Søg

København vinder international pris for bæredygtige fødevareindkøb

Chefkonsulent i Børne- og Ungdomsforvaltningen Betina Bergmann Madsen modtog den 17. oktober i Rio, Brasilien, en fornem pris for Københavns bæredygtige fødevareindkøb, som er i verdensklasse.
Billede
Betina Bergmann Madsen med prisen hun modtog for Københavns bæredygtige fødevareindkøb.
Betina modtager prisen, fordi København er blandt verdens bedste storbyer til at sikre, at alle de mange kilo fødevarer, som vi serverer for byens børn og unge, belaster klimaet mindst muligt.

Betina Bergmann Madsen har ansvar for fødevarekategorien i Københavns Børne- og Ungdomsforvaltning. I går var hun med til at modtage prisen ”Special-Mention” i kategorien Sustainable Diets & Nutrition i Rio de Janeiro i Brasilien.

Prisen  blev uddelt af Milan Urban Food Policy Pact, der er en bæredygtigheds-pagt om international fødepolitik. Den har eksisteret siden 2014 og er i dag underskrevet af flere end 200 byer fra hele verden. Betina Bergmann Madsen modtager prisen på vegne af forvaltningen, fordi København er blandt verdens bedste storbyer til at sikre, at de mange tons fødevarer, der serveres for byens borgere, belaster klimaet mindst muligt.

Betina Bergmann Madsen er en vaskeægte ildsjæl, når det kommer til bæredygtighed i udbud. Hendes store passion er innovative og bæredygtige offentlige indkøb, der kan hjælpe med at udvikle et mere bæredygtigt globalt fødevaresystem. Et arbejde, hun sammen med teamet i Børne - og Ungdomsforvaltningen i dag blev anerkendt for.

-Jeg er simpelthen så glad og stolt af den her pris. Både helt personligt og på Københavns vegne. Prisen er vigtig, fordi den både giver anerkendelse og mulighed for at inspirere andre byer til at forfølge de samme skrappe klimamål for fødevareindkøb, som vi har i Københavns Kommune. Og så understreger det, at vi er i front globalt set på dette vigtige område, fortæller Betina Bergmann Madsen.

Bæredygtig med stort B

Det er dog ikke første gang, at Betina Bermann Madsen anerkendes for sit store arbejde med bæredygtighed i offentlige fødevarekontrakter. 

I november 2021 var hun blandt andet med til at sikre, at København og Odense Kommune vandt ”verdensmesterskabet” i bæredygtige offentlige indkøb. 

Hun er også involveret i en EU ekspertgruppe Farm to Fork (på dansk ville vi nok kalde det Jord til Bord) hvor hun og en række andre fødevare-indkøbs eksperter rådgiver EU Kommissionen om hvordan man juridisk set sikrer overgangen til mere bæredygtige offentlige indkøb.

I december 2021 var hun medforfatter til en bog udgivet af FN´s fødevareorganisation FAO om bæredygtighed i offentlige indkøb.

Og så har hun også lige brugt sin fritid på at skrive en bog udgivet af WHO om bæredygtige, offentlige fødevareindkøb med afsæt i erfaringerne fra København med bæredygtige fødevareudbud.

Billede
Verdenskort der viser de mere end 200 storbyer, som har underskrevet Milan Urban Food Policy Pact
Milan Urban Food Policy Pact er en pagt om international fødevarepolitik, der er underskrevet af flere end 200 storbyer fra hele verden.

Fakta

  • Alene i 2021 indkøbte Københavns Kommune 8.250 ton mad til byens børn, hvilket kostede i omegnen af 270 millioner kroner.
  • I år regner kommunen med, at dette beløb er steget til cirka 300 millioner kroner grundet inflationen.