Retningslinjer for nytteindsats

Nytteindsats i Københavns Kommune kan organiseres på to måder; nytteindsats ved projekthold eller ved enkeltpladser.

Nytteindsats ved projekthold

Denne type nytteindsats er karakteriseret ved, at et antal modtagere af kontanthjælp eller arbejdsmarkedsydelse arbejder under én arbejdsleder, der er ansat i Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsforvaltningen. Arbejdsledelses- og instruktionsbeføjelsen er dermed koblet direkte til myndighedsopgaven.

Retningslinjerne for nytteindsats ved projekthold:

  • indholdet i nytteindsats skal være nyttigt
  • nytteindsatsopgaverne skal være sikkerhedsgodkendte
  • nytteindsatsopgaverne skal være efterspurgte
  • nytteindsats ikke må substituere øvrige virksomhedsplaceringer eller erstatte ordinært arbejde
  • nytteindsats ikke må være konkurrenceforvridende og foregår derfor kun i offentligt regi
  • nytteindsats som udgangspunkt ikke omfatter borgerrettede aktiviteter, da det ikke er muligt at sikre stabil leverance og kvalitet i tilbuddene
  • ved etablering af nytteindsatsopgaver udarbejdes der en præcis beskrivelse af det arbejde, der udføres i projektet.

Nytteindsats ved enkeltpladser

Nytteindsats ved enkeltpladser handler om, at én eller flere modtagere af kontanthjælp eller arbejdsmarkedsydelse udstationeres på en kommunal, regional eller statslig institution / virksomhed. Arbejdsledelses- og instruktionsbeføjelsen tilfalder den enkelte institution / virksomhed.

Retningslinjerne for nytteindsats ved enkeltpladser er:

  • indholdet af enkeltpladserne skal være nyttigt
  • borgere i enkeltpladser er omfattet af gængse regler på arbejdspladsen, herunder arbejdsmiljølovgivningen (justeret ift. projektpladserne)
  • enkeltpladsopgaverne skal være efterspurgte
  • enkeltpladserne må ikke substituere øvrige virksomhedsplaceringer eller erstatte ordinært arbejde
  • enkeltpladserne må ikke være konkurrenceforvridende og foregår derfor kun i offentligt regi
  • enkeltpladser kan kun omfatte borgerettede aktiviteter, hvis en arbejdsgiver har et begrundet og konkret ønske (justeret ift. projektpladserne)

Ved etablering af enkeltpladser udarbejdes en beskrivelse af det arbejde, der udføres.