Mødedato: 10.09.2015, kl. 18:30
Mødested: Det grønlandske Hus, Løvstræde 6

Åben spørgetid

Under dette punkt har tilhørerne mulighed for at komme med forslag og stille spørgsmål til lokaludvalget. Der er afsat op til en halv time til spørgetiden. Når der ikke er flere spørgsmål, begynder lokaludvalgets ordinære møde.

Beslutning

En borger orienterede om segway-kørsel i Indre By:
Der er en segway-butik i Niels Hemmingsens Gade ved Jazzhouse. De, der lejer segways, parkerer og kører uden hensyn til forretninger og andre trafikanter. Der opstår til tider farlige situationer og nogle gange også uheld. Segway-lejerne er ikke forsikrede, hvorfor det kan blive dyrt for dem, hvis der sker uheld med segwayen. 
Segway-kørsel er forbudt for børn under 11 år, men alligevel ser det ud til, at mindreårige får lov til at køre på dem. 
Segway-lejerne får via højtalere instruktion i, hvordan de skal betjene segwayen, hvilket generer de omkringboende. 
Borgeren har henvendt sig til politiet om kørslen, uden at der er kommet noget ud af det, men han forstår på politiet, at der kommer mange klager over segway-køsel; også i parker.
Borgeren har fået oplyst af Trafikstyrelsen, at segways betragtes som cykler, men at det er på en dispensation, som udløber til nytår.

Bent Lohmann svarede, at lokaludvalget har sagen på dagsordenen for det aktuelle møde og at det, som lokaludvalget kan gøre, er at skubbe på overfor Teknik- og Miljøforvaltningen for at få afklaret problemstillinger vedrørende segway-kørsel.

Hans-Henrik T. Ohlsen og Steen Juhl Olesen svarede, at der også er problemer med segways på Vandkunsten, hvor der ligger en anden segway-butik. De parkerer på cykelstien i Løngangsstræde, selv om der ikke er tilladt at parkere på en cykelsti.

Ole Bang svarede, at Gammelholm Beboerforening vil standse segway-kørsel på promenaden ved Havnegade. De skal køre på cykelstien. Der er en segway-butik på hjørnet af Havnegade og Nyhavn.

Niels Jarler svarede, at lokaludvalget eventuelt kan skrive til Trafikstyrelsen om problemet og eventuelt også give borgerne mulighed for at kommentere sagen på lokaludvalgets hjemmeside.



Til top