Søg
Arkivnyhed - Kan være forældet

Biodiversitetspuljen er igen åben for ansøgninger

Fælles om en grønnere by: Nu har københavnerne mulighed for at søge hjælp og tilskud til at føre grønne projekter ud i livet.

Nye byhaver, frøbanker og blomsterenge. Det er blot nogle af de mange bynatur- og biodiversitetsprojekter, som allerede har fået tilskud fra Københavns Kommunes biodiversitetspulje.

I alt blev der tildelt 1,5 mio. kr. til 32 borgerdrevne projekter og indsatser i 2021.

Fra i dag er der igen åben for ansøgninger til puljen, som har til formål at gøre det lettere for københavnerne at engagere sig i og bidrage til mere bynatur og biodiversitet. I alt er der afsat 2,2 mio. kroner til biodiversitetspuljen i år.

København er allerede en grøn by, og den kan sagtens blive endnu grønnere. Det kan vi opnå ved fælles hjælp. Med biodiversitetspuljen kan vi give det ekstra boost, som borgernes egne gode og grønne ideer og projekter måske mangler for at blive ført ud i livet. På den måde er vi sammen om den grønne udvikling i København og fælles om at skabe den grønne by, vi alle ønsker os.
Line Barfod
Teknik- og miljøborgmester i Københavns Kommune

Hjælp til ansøgning

Igen står Danmarks Naturfredningsforening klar til at hjælpe københavnerne med at definere og udforme deres projekter og herunder eksempelvis rådgive om plantevalg. På den måde bliver der kortere vej fra tanke og tegnebræt til der eksempelvis står en ny byhave klar.

Det var positivt at se den store interesse for puljen, da den åbnede første gang, og det er inspirerende at se så mange, der er engageret i naturen i deres lokalområde. Forhåbentligt er endnu flere blevet inspireret til at gøre noget for at fremme naturens mangfoldighed i vores by. Det kunne også være enormt positivt, hvis vi får en endnu bredere variation i de projekter, som ansøger puljen. Jeg kunne eksempelvis godt tænke mig, at vi også får inddraget det våde element endnu mere.
Ole Damsgaard
Næstformand i Danmarks Naturfredningsforening København

Ansøgninger til biodiversitetspuljen sker via Københavns kommunes hjemmeside. Her er det også muligt at finde mere information om puljen og se nogle af de projekter, som tidligere har ansøgt og fået støtte.

Biodiversitetspuljen er en del af arbejdet med en ny strategi for biodiversitet i København. Strategien forventes vedtaget i løbet af 2022.

Kontakt

Teknik- og Miljøforvaltningen

Rådhuspladsen 1

1550 København V