Mødedato: 05.04.2019, kl. 16:30
Mødested: Rådhuset, 1. sal, værelse 102

B-sag: Administrative bevillinger fra Udviklingspuljen for børn og unge

Folkeoplysningsudvalget skal orienteres om administrative bevillinger fra Udviklingspuljen for børn og unge.

Indstilling

Kultur- og Fritidsforvaltningen indstiller,

  1. at Folkeoplysningsudvalget tager de administrative bevillinger til efterretning.

Problemstilling

Folkeoplysningsudvalget har delegeret afgørelser under 100.000 kr. til Kultur- og Fritidsforvaltningen.

Løsning

1. KFUM-Spejderne Hyltebjerg Gruppe - Sherwoodstammen

KFUM-Spejderne Hyltebjerg Gruppe - Sherwoodstammen har fået bevilget 53.525 kr. til projektet "Flere Familiespejdere og Junior i Vanløse". Midlerne er bevilget fra puljens budget for 2018 og skal anvendes til løn 43.750 kr., PR 6.000 kr. og materialer 3.775 kr.

Formål og målgruppe

Projektets primære formål er at skabe flere spejderaktiviteter for børn og unge i Vanløse / Husum. Særligt med fokus på nye hold for børn fra 4. - 6. klasse, samt et hold familiespejdere for 3 - 6 årige.
Herudover fokuserer projektet på at etablere to hold for børn med autisme. Det ene hold for aldersgruppen 3 - 10 år og det andet for aldersgruppen 10 - 18 år. Foreningen har ca. 14 børn med autisme på venteliste til sådanne hold.
Aktiviteterne afvikles i foreningens lokaler ved Hyltebjerg Kirke, ved Nørager Plads og ved Katrinedals Skole.
Foreningen forventer at kunne rekruttere 45 nye medlemmer samt 10 nye frivillige via projektet.

Projektperioden er fra 1. november 2018 til 31. oktober 2019.

 

2. Amager Judo Skole

Amager Judo Skole har fået bevilget 75.000 kr. til projektet "Amager Judo Skole - Prismen Motorik, Leg og Judo". Midlerne er bevilget fra puljens budget for 2018 og skal anvendes til løn 15.000 kr. og rekvisitter 60.000 kr.

Formål og målgruppe

Projektet har til formål at opbygge en selvstændig afdeling af foreningen, der kan træne i Prismen, men deltage som en integreret del i foreningens aktiviteter. Målgruppen er børn i alderen 6 - 10 år, og rekruttering vil ske gennem judoforløb på de omkringliggende skoler og institutioner og samarbejde med Idrætsprojektet.
Projektet lægger stor vægt på socialt sammenhold på de enkelte hold og på tværs i foreningen, hvilket understøttes af fælles sportslige og sociale aktiviteter.
Foreningen forventer at kunne rekruttere 30 nye medlemmer samt 2 frivillige via projektet.

Projektperioden er fra 5. november 2018 til 4. november 2019.

 

3. Foreningen Ørkenfortet

Foreningen Ørkenfortet har fået bevilget 40.100 kr. til projektet "Rekruttering af nye medlemmer". Midlerne skal anvendes til løn 30.000 kr., PR. 4.000 kr., rekvisitter 4.200 kr. bannere 1.200 kr. og klistermærker 700 kr.

Formål og målgruppe

Projektets målgruppe er børn og unge under 25 år fra Amager, Sydhavnen og Valby. Målet er at øge foreningens medlemstal. Dette skal gøres ved at iværksætte tre indsatsområder:
1. Afvikling af live events på skoler, klubber, på offentlige områder, kulturhuse m.v. Målet er at afvikle en lille ny-cirkus forestilling. Forestillingen skabes af 4-6 unge nycirkus-artister og skal være fleksibel og kunne "opføres" forskellige steder, hvor der er potentiale for rekruttering af medlemmer.
2. Udvikling af PR-materiale som supplement til direkte kontakt til målgruppen.
3. Øget fokus på foreningen og projektet via de sociale medier.
Foreningen forventer at få 60 nye medlemmer samt 12 frivillige via projektet.

Projektperioden er fra 1. december 2018 til 30. juni 2019.

 

4. Fremad Valby

Fremad Valby har fået bevilget 75.000 kr. til projektet "Vi slår kolbøtter i Fremad Valby". Midlerne skal anvendes til løn 60.000 kr. og materialer 15.000 kr.

Formål og målgruppe

Projektets målgruppe er piger og drenge i alderen 4 - 10 år. Formålet er at skabe grobund for, at foreningen fremover kan tilbyde gymnastik for små børn. Ideen er opstået, da mange nye borgere i Valby har efterspurgt gymnastik/motorik hold for de mindste.
Der vil blive oprettet to aldersopdelte hold, og foreningen vil søge sparring med Dansk Gymnastik Forbund. Aktiviteten vil blive afviklet i Fremad Valbys klubhus, Bevægelsessalen og muligvis Hafnia Hallen.
Foreningen forventer at kunne rekruttere 40 - 50 medlemmer samt 3 - 6 nye instruktører.

Projektperioden er fra 1. januar 2019 til 31. december 2019.

 

5. Copenhagen Panna House

Copenhagen Panna House har fået bevilget 66.562 kr. til projektet "Udvikling af Copenhagen Panna House". Midlerne skal anvendes til løn.

Formål og målgruppe

Projektets formål er at udvikle  og forankre ugentlige træninger, hvor børn på tværs af alder, nationalitet m.v. kan mødes og dyrke panna fodbold. Målgruppen er primært drenge i alderen 12 - 17 år, og aktiviteten skal foregå 8 forskellige steder i København.
Rekruttering foregår via facebook, instagram og øvrige sociale medier.
Foreningen forventer 50 nye medlemmer via projektet.

Projektperioden er fra 1. januar 2019 til 31. december 2019.

Økonomi

Udviklingspuljen for børn og unge har i 2019 et budget på 4.795.309 kr.

Der er til dette møde meddelt 5 administrative bevillinger, hvoraf midlerne til de tre bevilges af puljens budget for 2019. 

Rest på budget efter FOU 5. februar 2019                   4.694.909 kr.
Administrative bevillinger 181.662 kr.
Rest på budget 4.513.247 kr.

 

Mads Kamp Hansen

                                                  /Marianne Kruckow

Beslutning

Folkeoplysningsudvalgets beslutning på mødet den 5. april 2019:

Punktet blev behandlet umiddelbart efter dagsordenens punkt 1.

Indstillingen blev godkendt.

Til top