To pædagoger til botilbuddet Rymarksvej 3
Vil du gøre en positiv forskel for unge med autismespektrumforstyrrelser? Så se med her.
Om Rymarksvej
Botilbuddet Rymarksvej er organiseret i Aspect, som er en del af Center for Midlertidige og Selvstændige Boformer (CMSB).
Aspect er en stor organisation med mange boenheder, og med mange muligheder for den enkelte medarbejder. Vi består af fem midlertidige botræningstilbud og fire længerevarende botilbud.
Rymarksvej består af to botilbud med samme målgruppe: unge med autismespektrumforstyrrelser. De to tilbud ligger i hver deres bygning på samme grund.
Botilbuddet Rymarksvej 3 er et § 107 tilbud for unge på autismespektret med komorbiditet af primært psykiatrisk karakter. Her bor 19 beboere. Det er her vi søger to nye kollegaer.
Botilbuddet Rymarksvej 3B er et § 108 tilbud, for unge på autismespektret med komorbiditet af primær psykiatrisk karakter, som rummer otte beboere.
Der er et fast team tilknyttet begge botilbud. Begge teams har et tæt samarbejde og faglige sparringsmuligheder med hinanden i dagligdagen.
Noget der kendetegner os som botilbud og organisation er
- vi gør en forskel i unge sårbare menneskers liv
- vi er sammen om at løse tingene
- dilemmaer og udfordringer bringes op i teamet med inddragelse af ledelsen
Vores mål er, at vi gennem vores faglighed, evne til vidensdeling og sparring, kan skabe en positiv forandring for vores borgere.
Vi arbejder systematisk med neuropædagogik, Low Arousal og Kognitiv, Ressourcefokuseret og Anerkendende Praksis (KRAP). Fordi vi sætter fagligheden højt, tilbyder vi dig et grundigt introduktionsprogram, hvor du vil blive undervist og oplært i alle de aspekter arbejdet kræver.
Vi tilbyder alle medarbejdere faglig supervision, personlig individuel supervision og supervision i teams, fordi vi anerkender, at det er en faktor i arbejdet, at vi skal kunne rumme og håndtere de problemstillinger og udfordringer, vi møder hos borgeren.
Om jobbet
Vores målgruppe er unge mennesker med et højt kognitivt niveau og med diagnoser indenfor autismespektrumforstyrrelse, Aspergers Syndrom samt komorbide lidelser som ADHD, OCD, Bipolar lidelse, angst, depression m.m.
Dine opgaver kommer blandt andet til at indebære støtte til at lære strategier til at mestre hverdagslivet og ikke mindst støtte til at indgå i sociale sammenhænge samt støtte ift. andre instanser i borgerens hverdag. Herunder også afklaring af uddannelse, beskæftigelse samt videre vej i livet for vores unge.
Det kan til tider være et udfordrende arbejde med mange dilemmaer og svære problemstillinger, og det er derfor også et spændende og alsidigt arbejde, hvor dagene ikke er ens.
Vi kan tilbyde dig
- en arbejdsplads med stor faglig udvikling, medansvar, engagement og høj arbejdsmoral
- konkret og struktureret oplæring ift. opgaverne/borgerne, hvor vi har beskrivelser af tilgangen og et introduktionsforløb
- en afvekslende og spændende hverdag, hvor vi brænder for at skabe resultater sammen med borgerne i relation til deres udvikling og med forståelse for deres udfordringer
Vi kan også tilbyde gensidig fleksibilitet. For os er balancen mellem arbejdsliv og privatliv vigtig, da vi dermed får mere tilfredse medarbejdere. Det betyder, at du har en grundplan, som kan forsøges tilpasset, hvis du har særlige udfordringer med delebørn, transportafstand m.m. Og at dine kolleger dækker ind for dig løbende, når du har særlige behov, hvormed vi forventer, at du byder ind, når dine kolleger har behov.
Hos os er det vigtigt, at
- tage udgangspunkt i relationen til borgeren for at kunne støtte dem bedst i deres udvikling
- have et højt fagligt miljø og arbejde målrettet med udviklingsplaner og metoder
- tage ansvar for løsning af teamets og organisationens opgave
Om dig
Du er uddannet pædagog eller har flere års erfaring indenfor faget, og det kan være en fordel, at du har kendskab til specialområdet. Ellers er det vigtigste for os, at du trives i et miljø, hvor tillid er omdrejningspunktet for måden, vi udfører vores arbejde på. Du kommer derfor til at indgå i et team, hvor I selv planlægger jeres hverdag og tilrettelægger jeres arbejde omkring borgerne med inddragelse af nærmeste leder.
Hvis du kan se dig selv i nedenstående udsagn, er du typen, vi søger i ASPECT
- jeg ønsker at arbejde med at motivere borgerne til at bruge deres ressourcer psykisk, socialt og fysisk til at få en meningsfuld hverdag
- jeg støtter borgerne i at skabe struktur og overblik over de daglige gøremål ift. egen bolig og uddannelse/beskæftigelse, samt fastholdelse og udvikling af deres sociale netværk
- jeg kan arbejde selvstændigt, og det at tage ansvar, er en naturlig måde for mig at udføre mit arbejde på
- jeg ved at dokumentation er vigtigt, ikke fordi det er et lovkrav, men fordi det er borgernes liv, vi dokumenterer
- jeg trives i et miljø, hvor samarbejde er alfa og omega, og hvor vidensdeling, sparring og dialog er en naturlig måde at løse mine opgaver på
- jeg ser værdien i, at vi er et center, der altid ønsker at udvikle os, hvorfor vi prioriterer aktiviteter på tværs af centeret – både sociale såvel som faglige
Ansættelsesvilkår
Løn- og ansættelsesvilkår efter gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse.
Stillingerne er begge på 37 timer ugentligt og til besættelse fra 1. juli 2025 eller hurtigst muligt.
Der er weekendarbejde hver 3. weekend og skiftevis morgen- og aftenvagter i et rul. Ligeledes vil der være arbejde på helligdage.
Vil du vide mere?
For yderligere information kontakt faglig leder Mia Juncher-Olsen på 20 57 10 04.
Søg via linket senest torsdag den 26. juni 2025
Vi afholder samtaler i uge 26.