mellem de to byer. Det er afgørende i en tid præget af urolighed, mener de to borgmestre:

”Som hovedstæder har vi både et fælles ansvar, en fælles forpligtelse og et særligt bånd - det skal vi værne om. Derfor er jeg enormt glad for det samarbejde, vi har med Kommuneqarfik Sermersooq, og at vi fortsætter med at knytte tættere bånd som venskabsbyer. Det er med til at vise omverdenen, at man med respekt, ligeværd og gensidig interesse kommer længst. I denne tid er det vigtigere og mere aktuelt end nogensinde,” siger overborgmester i Københavns Kommune Sisse Marie Welling.

”Det er meget positivt at mærke, at den nye overborgmester har lyst til at bygge videre på det tætte og tillidsfulde samarbejde mellem vores to kommuner. I en tid præget af urolighed er venner og allierede vigtige, og vi mærker tydeligt støtten – ikke mindst gennem den formaliserede aftale, som giver mulighed for konkrete initiativer og erfaringsudveksling. Jeg er blandt andet glad for, at dele af Københavns beredskab snart kommer til Nuuk, hvor vi kan lære meget af hinanden og styrke vores fælles kapacitet,” siger borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq Avaaraq Olsen.

Københavns Kommune og Kommuneqarfik Sermersooq har siden 2024 haft et venskabsbysamarbejde. Samarbejdet har blandt andet fokus på beredskab og kultur.

På mødet blev Sisse Marie Welling inviteret til et besøg i Kommuneqarfik Sermersooq i Grønland, som der nu vil blive arbejdet videre på.

Kontakt

Overborgmester Sisse Marie Welling (SF)

Pressetelefon (modtager ikke sms): 24 91 51 58