Søg
Arkivnyhed - Kan være forældet

Internationalt cykeltopmøde i København skal få flere op på cyklen

Dagen før den historiske Tour-start på dansk grund er Københavns Kommune vært for et stort internationalt cykeltopmøde, som skal øge og udvikle cyklismen i Danmark og i EU-medlemslandene.

Verden over er der udfordringer med klima, sundhed og trængsel. Her kan cyklen være en del af løsningen, og det er derfor vigtigere end nogensinde at skabe bedre rammer for cyklismen.

Københavns Kommune har derfor inviteret EU-kommissionens vicepræsident Frans Timmermans, løbsdirektør for Tour de France Christian Prudhomme, transportminister Trine Bramsen, borgmestre og regionsrådsformænd fra hele landet – og flere centrale beslutningstagere til Cykeltopmødet 2022 den 30. juni i BLOX. Topmødet vil blandt andet munde ud i en deklaration med konkrete anbefalinger til, hvordan cyklismen kan styrkes og udvikles i Danmark over de kommende år.

Overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) ser frem til få sat cyklismen i førerposition:

“Vi skal løfte cyklismen til det næste niveau i København, for det er godt for klimaet, trængslen og vores sundhed. Cykeltopmødet bliver det perfekte startskud til Touren her i verdens bedste cykelby, og det er en oplagt mulighed for, at vi politisk kan bane vejen for, at cyklen fremover bliver det naturlige førstevalg for endnu flere af os – ikke bare i København, men også i resten af Danmark og internationalt”, siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S).

Overborgmesteren er officiel vært for topmødet sammen med teknik- og miljøborgmester Line Barfod (EL), der hylder muligheden for at sætte fokus på hverdagens cykelhelte, mens de to-hjulede elitesportsudøvere drøner rundt i byen udenfor:

“Jo mere folk cykler – desto bedre er det for vores by. Vi har en fantastisk cykelkultur i København og i Danmark allerede, men vi kan og skal gøre endnu mere for at gøre det attraktivt at cykle, så vi ikke får baghjul af andre byer. Det kan for eksempel være at sætte hastigheden ned for biler, som vi allerede er i gang med og give cyklerne forrang på cykelgader flere steder samt udbygge vores supercykelstier. Jeg glæder mig til at udveksle erfaringer og ideer med de mange danske og internationale deltagere på Cykeltopmøde 2022,” siger hun.

Cykeltopmødet afholdes i et dansk spor og et international spor. I det danske spor præsenteres resultaterne af fem strategiske analyser, som blandt andet kigger på unges cykelvaner, cykelturisme og hvordan man kan fremme cyklisme i landdistrikter. Derudover underskriver parterne en deklaration med konkrete anbefalinger til at styrke hverdagscyklismen i Danmark. I det internationale spor vil der være oplæg om succesfulde internationale cykelcases og fokus på, hvordan cykelindsatsen kan løftes i EU’s medlemslande.

Lykke Friis (direktør for Tænketanken EUROPA, tidligere prorektor for Københavns Universitet og tidligere klima-, energi- og ligestillingsminister) er moderator for både cykeltopmødets internationale og danske spor.

Fakta om Cykeltopmøde 2022

Cykeltopmødet afholdes i BLOX i København den 30. juni fra 8.30 til 16.00. Der vil på mødet være ide- og erfaringsudveksling, herunder præsentation af ny viden fra fem strategiske analyser af hverdagscykling, som overordnet kigger på:

  1. Fremme af cykling i landdistrikter
  2. Unges cykelvaner
  3. Rekreativ cykling og cykelturisme
  4. Knudepunkters potentiale for kombinationsrejser
  5. International benchmark af viden og innovation på cykelområdet i Danmark

På baggrund af hver analyse udarbejdes en række anbefalinger til, hvordan det konkrete emne kan løfte cykelindsatsen i Danmark fremadrettet.  Anbefalingerne vil indgå i deklarationen, som underskrives på topmødet.

Samarbejdspartnere ved Cykeltopmøde 2022

C40 Cities, Cycling Embassy of Denmark/Cykelambassaden, Cyklistforbundet, Dansk Cykelturisme, Dansk Erhverv, Dansk Industri Transport, Danske Regioner, Destination Fyn, DGI, DSB, Danmarks Tekniske Universitet, Interessentskabet bag Grand Départ i Danmark 2022, IT Universitetet, Kommunernes Landsforening, Det kommunale Cykelfagråd, Københavns Universitet, Movia, Nyborg Kommune, Passagerpulsen, Realdania, Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syd, Roskilde Kommune, Roskilde Universitetscenter, Syddansk Universitet, Supercykelstisamarbejdet i Region Hovedstaden, Sønderborg Kommune, Transportministeriet, Vejdirektoratet, Vejle Kommune, Århus Universitet, Aalborg Universitet København.