To medarbejdere (ergoterapeut/sygeplejerske/pædagog/socialrådgiver/sosu-assistent el.lign.) til enheden Paragraf 85-støtte Korsgade

Søg jobbet

Pædagogik
Fuldtid
Fastansættelse

Søger du et meningsfyldt arbejde, hvor du kan gøre en forskel?
Er du en engageret vejleder, der ønsker at hjælpe udsatte voksne i alderen 18-65 år?

Vi har opgaver, som skal løses, og borgere, der vil vores støtte. Vi søger derfor to fagligt dygtige medarbejdere til at tilbyde støtte og hjælp i henhold til servicelovens § 85 fra den 1. marts 2026.

Hvem er vi?
Center for Aktivitet, Beskæftigelse og Støtte i Egen Bolig er etableret i januar 2025. Paragraf 85-støtte Korsgade er en enhed med et højt fagligt ambitionsniveau, som arbejder målrettet med at udvikle den faglige kvalitet i vores indsats.

Borgergruppen er primært kendetegnet ved, at de har multiple psykosociale problemstillinger, herunder kan misbrug forekomme. Vi arbejder ud fra vidensbaserede metoder, bl.a. Feedback Informed Treatment og den motiverende samtale. Vi har stort fokus på kompetenceudvikling, faglig sparring på teammøder og sagssupervision.

Hvad går jobbet ud på?
Arbejdsdagen hos os består i at støtte udsatte borgere med psykisk sårbarhed gennem aftaler i og uden for borgerens eget hjem, virtuelt eller i gruppeforløb i henhold til serviceloven § 85.

Du vil få ansvaret for ca. 10-15 borgere i aldersgruppen 18+, bosat i Indre By og på Nørrebro, Vesterbro og Østerbro.

Vi arbejder med udgangspunkt i borgernes indsatsmål ud fra en recovery og rehabiliterende tilgang. Det betyder, at du skal kunne omsætte din faglige viden til konkrete, velbeskrevne delmål/handlinger i samarbejde med borgeren.

Vi arbejder støttende og har en høj etik i forhold til at respektere borgenes forandringsproces. Vi har i denne proces fokus på hjælp til selvhjælp mhp. at øge borgernes selvstændighed. Vi er samtidig optaget af at forebygge isolation og brobygge til meningsfulde fællesskaber – gerne i samarbejde med civilsamfundet.

Du får mulighed for at arbejde selvstændigt en stor del af tiden. Det udelukker dog ikke, at du samtidig er en del af et stærkt arbejdsfællesskab i enheden.

Vi lægger vægt på at finde løsninger i fællesskab og forventer, at du reflekterer over de borgerforløb, som du har ansvaret for og bringer eventuelle udfordringer op på teammøder og supervision. Din opgaveløsning vil således foregå i tæt sparring med ledere og kolleger med henblik på at sikre kvalitet og progression i borgerforløbene.

Vi tilbyder gode kolleger, opgaver og udvikling
Vejledergruppen består aktuelt af 22 medarbejdere, der alle arbejder med støtte efter § 85 i serviceloven. Vi er en tværfaglig gruppe, hvor vi hver især bidrager med forskellige kompetencer, er gode til at supplere hinanden og værdsætter hinandens input og idéer. Vi har kontinuerligt fokus på det gode arbejdsmiljø og høj trivsel, og vi forventer, at alle bidrager til dette. Vi har et godt, tværfagligt samarbejde og en positiv trivselsrapport.

Som arbejdsplads er vi visionære med højt til loftet og en klar retning. Vi prioriterer høj faglighed og lægger stor vægt på metodeudvikling, systematik og systemisk sparring, hvor borgerens feedback er omdrejningspunktet for at sikre den bedst mulige indsats.

Du kan læse mere om vores organisation på vores hjemmeside og om Hjemmevejledere i Københavns Kommune her.

Få succes hos os
Din fornemmeste opgave er at fastholde borgerens fokus mod at blive uafhængig af støtte, samtidig med at du skaber en professionel og konstruktiv alliance med borgerne, som har fælles mål. Vi søger kompetente og fagligt engagerede kolleger, der kan bidrage til den fortsatte udvikling på området.

Vi forestiller os, at du

  • har en baggrund som enten ergoterapeut, sygeplejerske, pædagog, socialrådgiver eller sosu-assistent
  • har gode samarbejdsevner
  • tager afsæt i en dialogbaseret og anerkendende tilgang i arbejdet
  • arbejder indenfor de rammer, der er givet
  • kan arbejde struktureret og systematisk ind i borgerforløbene
  • ser dokumentation som en kernefaglighed på lige fod med arbejdet ude ved borgerne

Vi ser gerne, at du har følgende kompetencer og kvalifikationer

  • har erfaring med begreberne recovery og psykosocial rehabilitering og evner at omsætte dem til handling i arbejdet med borgerne
  • har erfaring med psykiatriske eller andre udsatte målgrupper
  • evner at strukturere og tilrettelægge din arbejdsdag på en selvstændig og effektiv måde
  • har gode samarbejdsevner og lyst til at arbejde tæt sammen med aktører i både regionen og kommunen
  • prioriterer at dokumentere det arbejde, som sker ude ved borgeren
  • er villig til at cykle i al slags vejr som en del af arbejdet

Vi værdsætter også, at du har følgende personlige kompetencer

  • tager udgangspunkt i borgerens indsatsmål og tilpasser din støtte derefter
  • kommunikerer klart og tydeligt, både skriftligt og mundtligt
  • er lyttende og imødekommende overfor både borgerne, dine kolleger og samarbejdspartnere
  • er nysgerrig på din faglige udvikling og reflekterer gerne over din praksis
  • trives i et varieret og uforudsigeligt arbejdsmiljø og finder energi i det
  • arbejder selvstændigt og er i stand til at etablere en positiv, fagprofessionel relation med borgerne
  • bidrager til et godt arbejdsmiljø og møder borgerne med tillid, accept og respekt

Ansættelsesforhold
Stillingerne er på 37 timer om ugen. Arbejdstiden er mandag-fredag med faste arbejdstider, primært i dagtimerne. Du møder ind på Korsgade 30, 3., 2200 København N. Vi stiller elcykel, regntøj, bærbar computer og telefon til rådighed. Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst og indenfor rammerne af lokal løndannelse. Vi gør opmærksom på, at ved tilbud om ansættelse indhenter vi straffeattester og referencer.

Mere information
Har du spørgsmål til stillingerne, kan du kontakte tilbudsleder Diana Johansen på 51 62 97 08 eller medarbejder Mia Bjelstrand på 20 47 27 53. Vi holder ferie i hele uge 1.

Søg via linket senest onsdag den 14. januar 2026
Vi holder samtaler mandag den 19. januar.