Søg

Copenhagen Beachvolley er Årets Idrætsforening i København 2021

Copenhagen Beachvolley er kåret som Årets Idrætsforening i København 2021. Med titlen følger 25.000 kroner, der netop er blevet overrakt til foreningen af kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde.

Det var til stor overraskelse for foreningens medlemmer, da kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde for en kort stund måtte afbryde træningen i Hafnia-Hallen for foreningen Copenhagen Beachvolley mandag den 1. november 2021.

Medlemmerne var i forvejen forberedt på at skulle hylde årets frivillige i foreningen. Men de var ikke klar over, at foreningen også skulle hyldes som Årets Idrætsforening i København 2021.

”Copenhagen Beachvolley har om nogen fortjent prisen som Årets Idrætsforening 2021. Her er fællesskabet i fokus, både i og uden for foreningen. Under coronakrisen har Copenhagen Beachvolley givet mulighed for at dyrke corona-sikrede aktiviteter på deres faciliteter, så københavnerne kunne holde sig i gang og dyrke idræt under nedlukningerne. Det fortjener de stor anerkendelse for,” siger kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde.

Hvert år overrækkes prisen til en idrætsforening i København, der yder en særlig indsats for at fremme foreningsidrætten i byen. Med titlen følger 25.000 kr. til foreningen.

Dommerkomitéen består af medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget samt repræsentanter fra DIF, DGI og Firmaidrætten i København. De fremhævede bl.a. Copenhagen Beachvolleys aktiviteter under coronakrisen samt foreningens arbejde med idrætsaktiviteter på tværs af køn.

Foreningen modtog officielt titlen som Årets Idrætsforening i København 2021 ved en reception i Hafnia-Hallen den 1. november 2021.

Om Årets Idrætsforening

Prisen gives til en københavnsk idrætsforening, der i årets løb har ydet en afgørende indsats for at fremme foreningsidrættens betydning for og vilkår i Københavns Kommune.

Dommerkomitéen består af medlemmerne af Kultur- og Fritidsudvalget samt repræsentanter for de københavnske idrætsforbund.

I 2021 uddeles prisen for 20. gang.

De seneste fem års vindere af prisen

  • 2020: Amager SK
  • 2019: Ørestad IF og Idræt i Dagtimerne
  • 2018: Copenhagen Floorball Club
  • 2017: Nørrebro United
  • 2016: Boldklubben Skjold

Kontakt

Kultur- og Fritidsforvaltningen

Pressetelefon modtager ikke sms