Arkivnyhed - Kan være forældet

København skal tiltrække flere verdensklasse megaevents 

Tour de France, EM2020 og senest World Capital of Architecture. København lægger løbende by til store internationale megaevents. Med vedtagelsen af ny megaeventstrategi vil Københavns Kommune styrke tiltrækningen og afviklingen verdensklasse events.

Københavns Kommune lancerer nu sin første megaeventstrategi. Det sker som led i, at Københavns Borgerrepræsentation ønsker at styrke tiltrækningen af de helt store events til byen. Events, der skaber begejstring, fællesskab og aktivitet i byen, og som er til glæde og gavn for både københavnere, gæster og erhvervslivet.

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) siger:

”København er en moderne storby, og det er en naturlig del af vores DNA at afholde de helt store events, der samler københavnere og gæster udefra. Det har vi vist, da vi malede byen Tour-gul sidste år, rød-hvid under EM og nu, hvor et hav af arkitekturevents folder sig ud i hele 2023. Vi vil nu styrke den indsats blandt andet ved at stille højere krav til bæredygtighed, genanvendelse og generelt minimering af klimaaftryk og miljøpåvirkning. Samtidig skal det klare mål være, at København bliver en endnu bedre vært for de store events, der skal skabe værdi for byen, københavnerne og vores erhvervsdrivende.”

Den nye strategi sætter en tydeligere retning for Københavns engagement som eventhovedstad. København skal være værtsby for megaevents, hvor der er overensstemmelse med byens DNA. Her er der i høj grad fokus på megaevents, der bringer byen i spil og kommer københavnerne til gavn, lige som aktivering af forskellige målgrupper og virksomheder er central.

Teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL) siger:

”Der skal være plads til megaevents i København, der støtter op om byens ånd – fra World Pride til World Capital of Architecture. I den nye megaeventstrategi får vi mulighed for at stille krav om, at de store arrangementer støtter endnu mere op om byens grønne målsætning. Der vil bl.a. blive stillet krav om, at arrangører skal sortere affald i forbindelse med et arrangement på kommunal grund, og så skal arrangører fremover beskrive, hvilke tiltag de vil tage for at mindske klimaaftrykket.”

Med strategien følger en række nye initiativer og kriterier, der skal styrke arbejdet med at tiltrække, udvikle og afholde megaevents af høj kaliber og gøre København endnu mere attraktiv som international værtsby.

Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard (RV) siger:

”Megaevents kan være både idræt, kunst og kultur. Det vigtigste med disse events er, at de giver noget til København og københavnerne og gerne efterlader et varigt aftryk. Derfor er det godt, vi nu kommer til at arbejde mere strategisk med at tiltrække store kunst- og kulturevents samt selv at skabe tilbagevendende events i hele byen. Det, der er værd at fremhæve, er, at det mere tydeligt bliver en politisk prioritering af, hvilke events, der skal til København og hvorfor.”

Eventstrategien vil blive løftet gennem Copenhagen Megaevents, som er et samarbejde mellem Økonomiforvaltningen, Teknik- og miljøforvaltningen og Kultur- og fritidsforvaltningen. Det styrkede samarbejde skal bl.a. sikre, at der langt tidligere træffes beslutninger om Københavns rolle som værtsby i relevante megaevents.

Den nye megaeventstrategi kan tilgås her: Tillægsdagsorden for Økonomiudvalget møde d. 13.06.2023, 15:30 | Københavns Kommunes hjemmeside (kk.dk)

Kontakt

Yderligere information og kontakt til overborgmester Sophie Hæstorp Andersen via pressekonsulent Anette Amalie Juhl Lindschouw på tlf. 26 13 65 49.

Teknik- og miljøborgmester Line Barfod via pressetelefonen på tlf. 23 27 80 90.

Kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard via pressechef Anders Reinholdt Jonssen på tlf. 28 87 75 50.

FAKTA

Københavns Kommunes nye megaeventstrategi skal styrke arbejdet med at tiltrække, udvikle og afholde store, internationale events af høj sportslig, kulturel eller faglig kvalitet. Megaevents, der er værdiskabende for byen og en gevinst for kultur-, fritids- og foreningsliv samt vækst og erhvervsudvikling.

Der er udarbejdet nye kriterier for Københavns Kommunes Megaeventpulje, hvilket bl.a. giver mulighed for at give tilskud til tilbagevendende megaevents.

Med strategien følger en række krav til bæredygtighed. Det omfatter bl.a. affaldssortering, genanvendelse, fremme af nye emballagetyper og generelt minimering af klimaaftryk og miljøpåvirkninger.

Copenhagen Megaevents etableres på tværs af Økonomiforvaltningen, Teknik- og miljøforvaltningen og Kultur- og fritidsforvaltningen, hvor Københavns Kommunes arbejde med megaevents formaliseres og professionaliseres.