Børneeventyr og fortællinger om byen skal give københavnerne viden om vigtig plan

Når man skal udvikle en storby som København, laver man hvert fjerde år en omfattende plan, der udstikker rammen for hvad og hvor, man kan bygge i byen de næste 12 år. En såkaldt kommuneplan, der sætter retningen for den langsigtede udvikling af byen.
Men selvom kommuneplanen er vigtig for byens udvikling, så er den for mange københavnere helt ukendt land.
Derfor sætter Københavns Kommune nu fokus på netop kommuneplanen med en ny kampagne i hele byen.
I alt 12 forskellige steder i byen vil der være standere og plakater at gå på opdagelse i. Og udover at formidle viden om kommuneplanens rolle for det givne sted, så vil der også være masser af kulturhistorisk viden om stedets rolle bagudrettet – og også, hvordan det kan udvikle sig i fremtiden.
Du finder kampagnen ved:
- Vingelodden på Nørrebro
- DSB’s værkstedsområde Helgoland ved Svanemøllen på Østerbro
- Kløverparken på Amager.
- Nordhavn
- Valbyparken
- Rentemestervej
- Middelalderbyen
- Christianshavn
- Ballonparken
- La Banchina på Refshaleøen
- Friheden på Nørrebro
- H15 i Kødbyen
I Valbyparken vil der udover information også være børneeventyr at gå på opdagelse i. I samarbejde med Natureventyr bliver Valbyparken nemlig lavet om til sit eget ’natureventyr’.
Her kan børn i alderen 4–9 år følge en guidet rute via appen Natureventyr og møde karakterer som den nervøse fe Ginkgo og menneskebarnet Asta i et fantasifuldt univers, hvor parkens temahaver bliver til små, magiske planeter.
Kampagnen er i bybilledet resten af måneden.