Søg
Arkivnyhed - Kan være forældet

Folkecykelløbet Tour de København hylder hverdagscyklismen

Alle københavnere og Tour-gæster er inviteret til at deltage i Tour de København, verdens hyggeligste cykelløb, under årets Tour de France-start.
Billede
tour de KBH

Lørdag den 2. juli fra klokken 9-12 kan københavnere, Tour-fans og gæster fra ind- og udland cykle på den 13 km lange Tour-rute. Det sker, dagen efter at de professionelle cykelryttere har kørt den første Tour de France-etape i København.

Tour de København er en hyldest til hverdagscykelismen i verdens bedste cykelby, og helt ekstraordinært vil enkeltstartsruten være afspærret for al anden trafik. Med Tour de København inviterer Københavns Kommune alle til at hoppe på ladcyklen, løbecyklen eller citybiken og opleve en bilfri by klædt i gult. Det er gratis og kræver ingen tilmelding.     

”Når Tour de France ruller ind over Københavns brosten om ganske kort tid, er det en hyldest til hele København som cykelby. Vi hylder alle hverdagscyklister – børn, unge og ældre – og vi hylder ikke mindst fællesskabet i cykling. Jeg glæder mig til at opleve både københavnere, foreninger og organisationer deltage i verdens hyggeligste cykelløb, Tour de København,” siger overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S). 

Løb i løbet  

Udover at alle inviteres til at deltage i løbet i eget tempo, vil der på dagen være en række særlige “løb i løbet”, hvor Københavns Kommune i samarbejde med en lang række partnere hylder foreningslivet, hverdagscykelisterne, det aktive seniorliv og byens mangfoldighed.

I samarbejde med en lang række foreninger og organisationer arrangeres særlige løb i løbet som del af Tour de København. SeniorEtapen med deltagere fra bl.a. Gigtforeningen og Københavns pleje- og sundhedscentre. Mangfoldighedsetapen har deltagere fra bl.a. Dansk Blindesamfund og Landsforeningen Autisme, og KlubEtapen køres med deltagere fra bl.a. Dansk Cykle Union.  

Officiel åbning med hyldest af hverdagens cykelhelte

København er verdenskendt for sine mange cyklister og cykelstier. Hver dag foregår mere end to ud af fem ture til arbejde og uddannelse i byen på cykel. Det hylder vi, når Tour de København officielt skydes i gang klokken 9 med åbningstaler og gul feststemning. Her forventes det, at omkring 1000 hverdagscyklister kører ud på ruten med start fra Fælledparken.

”Det er skønt, at vi kan give københavnerne muligheden for selv at køre ruten igennem uden at blive forstyrret af biler. Det er samtidig en anledning til at hylde hverdagens cykelhelte: Alle de mange tusinder af københavnere, der hver dag bidrager til at skabe en grønnere, renere og mere rar by, når de kører på to hjul i stedet for fire. Det skal vi give endnu bedre muligheder for fremover,” siger teknik- og miljøborgmester Line Barfod (Ø).

SeniorEtapen 

Klokken 10 skydes SeniorEtapen i gang. Forrest i feltet vil ligge en række røde rickshaws, som til dagligt er i brug på byens plejehjem og aktivitetscentre. Op mod 600 cyklister vil indtage ruten i et stille og roligt tempo og vise, at cykling ikke har nogen alder. 

”København er en cykelby for alle – det viser vi med senioretapen, hvor ældre københavnere får mulighed for at tage del i Tour de France-festen. Her er plads til alle – også pårørende, som kan cykle med eller stå langs ruten og heppe. Opvarmningen er allerede i gang rundt omkring på kommunens aktivitetscentre og i klubber, og jeg håber, at rigtig mange har lyst til at være med – hvad enten det er i rickshaw eller på den gamle racer,” siger sundheds- og omsorgsborgmester Sisse Marie Welling (SF). 

Som del af SeniorEtapen deltager en række af Københavns Kommunes pleje- og sundhedscentre, københavnske seniorklubber samt repræsentanter fra en række samarbejdspartnere: Team Rynkeby Vestegnen, Danske Seniorer, Ældre Sagens lokalafdelinger i KBH, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, Røde Kors Hovedstaden, DGI Storkøbenhavn, LEV, Gigtforeningen, Kræftens Bekæmpelse, Parkinsonforeningen, Hjernesagen, Alzheimerforeningen København 

Mangfoldighedsløbet 

Klokken 11 afholder Hverdagsaktivisterne og Socialforvaltningen en unik etape i mangfoldighedens navn. Med Mangfoldighedsløbet omfavner vi byens forskellighed og inviterer københavnerne til at cykle med og sætte fokus på København som en mangfoldig by med plads til alle.   

”Når verdens største cykelløb indtager København, er det vigtigt, at københavnerne får mulighed for at blive en aktiv del af begivenheden. Vi skal åbne byen for verden, men vi skal samtidig sikre, at københavnerne føler sig inkluderet. Så udover et brag af et cykelløb håber jeg, at rigtig mange har lyst til at deltage i den børnevenlige folkefest i Fælledparken. Jeg glæder mig særligt til at åbne lørdagens mangfoldighedsløb, som er arrangeret af Hverdagsaktivisterne. Det er en hyldest til byens diversitet og fællesskab,” siger socialborgmester Karina Vestergård Madsen (Ø).
 
Mangfoldighedsløbet er arrangeret i samarbejde med Røde Kors Hovedstaden, Lykkeliga, Wefood Amager, SheZone, Valby, Værested, Scleroseforeningen, Landsforeningen Autisme, Øens Murerfirma, Team Mod På Livet, Gladsaxe Handicaptilbud, Dansk Blindesamfund, Hjerneskadeforeningen, Cafe Vækstpunktet, Astas Venner og KIFU.   

KlubEtapen 

Inden den officielle åbning tyvstarter Tour de København med en KlubEtape fra klokken 8-9. KlubEtapen afvikles i samarbejde med Dansk Cykle Union og DGI Hovedstaden og er en hyldest til de organiserede cykelklubber, foreninger og fællesskaber, som har været med til at forme kærligheden til cykling hos mange af de danske cykelprofiler, og som sikrer unikke fællesskaber om cykelsporten. I dette tidsrum er ruten kun åben for tilmeldte deltagere fra inviterede cykelklubber. 

Fakta om Tour de København

  • Den 2. juli afholdes folkecykelløbet Tour de København fra kl. 9- 12, hvor alle kan deltage og køre på den 13 km lange enkeltstartsrute.  
  • Man bestemmer selv, hvor og hvornår turen starter og slutter, og man kan tage hele turen rundt på alle 13 km eller hoppe på og af fra en række hop on/hop off-punkter undervejs på ruten.   
  • Det er gratis at deltage og kræver ikke tilmelding.  
  • Tour de København er del af cykelfestivalen FestiVélo, som finder sted fredag 1.- 2. juli i Fælledparken. 
  • I forbindelse med Tour de København uddeler vi 10.000 gratis Tour de København-T-shirts til deltagerne, som skal være med til at skabe en stor, gul cykelfest for alle.  
  • Tour de København arrangeres af Københavns Kommune og Sparta Løbeklub og er sponseret af Novo Nordisk – Driving Change for Healthy Cities.  

Hop på og af ruten 12 steder i byen 

Som deltager i Tour de København bestemmer man selv, hvor man starter og slutter, hvor langt man ønsker at cykle. Man kan cykle alle 13 km. eller hoppe på eller af ruten 12 steder i byen.

  • Fælledparken (ved cykelfestivalen FestiVélo)  
  • Østerbrogade  
  • Øster Søgade 
  • Østerport 
  • Esplanaden 
  • Bredgade 
  • Kongens Nytorv 
  • Søren Kierkegaards Plads 
  • Rådhuspladsen 
  • Jarmers Plads  
  • Frederiksborggade 
  • Sankt Hans Torv 

Tour de København-rutekort

Kontakt

Mads Skov Hendrich

Pressekonsulent