Søg
Arkivnyhed - Kan være forældet

Gratis psykologsamtaler til familier med kræftsygdom helt tæt på

Københavnske familier med børn og unge, hvor en forælder har kræft, kan nu få gratis psykologhjælp til at håndtere den svære livssituation.

Familier med hjemmeboende børn og unge i Københavns Kommune, hvor en af forældrene har kræft, kan nu benytte sig af et nyt kommunalt tilbud om gratis psykologhjælp til hele familien. Center for Mental Sundhed, der arbejder for københavneres mentale sundhed og trivsel, står bag tilbuddet og det er psykologer med særlig erfaring i at tale med familier i svære livssituationer, som er tilknyttet.

”Når én i familien har kræft, bliver hele familien berørt. I den situation kan det være svært at finde rundt i ens tanker og følelser og finde vej i, hvordan man bedst støtter hinanden, børnene og sig selv. Vi kan støtte forældrene i at informere og inddrage børnene i familiens situation på et for børnene alderssvarende niveau”, fortæller Ida Klejsgaard Hansen, psykolog tilknyttet det nye tilbud.

Samtalerne skal hjælpe forældrene såvel som børnene med at finde et fælles sprog for sygdommen og håndtere de følelser og store udfordringer, som følger med. Samtidig kan psykologhjælpen være med til at give familien mentale værktøjer til at håndtere nutiden og fremtiden sammen bedst muligt.

”Vi kan være medvirkende til, at de berørte familiemedlemmer bedre kan skabe mening i det, som sker for dem. Ofte har folk normale reaktioner på meget unormale omstændigheder, og det kan være hjælpsomt at forstå”, fortæller psykolog Søren Balling, der ligeledes er tilknyttet tilbuddet.

Hvem kan benytte sig af tilbuddet?

Tilbuddet er varigt og gælder for alle familier i København med hjemmeboende børn eller unge, hvor en forælder har kræft. Er man tilknyttet Afdeling for Kræftbehandling på Rigshospitalet eller Center for Kræft og Sundhed i København, kan man blive henvist herfra, ellers er familien også selv velkommen til at kontakte Center for Mental Sundhed for at høre mere om tilbuddet.

Kontakt

Center for Mental Sundhed - Kbh

Mimersgade 41

2200 København N

Telefontider

Mandag

08:00 - 15:00

Tirsdag

08:00 - 15:00

Onsdag

08:00 - 15:00

Torsdag

08:00 - 15:00

Fredag

08:00 - 15:00