Sygeplejerske til Akutplejeenheden i Center for Rehabilitering og Akutpleje - København

Søg jobbet

Pleje og sundhed
Fuldtid
Fastansættelse

Kan du både arbejde selvstændigt og tværfagligt? Og har du et skarpt klinisk blik og høj sygeplejefaglighed? Så er du måske den sygeplejerske, vi mangler.

Vi søger en dygtig sygeplejerske til fast dagvagt med weekendvagt hver 4. uge i 8-timers vagt. Der er mulighed for få aftenvagter. Stillingen er som udgangspunkt 37 timer om ugen.

Om Akutplejeenheden
Du kommer til at arbejde på vores akutplejeenhed, som er den eneste afdeling af sin slags i primær sektor i Københavns Kommune. Borgerne indlægges med komplekse sygeplejefaglige problemstillinger, og det stiller krav til vores faglighed, vores opgaveløsning og vores omskiftelighed.

Borgerne indlægges fra hospitalet eller hjemmefra. Borgerkategorien er bred, og borgerne har stor grad af komorbiditet. Vores fokusområde er det gode borgerforløb, og vi er optagede af, og arbejder for, stærke tværfaglige borgerforløb. Vi samarbejder tæt i hverdagen for at tilgodese de mange behov, hver enkelt borger har, og vi sætter krav til hinanden omkring høj standard for opgaveløsning. Derfor forventer vi, at du skal have interesse for akutpleje i kommunalt regi, udvikling og det gode borgerforløb.

Vores kliniske blik og vores instrumentelle sygepleje bliver konstant udfordret, idet vores borgeres almentilstand er dårlig ved ankomst. Dette stiller høje krav til vores faglighed, både mono- og tværfagligt.

Dine kommende kollegaer består af sygeplejersker, læger, social- og sundhedsassistenter, ergoterapeuter, fysioterapeuter, farmakonomer, rengørings- og køkkenpersonale.

Arbejdsdagene er afvekslende med høj grad af medindflydelse og medansvar for den fælles arbejdsopgave. 

Et hus med mange funktioner og samarbejdspartnere
Akutplejeenheden er en del af Center for Rehabilitering og Akutpleje og en del af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens enheder med midlertidige pladser. Vores hus har tre specialer: Akutplejeenheden, afdeling for rehabilitering og afdeling for lindring. Akutplejeenheden har plads til 30 borgere. Der er et stort flow af borgere, og du kan være med til at skabe den gode overgang for vores borgere.

Akutplejeenheden har et tæt samarbejde med husets øvrige afdelinger, og sammen løfter vi opgaven om den enkelte borger. Vi samarbejder også tæt med de øvrige kommunale enheder, regioner og speciallæger.

Vi har fysisk lægedækning i dagtimerne mandag til fredag, og lægedækning fra BBH resten af døgnet alle ugens dage. 

Sådan lykkes du i funktionen

  • Du arbejder struktureret og har blik for tværfaglighed
  • Du er fagligt funderet i din rolle og funktion som sygeplejerske
  • Du er aktivt deltagende i afdelingens faglige udvikling
  • Du formår at skabe overblik, og du strukturerer ansvarligt din arbejdsdag
  • Du formår at inddrage og samarbejde med pårørende som ressource til borgeren, men har også øje for, at de kan være i krise
  • Du har forståelse for, at komorbiditeten og den sygeplejefaglige kompleksitet hos indlagte borgere kan have betydning for ressourcerne hos borgeren
  • Du har stærke samarbejdsevner og erfaring med komplekse borgerforløb

Vi glæder os til at modtage din ansøgning og vi lægger vægt på, at du

  • Er professionel og fagligt dygtig
  • Hurtigt kan skabe overblik og koordinere opgaverne sammen med dine kollegaer
  • Er imødekommende, selv tager initiativ, og så har du energi og lyst til at løfte opgaven
  • Vil være en del af og være med til at bevare vores gode arbejdsmiljø

Velkommen på vores hold
Hos os får du

  • Synlig og nærværende ledelse
  • Grundig og tilpasset introduktion, så du lærer dine kollegaer og resten af huset godt at kende
  • Et godt arbejdsmiljø, hvor vi taler til og med hinanden i en respektfuld tone
  • Mulighed for at præge udviklingen af vores arbejdssted og være med til at implementere indsatser
  • Et godt læringsmiljø og plads til nytænkning
  • En dynamisk arbejdsplads i rivende udvikling, hvor vi i en travl hverdag insisterer på at have tid til refleksion, sparring og udvikling
  • En arbejdsplads med stor arbejdsglæde og meget dygtige kollegaer

Ansættelsesforhold
Løn- og ansættelsesvilkår er efter gældende overenskomst i Københavns Kommune og ud fra kvalifikationer. Tiltrædelse snarest muligt. 

Hvis du tidligere har været ansat i Københavns Kommune, gælder desuden
Hvis du kommer i betragtning til at blive tilbudt en stilling på en kommunal enhed, vil vi tjekke, om du inden for de seneste tre år er blevet opsagt eller bortvist fra kommunen og dele relevante oplysninger herom med den ansættende leder. Det kan også være oplysninger om strafbare forhold, der har ført til opsigelse eller bortvisning fra Københavns Kommune, oplysninger om misbrug af rusmidler som fx positiv alkoholtest eller oplysning om sygehistorik, der kan få væsentlig betydning for en ny ansættelse i kommunen. Læs mere om reference-tjek her.

Vil du vide mere?
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte afdelingsleder Kathrine Engell Herbst på 21 51 68 40.

Du kan læse om os på sociale medier: Instagram, voreshverdag_rehabilitering og på Facebook Center for Rehabilitering og Akutpleje. Læs mere om Center for Rehabilitering og Akutpleje | Københavns Kommune

Søg via linket senest fredag den 17. juli 2026

Om Sundheds- og Omsorgsforvaltningen
Vores hverdag handler om mennesker. Se mere om vores hverdag på www.vores-hverdag.kk.dk.