80 internationale talenter er klar til at gøre en forskel i danske virksomheder
Mandag den 12. maj summede Københavns Rådhus af forventning og stolthed, da omkring 80 internationale kandidater modtog diplomer efter at have gennemført det syv måneders karriereprogram GCCP, faciliteret af Københavns Erhvervshus.
Under de gyldne lofter og foran de historiske vægge blev de internationale talenter fejret for deres indsats, og de er nu klar til at tage deres næste skridt ud på det danske arbejdsmarked.

Et værdifuldt program for både kandidater og virksomheder
Greater Copenhagen Career Program er målrettet internationale studerende med videregående uddannelser fra danske uddannelsesinstitutioner. Programmet giver deltagerne en dybdegående indsigt i det danske arbejdsmarked. Samtidig bliver de rustet til deres jobsøgning med konkrete redskaber, viden om dansk arbejdskultur og værdifuld netværksopbygning. Hver kandidat bliver matchet med en frivillig mentor, som hjælper med at forstå både formelle og uformelle regler på arbejdspladsen og støtter dem i deres jobsøgningsstrategi.
Diplomer og anerkendelse på Rådhuset
Dimissionen blev markeret med manér på Københavns Rådhus, hvor Beskæftigelses- og Integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken overrakte diplomer og anerkendte kandidaternes dedikation og engagement.
De mange talenter står nu klar til at bidrage med deres viden og internationale perspektiver, og de er ivrige efter at omsætte deres kompetencer til konkrete resultater i danske virksomheder.

Skal din virksomhed være næste stop på deres rejse?
Københavns Erhvervshus kan matche din virksomhed med den arbejdskraft, du har brug for - uanset om du leder efter internationale talenter, faglærte eller ufaglærte medarbejdere.
Kontakt Københavns Erhvervshus på tlf. 33 66 33 33.
Greater Copenhagen Career Program
GCCP er et 7-måneders karriereprogram for internationale studerende, drevet af Københavns Erhvervshus under det nationale EU-projekt Kompetencer til et Grønt Danmark og med medfinansiering fra EU’s Socialfond og Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.