Antallet af ulovligt ophængte stilladsreklamer er faldet drastisk i København
En ny evaluering af de ændrede regler og praksis for stilladsreklamer, der trådte i kraft 1. januar 2025, slår fast, at reglerne virker langt mere effektivt og også er lettere at følge for branchen. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er faldet fra 16 dage i 2024 til 4 dage i 2025 for tilladelser, og fra 34 dage i 2024 til 11 dage i 2025 for afslag.
Klima-, miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune, Line Barfod, ser positivt på udviklingen og særligt, at branchen via dialog nu i højere grad ansøger om tilladelser og fjerner reklamerne til tiden. Det har også haft en effekt, at kommunen nu konsekvent politianmelder ulovligt ophængte reklamer.
”Udviklingen viser, hvor langt vi kan komme med et godt samarbejde og dialog. Branchen var til at starte med kritisk over for reglerne, men er i dag mere positive, også fordi kommunen har bestræbt sig på at gøre reglerne langt klarere og mere enkle at følge. Derudover har det naturligvis også betydet noget, at vi som myndighed skrider hårdere og mere konsekvent ind over for ulovlige stilladsreklamer,” siger hun.
Stor informationsindsats
Klima-, Miljø- og Teknikforvaltningen anvendte i 2025 mange ressourcer på at oplyse branchen om retningslinjerne på området og sikre en effektiv håndhævelse af reglerne. Det har bidraget til, at der i 2025 var 51 påbuds- og lovliggørelsessager, mens der indtil videre i 2026, opgjort ultimo maj 2026, blot har været fire.
Branchen søger i dag langt flere tilladelser, inden reklamer hænges op, og efterlever i højere grad påbud og nedtager reklamer rettidigt efter tilladelsens udløb. Forvaltningen kan nedtage reklamer for ophængers regning, hvilket forvaltningen har gjort fire gange siden 1. januar 2025. Derudover har forvaltningen politianmeldt ulovligt ophængte stilladsreklamer i 55 sager i 2024 og 11 sager i 2025. Sagerne er endnu ikke domstolsprøvet.
Det forbedrede samarbejde og de klarere regler betyder også, at forvaltningen vurderer, at der ikke er et behov for at udvide de nugældende reklamefri zoner til Indre By og Christianshavn.
Indholdet i det nye regelsæt er blandt andet:
Reklamefri zoner på Slotsholmen, Amagertorv, Højbro Plads, Gråbrødre Torv, Kongens Nytorv, Nyhavn, Nytorv, Gammeltorv og langs Christianshavns Kanal.
Vejledende maksimumstørrelser for reklamer, som byrummene kan bære, dvs. mellem 60-120 m2 i de særlige kulturmiljøer, op til 250 m2 uden for de særlige kulturmiljøer og op til 350 m2 ved de større indfaldsveje.
At stilladsreklamer som udgangspunkt ikke kan godkendes i uheldsbelastede kryds.