Søg
Arkivnyhed - Kan være forældet

Jobbazar bød på masser af mangfoldighed og talent

Mangfoldighed på arbejdspladser betaler sig. Torsdag var der jobbazar i Rådhushallen, hvor en række virksomheder mødte et mangfoldigt og kvalificeret felt af talentfulde jobsøgende.

30 rekrutteringsparate virksomheder stod klar til at møde ca. 770 tilmeldte jobsøgende, da Rådhushallen torsdag slog dørene op til mangfoldig jobbazar.

De jobsøgende på bazaren kom med mange forskellige baggrunde, talenter og nationaliteter.

Svært at blive inkluderet

Og det giver god mening at holde en jobbazar med fokus på mangfoldighed.

”København er en by fuld af talenter. Men desværre er København også en by, hvor der er talenter, der har svært ved at blive inkluderet, og som for eksempel oplever at have ringere chancer for at blive indkaldt til en jobsamtale end personer med etnisk majoritetsbaggrund”, sagde Marianne Becker Andersen, konstitueret administrerende direktør i BIF, i sin tale ved åbningen af jobbazaren.

Hun henviste bl.a. til et studie, der viser, at ansøgere med etnisk minoritetsbaggrund skal sende 52% flere ansøgninger afsted for at blive inviteret til samme antal samtaler som ansøgere med etnisk dansk oprindelse.

Hun understregede også, at mangfoldighed på arbejdspladser betaler sig. Det viser undersøgelser både i forhold til at styrke nytænkning, økonomisk vækst, værdiskabelse og arbejdsglæde.

Mangfoldighed som en styrke

Torsdag i Rådhushallen skulle hverken baggrund eller sprogbarriere være en hæmsko for mødet med virksomheder.

Deltagerne kunne tage fat i synlige tolke, der hjalp med at oversætte til ukrainsk, russisk, arabisk og tyrkisk. Og de kunne få sig en snak med de mange virksomheder, der på forhånd har tilkendegivet, at de både mangler arbejdskraft og ser mangfoldighed som en styrke.

Stine Hahn Rasmussen fra virksomheden Clever var en af dem, der stod klar til at møde de mange jobsøgende:

”Der er fuld knald på el-bils-branchen. Derfor mangler vi hænder i vores kundeservice. Hos os kræver det ikke, at man har en specifik erfaring eller uddannelse. Vi skal nok lære vores ansatte alt, hvad man skal vide om el-biler og ladestandere. Jeg håber derfor at få talt med en masse interessante kandidater i dag”, siger Stine, som er talent attraction lead i Clever.

Uddannelsescentret UCplus deltog også på jobbazaren:

”Vi er her, fordi der mangler hænder i transportbranchen. Vi hjælper de jobsøgende med en transportuddannelse kombineret med sprogundervisning. I dag har vi flere konkrete job med fra virksomheder, som er klar til at ansætte på stedet”, fortæller Lis Dalgaard, markedschef hos UCplus.

Et mangfoldigt og meget kvalificeret felt af talenter

Nicoline Emborg Hammarberg, fuldmægtig i CF og medarrangør af jobbazaren, var meget glad for at opleve, at virksomhederne er klar på og ønsker at bakke op om den mangfoldige dagsorden.

En virksomhed forventede at møde 4 potentielle kandidater på jobbazaren, men gik hjem med en liste på 25. De havde været i dialog med talenter, de ellers ikke ville have indkaldt til en samtale. Det er dét, som vi gerne vil opnå med jobbazaren og med indsatsen en En by af talenter generelt. Vi vil gerne hjælpe virksomhederne til at blive opmærksomme på, at der er et mangfoldigt og meget kvalificeret felt af talenter i København, der brænder for at komme med ombord på arbejdspladserne. Det er fedt, at det lykkedes på jobbazaren.